Forestillinger om Skønhed – Carl Johan Forsberg & Eva Louise Buus
17 sep 201618 dec 2016

Billedkunstner og kurator på udstillingen, Eva Louise Buus (f. 1979), har udvalgt og tematiseret værkerne af Forsberg og ønsker, i samspil med egne nyproduktioner, at bringe Forsberg ind i nutiden og genintroducere ham til den danske kunstscene. Under titlen Forestillinger om Skønhed vil Rønnebæksholm udfolde de to kunstneres værker og kunstpraksisser i dialog med hinanden på tværs af tid.

Forestillinger om Skønhed tager udgangspunkt i de to kunstneres fælles om end forskellige søgen efter det skønne. Skønhed var for Carl Johan Forsberg det største gode i livet sammen med kunsten, og med stor pompøsitet beskrev han sig selv som en vandringsmand, der med stav og lygte begav sig fra sted til sted for at søge efter skønhedsidealet. Eva Louise Buus er også interesseret i idéen om skønhed, men for hende er skønheden ikke noget fast definerbart. I stedet åbner hun gennem sine værker op for spørgsmål som: hvad er skønt? Hvordan opleves og opfattes skønhed? Skal skønhed sanses eller forstås?

Eva Louise Buus: Valmuer, 2016
Eva Louise Buus: Valmuer, 2016

Carl Johan Forsberg og Eva Louise Buus
Carl Johan Forsbergs værker er præget af raffinement og tyngde. Uagtet dette er han i dag nærmest ukendt, hvad der meget vel skyldes hans vedholdende arbejde med et klassisk skønhedsbegreb, der ikke lå i tråd med datidens trend. Hans primære medie var akvareller i stort format, primært udført i art deco-stil med motiver fra Fanø, hvor han var bosiddende fra 1915.

Eva Louise Buus udvider i fortolkningen af Forsberg sin praksis fra primært maleriet til også at udføre værker med ætsninger på metalflader såsom kobber og zink. Hvor Forsberg arbejder med og videreudvikler motiver fra den klassiske kunsthistorie, så arbejder Buus ud fra Forsbergs billedverden – et greb, der giver Buus mulighed for at åbne og udfolde sin praksis på en ny måde.

Med hjælp fra private samlere fra ind- og udland samt værker fra den store samling af Forsbergs værker på Fanø Kunstmuseum, giver udstillingen på Rønnebæksholm en unik mulighed for at nyde værker, som ikke været udstillet siden Forsbergs egen tid. Forestillinger om Skønhed udfolder således ikke kun de to kunstneres værker i dialog med hinanden, men er også en vigtig og relevant genintroduktion af Forsberg på kunstscenen.

Kilde: Rønnebæksholm

Rønnebæksholm

Rønnebæksholm 1
4700 Næstved

Tors-lør 12-17
Søn 12-16

Entré til udstillinger
Børn under 18 år og studerende: Gratis entré

Kontakt

+45 55 88 30 30

Forestillinger om Skønhed – Carl Johan Forsberg & Eva Louise Buus
17 sep 201618 dec 2016
Kurator

Del

'Forestillinger om Skønhed – Carl Johan Forsberg & Eva Louise Buus'

Facebook