“Du er ikke en rigtig pilot?,” siger intervieweren. “Hva så, du er ikke en rigtig journalist,” svarer dronepiloten. Disse replikker indgår i Omer Fasts film 5000 Feet is the Best og er symptomatiske for de personer, der befolker Fasts film. Personerne indgår i komplekse rollespil, og vi finder aldrig helt frem til de ‘rigtige’ mennesker. Omer Fast tager ellers fat i tunge politiske og eksistentielle emner. Krig, død, sex eksempelvis. Han gør det i et topprofessionelt filmisk sprog med billeder og lyd, der er så lækre, at det er en fryd.

I alle Fasts værker står fortællingen centralt. Men fortællingen er ikke lineær som i almindelige spillefilm. Den obstrueres og fragmenteres af sidehistorier, spring i tid og sted, surreelle glimt og ikke mindst af gentagelser, der præsenterer sekvenser i forskudte versioner.

Resultatet er fortællinger, der skrider. Omer Fast er bestemt ikke den første billedkunstner, der dekonstruerer det traditionelle filmnarrativ, men han gør det altså MEGET virtuost og skaber flydende, komplekse og enigmatiske værker, der ikke alene demonstrerer et kæmpe overskud, men også er både humoristiske, tankevækkende og stærkt bevægende i deres egen ret.

På Kunsten får vi fire værker, hvoraf nogle folder sig ud på flere skærme. To af dem, 5000 Feet is the Best (2011, 30 min, loop) og Everything That Rises Must Converge (2013, 56 min, loop), sammensmelter filmiske genrer og har tilsyneladende et vist dokumentarisk afsæt.

I førstnævnte er der interview-passager med en ‘virkelig’ dronepilot (man er altid i tvivl), som fortæller om sit arbejde og det spænd, der er mellem den virtuelle computerlomme, operatøren befinder sig i, og de særdeles reelle konsekvenser af død og ødelæggelse, arbejdet resulterer i.

Uhyggeligt, unheimlich, uvirkeligt – men desorienteringen (i bogstaveligste forstand!) forstærkes af karikerede, gentagende sekvenser med en interviewer og en PTSD-ramt dronepilot, indlagte historier om kriminelle, som bruger forklædninger som middel til at udføre forbrydelser, en kernefamilie på tur, der udsættes for vejspærring og droneangreb samt overflyvningsbilleder af Las Vegas. Hvis man kredser om en kerne i værket, forstyrres den til stadighed.

Det samme gør sig gældende i Everything That Rises Must Converge, som følger fire pornoskuespillere i løbet af deres arbejdsdag. Den simple dokumentarfilms præmis står på intet tidspunkt uimodsagt og væves sammen med iscenesatte dialoger, interviews, oplæsninger i et lydstudie og fiktive vignetter.

Ligesom droneoperatørens arbejde, er pornoskuespillerens arbejde på én gang skjult og offentligt og fedtet ind i simulation, samtidig med at det er særdeles ‘fysisk’.

Også de to resterende værker engagerer – uden at tvivlen om sandt eller falsk slipper taget. Continuity (2012, 40 min, loop) fortæller om en ung tysk soldat, Daniel, der vender hjem fra udsendelse i Afghanistan, hentes af sine bevægede forældre, installeres på sit gamle værelse og spiser middag med sine forældre.

Fortællingen splintres dog i glimt og bliver mere og mere problematisk, alt imens forløbet gentages igen og igen med nye udgaver af Daniel. Det dæmrer, at det pæne provinsægtepar hyrer trækkerdrenge til at spille den hjemvendte søn, som er død i krigen.

Foruroligende facetter og absurde sidehistorier føjes til, og Fast skaber hårrejsende skarpe, vittige, stilfulde dialoger og scener: Eksempelvis fortæller en Daniel-substitut revnefærdig af latter en ‘soldaterhistorie’ om en pissende soldaterkammerat, der overraskes af en afghansk familie – en situation, der ender med, at den afghanske far nedskydes. Som kompensation må den tyske stat give familien en Audi, fortæller den leende Daniel. Moderen tror ikke ‘sønnen’, for hvad skal man bruge en Audi til i en stenet bjerglandsby i Afghanistan? Svaret er aircondition!

Aftenen slutter med, at moderen går i seng med sønnen/skuespilleren/trækkerdrengen, og morgenen efter bærer faderen en stor sort plastiksæk ud i bagagerummet på bilen! Den ‘oprindelige’ Daniel ‘decentreres’ mere og mere i dette scenarie, og i Spring (2016, 40 min, loop), der fungerer som en parallelfortælling til Continuity med de samme karakterer, kompliceres billedet yderligere.

Det normale er suspenderet i Fasts film. Personerne – soldaten, trækkerdrengen, pornoskuespilleren, dronepiloten – er tærskelfigurer i den forstand, at de alle overskrider normalitetens grænser. Samtidig er rollespillet en overordnet model i spillet mellem sandt og falsk, virkeligt eller ej. Personer udgiver sig for andre end dem, de er, og dronepiloten er eksempelvis ikke en rigtig pilot, han flyver ikke. Gennem teknologien projicerer han sig selv ud til en fjern ‘krigsteater-scene’.

Og så er traumet tillige et gennemgående vilkår – fra den PTSD-ramte droneoperatør til forældrene, der har mistet et barn. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder traumet for “et brud i betydningskæden,” og det er sådanne brud, Fast formgiver i sine film.

Identiteterne flyder altså, som fortællingerne gør det, ja, de eksisterer simpelthen ikke uden for fortællingerne, og Fast hører til dem, der ikke tror på en original bag kopierne. Det er postmoderne identitetspolitik, så det basker – men Fast er suveræn og formår at gøre det vedkommende.

En anden kvalitet er, at Fasts film faktisk fungerer i forhold til den billedkunstneriske udstillingssituation. Som bekendt er et kunstmuseum ikke en biograf, og de fleste kender oplevelsen af at dumpe ind midt i et videoværk. Selvom det altid hedder, at det kan man godt, er det ikke rigtigt. De fleste videoværker – også af dygtige videokunstnere som Viola, Neshat eller Just eksempelvis – udvikler sig i et tidsligt forløb og ses klart bedst fra start til slut. Omer Fasts fortællinger er til gengæld så dynamiske og uhierarkiske, at loopet (stort set) fungerer.

At det så er tidskrævende at se en udstilling med fire videoværker med en samlet visningstid på 166 min., er en anden sag. Men hvilken udstilling!