Ancher – I livet og kunsten
15 okt 202210 apr 2023

Akvarelæske, formentlig Helga Anchers. Skagens Kunstmuseer.

Oplev en perlerække af Anna, Michael og Helga Anchers gemte og glemte skatte, når de denne vinter præsenteres i en ny udstilling – for første gang sammen med kunstnerfamiliens kendte værker.

Anchers Hus bugner af ikoniske genstande og denne vinter udstilles et særligt udvalg for første gang i sammenhæng med kunstnerfamiliens kendte værker. Udstillingen Ancher – I livet og kunsten præsenterer en række af de mange gemte og glemte skatte, som i løbet af de seneste års samlingsgennemgang er dukket op i kunstnerhjemmet i Skagen, og de mange nye fortællinger, som er fulgt med.

Kobberkedlen fra Michael Anchers gennembrudsværk Pigen med solsikkerne, hans vielsesring, Anna Anchers malerkittel, hendes diplom fra Verdensudstillingen i 1900, skitser til parrets værker, fotografier, breve, Helga Anchers tegnehæfter og bøger samt Jomfru Maria-trykket fra Anna Anchers berømte Solskin i den blå stue er blot nogle af de genstande, som i denne udstilling kaster nyt lys over forbindelserne mellem familien Anchers liv og kunst.

Udstillingen markerer en milepæl i Skagens Kunstmuseers arbejde med Anchers Hus: alt inventar er blevet registreret. Igennem flere år er huset blevet endevendt og alle synlige såvel som skjulte genstande er blevet beskrevet, fotograferet og tildelt et inventarnummer som en del af en gennemgribende samlingsgennemgang. En samlingsgennemgang, der for første gang registrerede både synlige og skjulte genstande. Som den rene skattejagt.

Ancher – I livet og kunsten viser forbindelser mellem genstande og kunstværker, som skaber flere fortællinger om familien Ancher. Der kan trækkes tråde fra skitse til færdigt maleri, videre til de breve hvori det sælges og lånes igen for at kunne udstilles. Som puslespilsbrikker danner malerkittel, malerkasse og staffeli pludselig et helt billede. Og sidst, men ikke mindst, giver udstillingen nye perspektiver på den ellers tilbagetrukne Helga Ancher. Der findes ikke meget andet end biografisk information om hende, men et kig i hendes gemmer afslører et dyreinteresseret, internationalt velorienteret menneske, som ydermere var meget bevidst om sin egen arv.

Skatte og kunstværker præsenteres i en levende scenografi designet af Stine Friese, hvor både små og store kan gå på opdagelse i kunstværker, kukkasser, enestående genstande og fotografier.

 

Kilde: Skagens Museum

Skagens Museum

Brøndumsvej 4
9990 Skagen

Tirs-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 98446444

Ancher – I livet og kunsten
15 okt 202210 apr 2023

Del

'Ancher - I livet og kunsten'

Facebook