Ahmad Siyar Qasimi: En strøm af skridt
14 apr 202320 maj 2023

Ahmad Siyar Qasimi: EN STRØM AF SKRIDT, 2023. Pressefoto: Galleri Tom Christoffersen.

Anbefalet under Det skal du se! uge 15

Pressemeddelelse:

De starter i midten, bevæger sig gennem midten, går ind og ud, deres rejse begynder ikke og slutter ikke.

I ansigt til ansigt bader to mennesker i en sø i stille vand. De er tæt på hinanden. I vand til halsen vender deres ansigter hver sin vej. Træer, buske og krat rejser sig i baggrunden. En strøm af skridt viser krat, vand og en flok mennesker der bader i en sø. De går med vand til livet ind mod bredden i skumringslys. Med titlen …og…og… ses 3 mennesker fra siden, der går på tværs af billedet. Måske i tåge, måske er det en spejling.

Landskaber med søer, højt græs, krat, buske, træer og mindre krusninger i vandoverfladen integrerer mennesker i færd med forskellige gøremål. Menneskerne går i et med landskabet – landskabet er en del af menneskerne. Der er noget tyst og sagte over billederne. Samtidig er der hele tiden noget der flytter på sig i en form for glidende bevægelse. Uanset om det er jævnt eller fokuseret, er det ikke umiddelbart til at sige hvad lyset falder på: Ledsagelse, jagt, beskyttelse, overvågning, konfrontation, undvigelse, håb, drømme, hvile, ensomhed, hvileløshed, sammenhold, leg eller tvunget samvær? Billederne fremkalder spørgsmål, der nemt strømmer ud af det enkelte billede og ind i de andre. Omgivelserne flyder, og ligesom vand aldrig rigtig står stille, strømmer overvejelserne igennem landskab og mennesker og ud af billederne.

Papir og oliestift mødes i en billedflade, der ikke lader sig begrænse til en genrebestemmelse mellem enten tegning eller maleri. På samme måde undgår billedernes indhold at lukke sig om sig selv. Billedernes stærke sanselighed og påfaldende tænksomhed åbner på en gang en dvælen og undren om det at bevæge sig i flydende omgivelser.

– Johan Ankersen.

Galleri Tom Christoffersen

Skindergade 5
1159 København K

Ons-fre 12-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 33917610

Ahmad Siyar Qasimi: En strøm af skridt
14 apr 202320 maj 2023

Del

'Ahmad Siyar Qasimi: En strøm af skridt'

Facebook