I skovens dybe stille ro
10 sep 201611 dec 2016

Tryk på alle sanser
Ny sanseudstilling åbner den 10. september 2016 på KunstCentret Silkeborg Bad. Her har 22 samtidskunstnere tolket skoven og skabt en sansemættet lystvandring og fortolkningsramme. Overskriften er: I skovens dybe stille ro.

Overskriften er lånt fra Fritz Andersens velkendte folkesang. Gennem sansning og æstetik opfordres publikum til at lytte, mærke, se, fordybe sig, meditere, mærke noget musikalsk i bredeste forstand. Udstillingens kunstnere har skabt værker og installationer med særlig vægt på sanselig kommunikation. Nok er der referencer til overskriftens senromantiske tekst og melodi, som alle elsker og forbinder med længsel og identitet. Men man vil se, hvordan de enkelte samtidskunstnere udfordrer dette med kommentarer til nutidens liv – naturmæssigt, historisk, kulturelt. Det hele foregår et sted, hvor naturens nærhed uvægerligt er en del af publikumsoplevelsen: KunstCentret Silkeborg Bad midt i statslig fredskov. Derfor har de udstillede kunstnerne fundet det oplagt at relatere til skoven med I skovens dybe stille ro. Hver har de tolket denne ramme frit: Hvilke betydninger har skoven for os? Hvad er skoven (naturen) for et rum? Er der nu så stille? Kan man blive væk? Skoven som symbol, osv.

I skovens dybe stille ro, detalje fra installation af Carina Zunino
I skovens dybe stille ro, detalje fra installation af Carina Zunino

SAMTIDSKUNST
Kunstnerne benytter sig af udtryksmidler, som understreger, at mødet med det kunstneriske udsagn – også – er en sanselig affære, ikke blot for synssansen, men også føle-, høresans, osv. Med flere end 20 installationer inde og ude præsenteres publikum for en lang række forskellige udtryksformer.

De repræsenterede kunstnere er: Carina Zuzino, Cecilia Westerberg, Christina Hamre, Espen Brandt-Møller, Hanne Ravn-Hermansen, Henrik Menné, Karen Land Hansen, Lærke Lauta, Malene Hartmann, Mette Vangsgaard, Michael Boelt-Fischer, Michael Hansen, Nanna Starck, Peter Bøttger, Peter Callesen, Rasmus Danø, Signe Dahlerup, Suzette Gemzøe, Tine Hecht-Pedersen, Birgitte Lund, Tine Jakobsen og Jesper Dalgård.

FORMIDLING FOR BØRN OG VOKSNE
Omtrentlig hvert tredje år iscenesætter institutionen kunstmødet som en sanseudstilling. Og det forekommer oplagt med den aktuelle udstilling. Tidligere er vist sanseudstillinger i 2004, 2008, 2010 og 2013. Her lægges særlig vægt på at inkludere børn i kunstens refleksive og æstetiske rum gennem et aktivt program for værtskab, modtagelse og involvering. Dette ses også ved, at de fleste af kunstnerne har arbejdet med interaktive dimensioner i deres værker samt en række ’stationer’ i udstillingen, som direkte opfordrer børn til at være medskabende. Men I skovens dybe stille ro taler også til det voksne publikum. Som Else Marie Bukdahl skriver det i udstillingens katalog: ”Det billedkunstneriske formsprog har en egenartet intensitet og stoflighed, der giver mulighed for at indfange aspekter og perspektiver i vor verden, som hverken verbalsproget enten ikke kan gribe på samme udtryksmættede måde eller slet ikke kan få fat i. Kunstnerne foretager en sansemæssig bearbejdning af verden, der appellerer til beskuerne og inspirerer dem til selv at fortolke den på nye måder. Ofte lykkes det kunstnerne at lave forskydninger i vore normale sansebilleder og åbne for nye oplevelser. Kunsten er tæt på livet og på verden og giver en mere perspektivrig oplevelse af verden end den, vi får i vort dagligliv.”

Åbningen finder sted lørdag den 10. september 2016 kl. 11.
Michael Hansen, værkstedsleder på Børnenes Kunstmuseum/ SMK, åbner udstillingen. Sang og fællessang ved Midtjysk Pigekor, dirigent Inger Budde.

Kilde: KunstCentret Silkeborg Bad

KunstCentret Silkeborg Bad

Gjessøvej 40
8600 Silkeborg

Marts:
Tirs-fre 11-16
Lør-søn 11-17

April:
Tirs-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 86816329

Del

'I skovens dybe stille ro'

Facebook