Hatsune Miku er et 3D animeret hologram, hendes stemme er en vocaloid, hun er bare software. Ikke desto mindre er hun verdensstjerne med stadionkoncerter og astronomiske fanskarer på nettet. Hendes fans komponerer hendes hits og koreograferer hendes bevægelser – og hun åbnede Aarhus Festuge som hovedperson i operaen The End. Læs her om fænomenet.
World Is Mine
Hun stiger langsomt op fra midten af scenen, strækker sine arme op og bevæger koket hænderne i halvcirkler ned bag sin ryg. Hendes lange blå hår er sat op i to rottehaler og indrammer hende elegant. Efter et vrik med hoften begynder hun med et flirtende glimt i de store øjne at synge hitsangen Waarudo Izu Main eller World Is Mine, som har fået mere end 20 millioner hits online. Hendes diskante ungpigestemme strømmer ud gennem højtalerne. Der er ingen utrænede fraseringer og alle ornamenteringer er timet og tilrettelagt på slaget. Med miniskirt og lange ben bevæger hun sig i takt med pulsen fra trommer, bas og keyboard. Man får oplevelsen af, at verden ligger for hendes fødder, idet et grønblåt lyshav af flere tusinder af fans med knæklys rytmisk bølger under hende og synger med på omkvædet.
Lys, lyd og software
Stemmen kommer fra Hatsune Miku, som er en af vor tids store popstjerner. Hatsune Miku, hvis navn betyder ”den første lyd af fremtiden” på japansk, adskiller sig dog fra de andre popstjerner ved ikke at være af kød og blod, men af lys, lyd og software. Hatsune Miku stemme er en vocaloid, en synthesizer med en designet stemmekarakter, og hendes krop er et 3D animeret hologram med en visuel identitet skabt af manga kunstneren Kei Garo. Hun har været 16 år, siden hun blev udgivet som en vocaloid af firmaet Crypton Future Media i 2007. Hatsune Miku er med andre ord ikke en person men en karakter; syntetisk og konceptuel.
En fanbaseret popstjerne
Hatsune Miku har foreløbig en fanskare på over 900.000 på nettet og må siges at være blevet et globalt fænomen med store stadionkoncerter for flere tusind publikummer fra Tokyo, Hong Kong, Taiwan og Shanghai til London, Mexico City, Los Angeles, Las Vegas, San Fransisco, Seattle og New York.
Hatsune Miku er et crowdsourcet internetfænomen på linje med Justin Bieber. Men til forskel fra ham og andre popstjerner, bliver Hatsune Miku ikke kun tilbedt og dyrket af fans – hendes fans er med til at skabe og distribuere hende som et popikon. De uploader sange, der bruger hendes vocaloid stemme og animerer musikvideoer, der viser hende danse med langt blåt hår og miniskirt på YouTube. Der eksisterer også utallige fora, hvor fans kan diskutere de tekniske detaljer, der ligger bag hendes sidste koncert, outfit, sangstil, og hvordan de bedst kan producere en sang med hendes stemme. Der er i skrivende stund omkring 170.000 sange online med hendes stemme, hvilket er mere end nogen anden popstjerne har.
Kunstneriske udforskninger af Hatsune Miku
Tidligere i år kunne man opleve Hatsune Miku i performance- og installationsprojektet Still Be Here på Transmediale/CTM i Berlin. Værket er et samarbejde mellem kunstnerne Mari Matsutoya, LaTurbo Avedon, Martin Sulzer, koreografen Darren Johnston og musikeren Laurel Halo.
I Still Be Here kan man høre Hatsune Mikus karakteristiske stemme synge en kollage af bruger-genererede sangtekster, med referencer til de utallige mængder af fans, som har produceret og distribueret sange med Hatsune Miku online. Værket kan derfor ses som en kunstnerisk undersøgelse af Hatsune Miku som en krystallisering af hendes fans kollektive begær og fantasier. Værket peger her på, hvordan Hatsune Miku også kan ses som et økonomisk profitabelt produkt, der får merværdi gennem hendes fans dyrkelse og medskabelse af hende som et crowdsourcet kollektivt popikon, sexsymbol og diva. Dette bliver tydeligt, da hun i sin performance optræder på en scene med et bagtæppe af junkfoodbilleder.
En spøgelsesstemme i et posthumant univers
Man kan opleve en helt anden – men mindst ligeså fascinerede – kunstnerisk bearbejdelse af Hatsune Miku som stemme og figur i den anderkendte japanske komponist og DJ Keiichiro Shibuyas alternative opera, Vocaloid Opera: THE END, som spillede til gallaåbningen på Aarhus Festuge fredag den 26 august.
”I THE END bliver publikum udfordret på deres forventninger til, hvad en opera kan og skal være. Operaen passede godt som startskuddet på Festugen, som i år har temaet Upside Down, da man som publikum kan få vendt live-oplevelsen på hovedet og opleve, hvordan mange koncertoplevelser vil komme til at være i fremtiden”, fortæller Rikke Øxner, leder af Aarhus Festuge.
I THE END hører man ikke Hatsune Miku synge World Is Mine eller andre hits, fans kender fra YouTube eller Niconico. The End er i højere grad en kunstnerisk udfoldelse vocaloid popstjernen som fænomen. Keiichiro Shibuya fortæller, at det var en skandale, da Hatsune Mikus fans først hørte om THE END:
”De synes, det var forfærdeligt, at Hatsune Miku skulle overveje sit eget endeligt. Hun er jo den eneste popstjerne, som er karakteriseret ved netop ikke at kunne dø.”
Men for Shibuya var dette netop pointen. ”En opera uden sangere af kød og blod understreger tomheden og døden som tema”, forklarer Shibuya og fortsætter: ”Da jeg først hørte Hatsune Mikus stemme, synes jeg, at den lød spøgelsesagtig. Så det skulle selvfølgelig være hende, der sang i THE END”.
Udover sin stemme har Hatsune Miku også et helt særligt look, så Shibuya begyndte et samarbejde med kunstner og animator YKBX og modefirmaet Louis Vuitton omkring Hatsune Mikus visuelle fremtræden i operaen. Chefdesigneren, Marc Jacobs, har designet Hatsune Mikus beklædning, og YKBX har skabt hendes cyborg-agtige bevægelser og udtryk.
”Hatsune Miku er ikke bundet af tyngdekraften og vægten af sin egen krop, så vi har blandt andet leget med, hvordan hun flyder, svæver og går rundt på scenen i et surrealistisk og posthumant univers”, fortæller Shibuya.
Scenen er et enormt teknisk udstyrsstykke med 3 store skærme, der viser 3D grafik og animation, stroboskoplys og et 10.2 surround sound lydsystem. Både i indhold og udtryk er THE END et teknisk overflødighedshorn, som peger ud mod fremtiden. Den posthumane opera er, trods frustrerede fans, blevet modtaget med begejstrede anmeldelser for både teknisk excellence og kunstnerisk vision. Siden 2012 har den været opført i Paris, Tokyo, Amsterdam, Hamborg og nu altså også i Aarhus.
Artiklens forfatter, Stina Hasse Jørgensen, er ph.d.-studerende på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, København, hvor hun skriver om brugen af stemmen i samtidskunsten.
