Alhed Larsen 150 år
18 jun 202225 sep 2022

Alhed Larsen: Rhododendron. U.å. (1908). Olie på lærred. 63 x 63 cm. Johannes Larsen Museet. Foto: Jes Larsen.

I anledning af at det i år er 150 år siden Alhed Larsen (1872-1927) blev født, viser Johannes Larsen Museet den hidtil største udstilling med Alhed Larsens liv og kunst, hvoraf flere værker bør stå centralt i fortællingen om Fynboerne. Samtidig udgiver museet den første større biografi om Alhed Larsen, som fremstiller hende som kunstner, kvinde og familiemenneske og hvori det tydeligt fremgår hvilke potentialer, der gik tabt med hendes for tidlige død.

Biografien bygger på et nyt forskningsarbejde, hvor især et rigt og nytilkommet brevmateriale har givet indblik i hendes liv og arbejde og sætter hendes egne ord på livsvalg og kunstneriske indsatser. Det kan undre, at Alhed Larsens virke hidtil er underbelyst, for hun hørte til inderkredsen i kunstnergruppen Fynboerne. Forskningen viser, at især barn- og ungdommen formede hende som et menneske, der tog hånd om sit eget liv på en ikke-revolutionerende måde. Hendes væsentlige indsats som maler og pastelkunstner har kun været beskrevet og udforsket i begrænset omfang, og blandt andre Otto Gelsted havde held med at sætte hende i bås som primært kunstnerværtinde. Den kommende biografi giver hende den opmærksomhed og den plads i kunsthistorien, som hun fortjener.

På Johannes Larsen Museet bliver Alhed Larsen 150 år et projekt i naturlig forlængelse af selve stedets ånd. Særudstillingen vises midt i Alhed Larsens motivverden og består for en stor del af værker, der er i privateje og derfor ikke tidligere har været vist. Desuden er en række malerier og pastelværker af Alhed Larsen nykonserverede, hvilket sammen med den nye forskning er med til at sikre hendes kunst for eftertiden. Sammen med biografien vil særudstillingen bidrage til forståelsen af den helhed, der formidles og opleves på museet i Kerteminde.

Alhed Larsen beskæftigede sig med kunsthistorisk set kvindetypiske motiver i form af blomster, opstillinger, interiører og vinduesudsigter, men hun malede også enkelte landskaber og en del havebilleder. En ukunstlet, men sanselig og nærværende kolorisme er karakteristisk for hendes værker. De bedste billeder vidner om en høj kunstnerisk begavelse i forhold til farve og lys, og hendes pastelværker udgør en helt særlig niche i Fynboernes kunsthistorie. Selvom Alhed Larsens produktion ikke er den største, skabte hun vigtige billeder med stor betydning for fortællingen om Fynboerne og navnlig i den samlede fortælling om kunstnerparret på Møllebakken.

Kilde: Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet

Møllebakken 14
5300 Kerteminde

Tirs-søn 10-16

Gratis adgang til Kaffehuset, entré til det øvrige museum.

Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 65323727

Alhed Larsen 150 år
18 jun 202225 sep 2022

Del

'Alhed Larsen 150 år'

Facebook