Amalie Smith: Clay Theory

4 okt 201919 jan 2020

Amalie Smiths (1985, DK) udstilling Clay Theory i Kunsthal Aarhus er en meditation over forbindelserne mellem liv og ler. Den tager form som en 3D-film, installeret i et sort rum med blødt gulvtæppe og meditationspuder i Kunsthal Aarhus’ Galleri 1. Her opleves værket med
aktive 3D-briller på, som tænder og slukker for skiftevis højre og venstre øje 120 gange i sekundet.

Filmens omdrejningspunkt er en gruppe terrakottafigurer, små menneskeskikkelser formet i rødbrunt, brændt ler, fra den cypriotiske bronzealder. Terrakottaerne er udstillet på Cyprus Museum, et arkæologisk museum i Nicosia, Cypern. I filmen bliver terrakottaerne midtpunkt
for en spekulativ akse, der både går helt tilbage til livets opståen på en gold planet og ud i en posthuman fremtid, hvor menneskeskabt liv er en realitet. På aksen mellem denne spekulative urtid og en forestillet fremtid finder vi lerskabelsesmyter fra alle dele af verden.

Men også fortællingen om den cypriotiske konge Pygmalion, som huggede en elfenbensskulptur så livagtig, at hun blev levende. Det er golemfigurer, homunculi, Frankensteins monster, cyborgs og androider. Det kunne se ud som om mennesker længe har haft både et begær efter og en frygt for selv at skabe liv. Måske bliver det muligt i nær fremtid. I så fald: Vil vi se tilbage på de små terrakottaer som forstadier til at skabe kunstigt liv?

Titlen Clay Theory er lånt fra kemikeren Graham Cairns-Smiths teori om, at livet er opstået i samspil med lermolekyler. En teori, der også kaldes the crystals-as-genes hypothesis. Størstedelen af Clay Theory er filmet under et arbejdsophold på Point Centre for Contemporary Art i Cypern i april 2019. Den består af optagelser af terrakottaerne på antikmuseet og billeder fra opstillinger og eksperimenter i Smiths studie. Derudover optræder et klippelandskab ved kysten, hvor plastikaffald ligger henslængt og venter på fremtidens arkæologer. Men også 3D-scanningen af et ufødt barn, en abemor og en robots håndbevægelser har fundet vej ind i filmens montageform.

Lydsiden består af stemmerne af geolog Minik Rosing, arkæolog Jeanette Varberg og kunsthistoriker Jacob Wamberg, der har fungeret som samtalepartnere i Amalie Smiths tværdisciplinære udforskning af, hvordan liv og ler er forbundet. Af og til høres også kunstnerens egne spørgsmål: Blev de lerfigurer, der i forhistorisk tid blev lagt i gravene, betragtet som levende og kunne de derfor også dø? Stemmerne flyder ind i et orkester af lerfløjter, der spiller Beethoven, samt musik skabt af komponist Simon Brinck, hvoraf dele er skabt i samarbejde med kunstig intelligens.

Kilde: Kunsthal Aarhus