Fynboerne – Det gode liv
12 nov 201621 dec 2018

Hvad er det gode liv? I hvilke sammenhænge oplever vi de ’gode øjeblikke’, og hvornår er livet allerbedst? Værker fra kunstnerkredsen Fynboerne er fyldt med sådanne gyldne øjeblikke, og de viser os, at vores forestilling om det gode liv måske ikke har ændret sig væsentligt de sidste 100 år. Faaborg Museum skaber med Fynboerne – Det gode liv en særophængning af museets egen samling, der viser Fynboernes relevans i dag ved at give deres bud på, hvad det gode liv rummer. Fra oplevelser af nærhed familiemedlemmer imellem og oplevelser af kunstnerisk fælleskab til natur- og rejseoplevelser og det simple at spise og drikke godt.

Fynboerne fandt det gode liv på Fyn i årene omkring 1900. Her var maleriske landskaber, et landbrug i rivende udvikling og driftige og hastige voksende andelsbevægelser. Gennem produktionen af kvalitetskonserves og ketchup var museets mæcen, Mads Rasmussen, med til at sørge for, at kunstnerne kunne leve det gode kunstnerliv og kunne rejse til blandt andet til Italien. På Faaborg Museum kunne gæsterne allerede, da det åbnede i 1910, finde inspiration til det gode liv. Vi søger efter nærvær og finder det gode liv i naturen, i hjemmet og under fremmede himmelstrøg.

Lykken er… livet på landet, en smuk natur, glade børn og en søndagsbajer!
Oplev blandt værker, der skildrer det gode kunstnerliv i kunstnerkredsen Fynboerne, der talte trekløveret Fritz Syberg, Johannes Larsen og Peter Hansen og deres koner og søstre Anna Syberg, Alhed Larsen og Christine Swane foruden blandt andre Jens Birkholm, Poul S. Christiansen og Karl Schou – herunder de mange skildringer af kunstnernes nærmeste familiemedlemmer.

Fynboerne slog igennem med billeder af det gode liv på landet eller skildringer af den fynske natur, hvor lykken er at blive blæst igennem af vinden fra havet og at følge skyernes flugt over det modne korn. Særlige naturområder rummer oplevelser, der slår benene væk under os. Svanninge Bakker er et sådant område, og kunstnerne opsøgte de kuperede landskaber med de karakteristiske bakker,  lyngbevoksning og udsigtspunkter igen og igen. Italien er et andet, og kunstneren sugede de lysfyldte landskaber og folkelivet til sig, når de opholdt sig under de sydlige himmelstrøg.

Fynboerne udmærker sig ved at skildre barndommen fra barnets perspektiv, og de er nogle af de første til at fremstille børn i skolesammenhæng. Legen udenfor skolen i frikvartererne eller undervisningen på skoler i storbyen eller på landet skildres livfuldt. Det samme gælder for deres skildringer af  legende børn. Her møder vi barndommen som en tryg og munter tid , hvor børnene er i pagt med naturen, legende i det fri, ved havet eller på byens pladser.
Også de voksne hygger sig sammen med spil, læsning eller blot søndagsbajere. Selv om værkerne skildrer dagliglivet for ca. 100 år siden, svarer Fynboernes fremstillinger på mange måder til nutidens forestilling om det gode liv. I dag er det netop fritidssysler som disse, der bliver sindbilleder på et liv fuld af ro og nærvær som kontrast til den moderne virkelighed, hvor teknologi og travlhed styrer tilværelsen.

Fritz Syberg: Aftenleg i Svanninge Bakker, 1900
Fritz Syberg: Aftenleg i Svanninge Bakker, 1900

Nydelse for alle sanser
En hummer, en opstilling af indbydende frugter, et veldækket bord eller blot klaser af tomater eller vindruer lige til at plukke. De byder sig alle til som vigtige elementer i det gode liv. Mad skal nydes ikke blot for sin smag, men også for sin visuelle skønhed, som Fynboerne har skildret!
Lige så indtagende er den overflod af blomstermotiver på museet. Blomster i potter og vaser bragt ind i stuen som hilsner fra haven eller som bebudere af foråret, der er på vej. Blomstermotiverne gav dem rig mulighed for at arbejde med teknik, farver og kompositioner og til at dyrke skønheden i koncentrerede studier.

Kilde: Faaborg Museum

Faaborg Museum

Grønnegade 75
5600 Faaborg

Ons-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 62610645

Fynboerne – Det gode liv
12 nov 201621 dec 2018

Del

'Fynboerne – Det gode liv'

Facebook