Astrid Myntekær arbejder primært med installationer, og hendes praksis kredser ofte om forhold, der ved første øjekast kan synes uforenelige. I hendes alsidige kunstneriske univers finder vi referencer til animisme, holistisk filosofi og fjerne kulturer såvel som videnskab og dagsaktuelle samfundsforhold.

Hendes utraditionelle materialevalg strækker sig fra det beskedne og simple som sivmåtter og algestøv til det højteknologiske i form af laser og magnetiske væsker. Især brugen af lys spiller ofte en central rolle. Gennem disse usædvanlige sammensætninger søger hun at udforske de usete sammenhænge og usynlige kræfter, som måske øver indflydelse på verden omkring os.

Til eksempel præsenterede Astrid Myntekær i 2014 totalinstallationen Orgone på Overgaden. Med titlen refererede udstillingen til psykoanalytikeren Wilheim Reich og hans kontroversielle hypotese om fænomenet ‘orgon’ – en slags universel livsenergi, der kunne fremme fysisk og mental velfærd, og som han efter sigende kunne påvirke gennem forskellige apparater og materialer, herunder kobber.

Installationen Orgone bestod af en række sælsomme konstruktioner i kobber og glas illumineret af flaksende, blå laser og UV-lys i et ellers mørklagt rum. Nogle var i bevægelse, andre tilsat knitrende strøm og andre igen indeholdt en dansende magnetvæske. På forskellig vis refererede værkets materialer og strukturer til skadelige og beskyttende kræfter: Eksempelvis er kobber gennem historien blevet anset for at besidde særlige healende egenskaber.

Mens installationens formsprog kunne siges at trække i retning af minimalisme og science fiction, var værket gennem sine referencer til både healing og naturvidenskab tematisk forankret i en undersøgelse af forskellige energier – videnskabelige såvel som spirituelle. De besøgende kunne således bevæge sig rundt i en stemningsmættet iscenesættelse af lys, rum og materialer, der blandt andet gav publikum mulighed for på egen krop at afprøve, om der skulle være noget om de mystiske energier.

En tilsvarende mangetydighed kan også findes i Astrid Myntekærs nye udstilling Mana Stash, hvor hun har opbygget en installation bestående af algestøv, japanske tatami-måtter og andre gådefulde objekter indrammet i en let stålkonstruktion. Værkets rumlige opbygning tager udgangspunkt i de japanske sivmåtter, hvis mål er baseret på den menneskelige krop, mens konstruktionens visuelle formsprog refererer til De Stijl-bevægelsen.

Tematisk kredser værket blandt andet om spirulina-algen, der besidder gavnlige egenskaber som både medicin, kosttilskud og biobrændsel, men som også er en potentiel trussel i en tid, hvor forurening fremmer algeopblomstring og dermed kvælning i søer og verdenshave.

Gennem værkets titel opretter Myntekær en lignelse mellem algerne og den guddommelige, spiselige substans ‘manna’, som Gud ifølge Biblen gav til Israelitterne under deres ørkenvandring. Samtidig er ‘mana’ også et religionshistorisk begreb for en overnaturlig kraft, som ifølge mange naturreligioner findes i både levende væsener og naturfænomener. Begrebet er siden blevet optaget i science fiction, fantasy og moderne spil-industri.

Herigennem undersøger Mana Stash nogle paradoksale sammenhænge på tværs af kulturer og tidsaldre, samtidig med at installationen antyder en subtil forbindelse i verdensaltet – måske indikeret ved de negative spor af kæder i algestøv, der snor sig gennem værket og videre ud gennem Astrid Myntekærs oeuvre, hvor de eksempelvis optræder i udstillingerne Dysgeusia (2015) og Reflections (2012).

Algernes flertydige beskaffenhed er imidlertid blot én af de mangesidige historier, som udstillingen peger på gennem sit lille univers af støvpyramider, algedampe og nedsunkne kinesiske vifter. Der er dermed rig mulighed for yderligere at gå på opdagelse i Astrid Myntekærs åbne installationsværk.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)