Meret Oppenheim (1913-1985) er kendt som kunstneren bag en pelsklædt tekop fra 1936, der i dag kan ses på MOMA i New York. Værket bliver et ikon for surrealismen, men Oppenheim selv kæmper resten af sit liv for at slippe fri af koppens triumf. Hun søger frihed både i liv og værk – frihed fra andres forventninger, fra kunstens regler, fra kønnenes roller og fra bevidsthedens bånd. Det kan man opleve, når Øregaard Museum viser den første særudstilling i Danmark om Meret Oppenheim.
I tråd med Oppenheims opgør med pelskoppen giver Øregaard Museum et bredere blik på kunstnerens arbejde. Med mere end 100 værker, som spænder fra objekter over tegninger og maleri til poesi og design skabt fra 1930’erne til hendes død i 1985, vidner udstillingen om et alsidigt oeuvre, der på én gang er morsomt, fabulerende og dybt alvorligt.
”Meret Oppenheims arbejde handler om frihed. Både fra de konventioner, som gør sig gældende i kunsten og fra de normer, som hersker i hverdagen. Hun viser os, med både humor og dybde, at alt kan være anderledes, og det er både rørende og relevant. På den måde er hun en nøgleskikkelse, når man skal forstå det 20. århundredes avantgardekunst, og mange yngre kunstnere skylder hende meget. Oppenheims kamp for retten til at være sig selv kan også inspirere os i dag,” siger museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard.
Muse, model – MERET!
Som 18-årig rejser Meret Oppenheim til Paris for at blive kunstner. Her bliver hun hurtigt en del af surrealisternes inderkreds omkring Man Ray, Giacometti og Max Ernst. Deres anti-akademiske og frisindede livsindstilling passer Oppenheim godt, og hendes rebelske persona og blændende skønhed betager alle i miljøet. Men rollen som muse og model er ikke Oppenheims mål – hun vil udvikle sit eget billed- og formsprog. Oppenheim er sin egen: en fritænker, der undersøger og udfordrer de æstetiske normer, som det passer hende.
Kan det være kunst?
Et røntgenbillede som selvportræt, en sommerfugl med vinger af viskestykker, et spøgelse, der kommer ud af væggen, en rygende mund som halskæde. Forbundet på kryds og tværs af medier og genrer arbejder Oppenheim konceptuelt og materielt med emner som natur og kultur, mand og kvinde, jord og himmel, køn og magt, drøm og virkelighed. På den måde udfordrer hun både den traditionelle opfattelse af, hvad kunst kan være og forestillingen om, hvad en kvinde kan som kunstner.
Oppenheim og Jung – kraften i det ubevidste
En stor del af Oppenheims metode er inspireret af den schweiziske psykiater C.G. Jung (1875-1961), som er nær ven af familien. Fra en tidlig alder konsulterer hun Jung som patient og oplever hans dybdepsykologiske analysetilgang, hvor drømmetydningen er en vigtig brik. På Jungs opfordring nedskriver Oppenheim sine drømme, og tydningen af dette univers bliver vigtigt for hendes arbejde. Hun lader sælsomme væsner og situationer fra drømmene træde frem og gør ofte sine værker til et spejl mellem den indre og ydre virkelighed.
Frihed – den skal man tage selv!
Oppenheims stærke fremtoning og hendes fandenivoldske indstilling gør hende til en betydningsfuld rollemodel for generationer af yngre kunstnere, som tager hendes motto ”Nobody will give you freedom. You have to take it” til sig. Hun insisterer på, at kvinder både i deres kunst og livsførelse bør være lige så ubundet af moralske og stereotype konventioner som mænd. Men hun fastholder livet igennem, at hendes kunst ikke er feministisk: Hun tror på, at kunst er androgyn og lægger vægt på kunstens åndelige udtryk som noget, mænd og kvinder er fælles om.
Biografi
Meret Oppenheim bliver født 6. oktober 1913 i et jødisk hjem i Berlin-Charlottenburg med en schweizisk mor og en tysk far, som er læge. Hendes mormor er kunstner, og mosteren er en overgang gift med forfatteren Herman Hesse. Oppenheim vokser op i et miljø, hvor kunst og åndelig spørgsmål spiller en rolle. Som 18-årig rejser hun til Paris for at forfølge sine kunstnerdrømme og bliver hurtigt del af den surrealistiske bevægelse. Efter sin succes med den pelsklædte tekop (Le déjeuner en fourrure) i 1936, og økonomisk presset af situationen op til Anden Verdenskrig, flytter hun til Schweiz i 1937. Her må hun overgive sig til en årelang depression. I den periode destruerer hun mange værker eller lader dem stå ufærdige hen. Først i 1954 genoptager hun for alvor arbejdet, og med fornyet kraft undersøger hun sine foretrukne temaer på tværs af medier og materialer. I 60’erne, hvor kunstscenen er blevet mere åben for det eksperimenterende, får hun atter succes og bliver hyldet som en af avantgardekunstens vigtigste, kvindelige skikkelser. Oppenheim dør af et hjerteanfald 15. november 1985.
Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Mjellby Konstmuseum i Sverige og Artoma i Tyskland.
Kilde: Øregaard Museum
