1000 Sterne

1 dec 201713 jan 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 48
Udstillingen 1000 Sterne er kurateret af Fritz Bornstück og samler 11 kunstnere fra hele verden, som på hver deres måde forholder sig til stjernen som motiv i deres værker. Fra Monika Michalkos eklektiske malerier og raderinger, der tager os med ind i astronomens laboratorium, til de næsten rumskibsagtige blyoverflader i Günther Förgs minimalistiske malerier, forholder udstillingens værker sig til så vidt forskellige emner som den  kopernikanske revolution og menneskelige rumkolonier. Kunstnerne undersøger den tynge linje mellem utopi og dystopi: I Fritz Bornstücks maleri kaster en enlig stjerne, i form af en elpære, sit blege lys på en påfugl i et tilsyneladende forladt rum og forvandler scenen til et månelandskab under stjernehimlen. En astronaut (eller er det en mand i en ABC- dragt?) i sære sumpagtige omgivelser oplyses af et skarpt og – måske – uheldssvangert lys i Sebastian Meschenmosers maleri Selenit.

Jan Muches portræt af den sovjetiske arkitekt Vladimir Tatlin og hans ufærdige konstruktivistiske monument, bliver selv et monument over monumentet, der på ny stræber efter stjernerne. Philip Grözingers maleri viser en fremtidig (eller måske nutidig) klode transformeret af industri og teknologi. På denne måde kan en række af værkerne i udstillingen både ses som dystopiske og utopiske med deres mangetydige billedsprog.

Selvom science fiction er et af udstillingens hovedtemaer er udvalgt af værker bevidst begrænset til maleri, skulptur og grafik, der på den måde skaber en kontrast til det futuristiske. Flere af værkerne rummer en slags legende nostalgi eller melankoli. Jennifer Bennetts fire bronzeskulpturer mimer stjernens form på klodsede, næsten robotagtige bevægelser, der giver mindelser om børnetegninger såvel som alkymistens eksperimenter. Det samme kan siges om Karsten Konrads skulptur, der dels står som rumskib klar til at lette og dels som observatorium på jorden.

På trods af store forskelle, har værkerne i udstillingen en vis stilhed til fælles og de deler udgangspunkt i simple observationer snarere end i vidtløftige ideer. I stedet for imponerende effekter og spektakel har værkerne et mere indadskuende blik. Leiko Ikemuras Island ligger fredeligt og isoleret under den uendelige nattehimmel. Men værket er også fuld af en enorm, larmende stilhed. Og mens Damien Deroubaix’ lille maleri Wunder der Natur 11.XI.17 stiller os ansigt til ansigt med næsten en bogstavelig stjernekigger, indtager Sonja Ferlov Mancobas store bronzeskulptur rummet som en slags firbenet skabning af en anden verden – på samme tid foruroligende fremmed og sært menneskelig.

Universet skildres ofte som et fantastisk sted fuld af utrolige ting: rumskibe, aliens, sære planeter og myriader af stjerner. Man forestiller sig kun sjældent at universet hovedsageligt består af intet og holdes sammen af intet. Men det er netop dette sitrende intet, der binder udstillingens 1000 stjerner sammen.

Kilde: Galerie Mikael Andersen