#33 Martin Askholm: Yōkai Pandemonium
28 sep 201810 nov 2018

Den danske kunstner Martin Askholm har et mangeårigt indgående kendskab til Japan og særligt til deres visuelle kultur og deres måde at kropsdekorere på. Det er der kommet en række nye papirværker ud af, der tager udgangspunkt i japansk popkultur og tatoveringskunst.

Værk af Martin Askholm. Pressefoto

I 1985 viste Louisiana udstillingen Homo Decorans (det dekorerende menneske) med værker af blandt andet Keith Haring side om side med tatovering-stills fra den japanske film Irezumi – The spirit of tattoo. De vilde farver, den friske usnobbede tilgang til kunst var ligeså tiltalende, som den japanske mytologi var mørk og dragende, og udstillingen skulle vise sig at have afgørende betydning for Martin Askholms kunstneriske bane og praksis.

Til udstillingen har Askholm taget udgangspunkt i bogen Konjaku Gazu Zoku Hyakki (The Illustrated One Hundred Demons from the Present and the Past) skrevet af kunstner Toriyama Sekien i 1779. Bogen er en afbildning og katalogisering af spøgelser og dæmoner fra japansk folklore, og mange af disse er i dag stadig tilstede i japansk bevidsthed og populærkultur, bl.a. i tegne- og tv-serier, figurer og i tatovering. Alle dæmoner og spøgelser går under den fælles betegnelse Yōkai. De har alle hver deres særlige, ofte magiske evner og formål –  det kan f.eks. være at skræmme børn eller dyr, eller at bringe døde videre i efterlivet. De mange forskellige Yōkai er ofte afbildede i klassiske ukiyo-e træsnit. Det er koblingen af monstre fra de klassiske japanske træsnit og deres placering i nutidens mainstreamkultur, som er afsættet for udstillingen. Askholm har skabt en serie af akvareller og træsnit med udgangspunkt i den forunderlige og foruroligende palette af forskellige monstre, dæmoner og spøgelser, og trækker samtidig linjer og sender hilsner til ukiyo-e, tegneserier, popkunst og til Keith Haring.

“Mytologi og mystik er hurtigt forsvindende i den vestlige logisk tænkende præstationskultur, og det afstedkommer et behov for at opleve og komme i kontakt med en metafysisk verden, som man ikke lige kan se eller røre, en virkelighed der er langt fra ens egen.”  – citat Martin Askholm

Kilde: Format Artspace

 

Format Artspace

Nansensgade 35
1366 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Ons-fre 12-17
Lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 4089 4224

#33 Martin Askholm: Yōkai Pandemonium
28 sep 201810 nov 2018

Del

'#33 Martin Askholm: Yōkai Pandemonium'

Facebook