Jorn+Munch
11 feb 201728 maj 2017

Anbefalet under Det skal du se! uge 6
Nordens to største kunstnere møder hinanden i Silkeborg, når Museum Jorn i foråret 2017 viser udstillingen Jorn+Munch. I kraft af et enestående samarbejde med Munchmuseet i Oslo er det nu muligt at præsentere et stort udvalg af Edvard Munchs hovedværker i Midtjylland som et højdepunkt i programmet for Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.

Edvard Munch (1863-1944) og Asger Jorn (1914-1973) er uden sammenligning de to nordiske kunstnere, som har opnået størst international udbredelse og anerkendelse. Udstillingen i Silkeborg bliver således et storslået møde mellem to kunstneriske sværvægtere og en sammenstilling af hovedværker i absolut verdensklasse.

Det, der knytter Munch og Jorn sammen, er både den livskraft og skaberglæde, deres billeder udstråler, og deres evne til at gengive de følelsesmæssige udfordringer, som ethvert menneske gennemlever. De beskæftiger sig begge med menneskets vilkår i det moderne samfund og kredser om temaer som forelskelse, sex, skønhed, splittelse, sorg og død i storslåede malerier og udtryksfulde træsnit.

Edvard Munch: Kyss på stranden i måneskinn, 1914 © Munchmuseet
Edvard Munch: Kyss på stranden i måneskinn, 1914
© Munchmuseet

Jorn mødte aldrig Munch. Men kort tid efter Anden Verdenskrig krydsede Jorn illegalt grænsen til Norge for at opleve en stor mindeudstilling af Munchs værker på Nasjonalgalleriet i Oslo. Her så han for første gang Munch sene værker. En oplevelse, der forandrede Jorns kunstneriske udtryk fremover. Munchs sene malerier er spontane og intense og viser resultatet af hans mere end 40 år lange vej mod den maleriske frigørelse, der skulle blive et kreativt udgangspunkt for den meget yngre Jorn.

Udstillingen i Silkeborg sætter fokus på Munch og Jorns inspiration fra kvinden, kærligheden og de stemningsfulde nordiske landskaber. Begge kunstnere er optagede af kærlighedslivets mangfoldige faser og forviklinger.  De gengiver alle aspekter af vores komplicerede relationer til hinanden og spejler dermed vores samtid. Samtidig udforsker de på hver deres måde de maleriske processer og mediets muligheder og begrænsninger. Udstillingen viser desuden, hvordan Jorn direkte har hentet inspiration fra specifikke værker af Munch – både i tiden lige efter det skelsættende møde i 1945, men også i værker, som Jorn udførte sent i livet. Jorn overtog aldrig Munchs metoder og motiver, men brugte dem som grundmateriale i udviklingen af sit eget kunstneriske billedsprog.

Med Jorn+Munch går en mangeårig drøm om at præsentere en af Asger Jorns mest betydningsfulde inspirationskilder i opfyldelse. Projektet sætter  Jorns kunst i et internationalt perspektiv og gør Nordens to største kunstnere tilgængelige for et stort publikum.

Udstillingen på Museum Jorn omfatter 17 malerier og 28 grafiske værker af Edvard Munch samt 36 malerier og 25 værker på papir af Asger Jorn.

Jorn+Munch er kurateret af Oda Wildhaugen Gjessing og Lars Toft-Eriksen og organiseret af Munchmuseet, Oslo, Norge, i samarbejde med Museum Jorn, Silkeborg, Danmark, med indlån fra flere udenlandske museer og private kunstsamlere.

Kilde: Museum Jorn

Museum Jorn

Gudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

Tirs-søn 10-17
Tors 10-21

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 86825388

Del

'Jorn+Munch'

Facebook