Vi er alle præster – Da revolutionen kom til Hjardemål kirke
1 sep 202013 dec 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 36

For nøjagtig 50 år siden besatte en flok københavnske kunstnere og aktivister Hjardemål Kirke i Thy. Det resulterede i stort rabalder og sammenstød mellem de lokale bønder og fiskere på den ene side og kunstnerne fra storbyen på den anden. Det er lykkedes Museum Jorn at erhverve en lang række enestående kunstværker og dokumenter fra begivenheden, som museet nu viser frem for publikum.

Besættelsen af Hjardemål Kirke 31. august 1970. Foto: Tage Jensen

Natten til d. 31. august 1970 besatte 15 københavnske kunstnere, filmfolk og aktivister Hjardemål Kirke i Thy. Dørene blev spærret, vinduer blændet af, faner rullet ud af glughuller i kirketårnet, og en erklæring blev sat op på kirkedøren. Besættelsen var en kunstnerisk og politisk aktion, der ifølge den opsatte erklæring kæmpede for en adskillelse af kirke og stat.

Rygtet spredte sig hurtigt i det lille lokalsamfund, og i løbet af dagen samledes en ophidset menneskemængde foran kirken. Før politiet nåede frem, tog en flok lokale bønder og fiskere sagen i egen hånd og brød ind i kirken for at jage aktivisterne ud. Det udviklede sig til et voldeligt sammenstød mellem aktivisterne og de lokale beboere og senere med politiet, der dukkede op med både helikopter og en politistyrke på 75 mand. Med tåregas trængte politiet ind i kirken og drev besætterne ud efter blot én enkelt dag.

Besættelsen blev en af de mest medieomtalte begivenheder i 1970 og medførte en voldsom avispolemik på linje med Bjørn Nørgaards hesteofring samme år. Besætternes budskab druknede, og aktionen kom i stedet til at repræsentere en kulturkamp mellem provinsen og storbyen – mellem det religiøse, konservative lokalsamfund i Thy og det alternative hippie- og kunstnermiljø i København.

50-års jubilæum for besættelsen
”Gennem erhvervelse af arkivmateriale fra kunstneren Bodil Marie Nielsen, der var én af de 15 besættere, har Museum Jorn fået en enestående mulighed for at præsentere udstillingen, der tager udgangspunkt i besætternes perspektiv for at kaste nyt lys på selve besættelsen som en aktion, der sammenblander kunst, sociale eksperimenter og politisk aktivisme”, forklarer udstillingens kurator, museumsinspektør på Museum Jorn, Sofie Normann Christensen.

Udstillingen på Museum Jorn præsenteres i anledning af 50-året for kirkebesættelsen og sætter fokus på den tilsyneladende forfejlede aktion og dens kunstneriske udtryk og politiske idéer.

Titlen på udstillingen – Vi er alle præster – er hentet fra besætternes slagord, da de nogle dage efter besættelsen af kirken udfører en aktion på Rådhuspladsen i København for at diskutere besættelsens formål og kirkens rolle i samfundet.

Kilde: Museum Jorn

Museum Jorn

Gudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

tir-søn 10-17
tor 10-21

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 86825388

Vi er alle præster – Da revolutionen kom til Hjardemål kirke
1 sep 202013 dec 2020

Del

'Vi er alle præster - Da revolutionen kom til Hjardemål kirke'

Facebook