A New Dynasty – Created in China
21 nov 201522 maj 2016

ARoS har håndplukket 24 kinesiske samtidskunstnere, som viser en broget buket af maleri, installationskunst, video, skulptur og fotografi til særudstillingen A New Dynasty – Created in China. Udstillingen bryder med Vestens klichéprægede opfattelse af Kina som en Made in China-kultur ved at præsentere de deltagerende kinesiske kunstneres syn på Kina. Det er store temaer som kinesernes nationalfølelse og ytringsfrihed, der løber som understrømme gennem de spektakulære kunstværker.

”Med A New Dynasty – Created in China vil ARoS kombinere et blik udefra med et blik indefra. Vi ønsker at præsentere kinesisk samtidskunst, som ikke udelukkende finder sin inspiration i en vestlig forståelsesramme, men også i sin egen historie: tidligere dynastier og Kinas aktuelle sociale og politiske samfundskontekst”, siger museumsdirektør og kurator på udstillingen Erlend G. Høyersten, ARoS.

”Kina står over for en brydningstid. Landet er en elitær økonomisk og kulturel stormagt, hvis strukturelle ændringer sker i et eksplosivt tempo. Kinas udvikling betyder langt mere for vores liv i Vesten, end vi erkender. Kinas fremtid er vores fremtid, og derfor er udstillingen relevant”, tilføjer Erlend G. Høyersten.

Maleonn: Mobile Photo Studio, 2011-12. Foto: Aros
Maleonn: Mobile Photo Studio, 2011-12. Foto: Aros

OM UDSTILLINGEN
A New Dynasty – Created in China er et visuelt, tankevækkende og inspirerende møde med Kina, som supermagten ser ud den dag i dag. Kunstværkerne vil give publikum unikke nøgler til forståelsen af en verden, som på én gang er os bekendt og fremmed; det komplekse og nuancerede fænomen Kina.

Med udstillingen fremhæver ARoS de udvalgte kunstneres arbejdsmetoder og skæve indfaldsvinkler til den kinesiske virkelighed og betoner de politiske og samfundsmæssige misforhold, som præger Kina: samfundseliten kontra masserne og den kommunistiske ideologi kontra landets hastigt voksende markedsøkonomi.

EN LEGENDARISK SYSTEMKRITIKER KOMMER TIL AARHUS
ARoS er særligt stolt af at kunne præsentere Ai Weiwei på udstillingen.  Han har netop fået sit pas tilbage fra de kinesiske myndigheder og er for første gang i fire år fri til at rejse ud af landet. Ai Weiwei har exceptionelt indvilliget i at deltage i gruppeudstillingen, hvilket han qua sin popularitet ellers ikke gør mere, og han skaber en stor, ny installation til A New Dynasty – Created in China.

”At en så betydningsfuld kunstner og fortaler for ytringsfrihed som Ai Weiwei viser interesse i A New Dynasty – Created in China, fortæller os noget om udstillingens aktualitet og kvalitet. Vi vil gerne rejse spørgsmål som: hvad interesserer, engagerer og udfordrer den kinesiske kunstner i dag? Og hvor befinder det kinesiske samfund sig nationalt og internationalt?”, siger Erlend G. Høyersten.

Kilde: ARoS Aarhus Kunstmuseum

ARoS Aarhus Kunstmuseum

Aros Allé 2
8000 Aarhus C

Tir-fre 10-21
Lør-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 87306600

Del

'A New Dynasty - Created in China'

Facebook