Reinbothes værker unddrager sig gerne faste kategoriseringer og blander medierne, så fotografier og tekster anvendes som skulpturelle elementer, malerier bygges af træ, gulvtæpper og velour, og objekter organiseres i strukturer, der ligger et sted mellem skulptur og installation.

Et gennemgående element i hans arbejder er brugen af fundne genstande, der indgår i mere eller mindre bearbejdet tilstand uden hierarki mellem materialerne. Fx bærer et par bukke i Table Models opstillinger med bl.a. papkasser, mælkekasser, foliebakker, gipsmodeller, glasplader og tekstiler.

I disse værker mødes tre forskellige kunstneriske principper: Det arkitektoniske, konstruktive princip iværksætter en stram opbygning af formelementerne. Collagens princip anvender genstande fra hverdagen, der bringer deres betydninger med ind i en ny kunstnerisk sammenhæng. Og maleriets princip træder frem i den sensitive farveholdning; når en farveklat på træklods eller et påhæftet stofstykke tilføjer en farveaccent, der får genstandene til at smelte sammen i et billede.

Værkerne får deres spænding af visuelle sammenstød mellem genkendelige brugsgenstande og det rå materiale, mellem rum og flade, mellem billedlige tegn og ren struktur og mellem stofligheden i det tørre pap og refleksionen i det blanke spejlglas.

Hvad er meningen?
Reinbothes værker spiller på, at man som beskuer hele tiden forsøger at finde en mening i dem. Man må ret hurtigt opgive at finde klare betydninger på det rationelle, sproglige eller narrative plan. Der kan være løsrevet indhold i form af fotografier eller tekstfragmenter, men de forbinder sig ikke til et samlet budskab. Til gengæld lukker værkerne op for en rigdom af betydninger på det formelt æstetiske og sanseligt materielle plan.

En værktitel som I’m sure you’ll find that this Work of Art makes Sense udfordrer os til at finde mening i en række genstande, der står oprejst mod en væg, og en række der ligger på gulvet.

Selv når man opdager, at de to rækker består af ens genstande i forskellige rækkefølger og positioner, er man ikke kommet tættere på en egentlig betydning. Værkerne rejser spørgsmål om, hvad mening i det hele taget er, og om det kan være en kropslig, rumlig erkendelse af, hvordan ting ændrer udtryk alt efter deres placering og relationer.

Tingenes liv
I flere af Reinbothes værker er der enkelte elementer, der meget insisterende kalder på, at vi forholder os direkte til dem.

Det kan som i I Know You’re There (Before the Machine) være et øje, der ser på os fra en farvekomposition af vasketøj, eller det kan være et varmeapparat, der varmer os, som i Asocialt rum (Heat).

I sidstnævnte værk ansporer den snor, der forbinder genstandene fysisk til, at man også finder andre forbindelser mellem genstandene og mellem deres måde, de forholder sig til vores egen krop på. Nogle kan man sidde på, andre bære, og nogle er beholdere med et skjult indhold – men alle er de frigjort fra deres oprindelige funktion og bliver i stedet til hjørnestolper i en nyetableret rumlig enhed.

Tingene får et eget liv i Reinbothes værker, og mødet med dem øger vores sensibilitet over for deres æstetiske aspekter og materialernes stoflige karakter. Når de konkrete objekter transporteres fra dagligdagens rum til værkernes omhyggeligt konstruerede rum, ændres betydningerne, og der opstår et tredje rum: et refleksionsrum, der tilbyder et kritisk mere nuanceret blik på verden.

Portfolio (klik på ét af nedenstående for at se flere billeder)