Nyt kunstprojekt går tæt på københavnerne

Nyt kunstprojekt går tæt på københavnerne

Foto: Maja Nydal Eriksen

100% København
19 – 26 nov 2016
Københavns Rådhushal

100% Fremmed?
12 – 28 apr 2017
Københavns Rådhushal

Fra 19. november vises portrætter af 100 københavnere på Københavns Rådhus – og til foråret kommer turen til 100 tidligere flygtninge. Bag projektet står Københavns Internationale Teater.

Udstillingen 100% København går tæt på 100 københavnere på Københavns Rådhus fra 19. til 26. november, mens 100 tidligere flygtninge tager over til april. I 100% København er deltagerne udvalgt til demografisk at repræsentere Københavns mangfoldighed. Udstillingen zoomer ind på personerne bag statistikkerne gennem en portræt- og interviewserie, hvor fotograf Maja Nydal Eriksen har udfordret deltagerne til at definere, hvad der skiller dem ud fra storbyens grå masse.

De 100 københavnere tegner et øjebliksbillede af københavnsk identitet, hvor de åbent fortæller om tabuiserede emner som alkoholisme, barnløshed, diskrimination og psykisk sygdom og dermed er med til at give et ufiltreret kig bag facaden hos indbyggerne i “verdens lykkeligste storby”.

Hjælp til at finde de sidste deltagere
Til april åbner anden del af projektet under titlen 100% Fremmed?, hvor der stilles skarpt på tidligere flygtninge. Her er indtil videre 67 ud af 100 deltagere fundet, og Københavns Internationale Teater har i den forbindelse brug for hjælp til at finde de sidste.

Under udstillingen 100% København introduceres 100% Fremmed? med en ‘filial’ med udvalgte fortællinger og portrætter, hvor publikum kan følge med i arbejdsprocessen. Ved at rykke ind på Rådhuset håber Københavns Internationale Teater at finde de sidste 33 deltagere fra bl.a. Polen, Sri Lanka, Vietnam, Iran, Myanmar, Afghanistan, m.fl. Henvendelser kan rettes til 100fremmed@gmail.com.

Kilde: Københavns Internationale Teater

100% København blev først skabt som en teaterforestilling af performancegruppen Rimini Protokoll fra Berlin og præsenteret i Skuespilhuset under Metropolis Festival i 2013.

Efter forestillingen skabte producent/fotograf Maja Nydal Eriksen en udstilling med de 100 medvirkende i samarbejde med Københavns Museum. Her stilledes der skarpt på individerne og de personlige fortællinger. Udstillingen har været vist på Københavns Museum, Københavns Rådhus, i Øksnehallen, udendørs som projektioner på byens facader, i Københavns kulturhuse og på Taiwan City and Design Exhibition.

Maja Nydal Eriksen (f. 1983) er fotograf, kulturproducent og kurator med base i København. Hun er uddannet i kunsthistorie samt kultur- og medieproduktion og har desuden taget afgang fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole, Fatamorgana.

100% København
19 – 26 nov 2016
Københavns Rådhushal

100% Fremmed?
12 – 28 apr 2017
Københavns Rådhushal

Del artiklen

'Nyt kunstprojekt går tæt på københavnerne'

Facebook