Per Inge Bjørlo: Nattsyn / Night Vision
28 okt 201617 dec 2016

Fredag den 28. oktober åbner Galleri Bo Bjerggaard sin tredje soloudstilling med den norske billedkunstner Per Inge Bjørlo (f. 1952). Udstillingen Nattsyn / Night Vision præsenterer en række nye arbejder på papir, plastik og filt, der udforsker og udfordrer materialets beskaffenhed og tegningen som medie.

‘Angst’ og ‘smerte’ er ofte ord, der knyttes til beskrivelsen af Per Inge Bjørlos værk. Således også på denne udstilling, hvor hovedet, kraniet og forvredne, skeletagtige selvportrætter optræder og befolker galleriets østvendte udstillingsrum. I Trappa fra 2013 er de delvist ætsede ansigter spærret inde bag plast, der efterlader et klaustrofobisk indtryk i beskueren. I værker fra 2016 som Svart (A) og Nattsyn (1-3) får man oplevelsen af, at et skrig holdes inde af de sorte streger, der nærmest synes at have overtaget ansigtets kontur.

Per Inge Bjørlo arbejder ofte installatorisk, hvilket man vil kunne se i titelværket til udstillingen Nattsyn (4) fra 2016; en abstrakt komposition med kul og fedtstift på papir, hvorfra en række stofbånd med metalobjekter i enden falder blødt ned langs væggen og ud på gulvet. Som en slags tanglignende navlesnore, der ubønhørligt fastholder deres tag i ‘moderen’.

Pressefoto
Pressefoto

Per Inge Bjørlos værk er – udover en bred og vægtig repræsentation i hjemlandet Norge – repræsenteret på Metropolitan Museum of Modern Art, New York og Tate Gallery, UK. Herhjemme har Bjørlo senest haft en stor udstilling på Tønder Kunstmuseum i 2013, og han værk er repræsenteret i både Statens Museum for Kunsts samling og på Louisiana Museum of Modern Art.

Kilde: Galleri Bo Bjerggaard

Galleri Bo Bjerggaard

Flæsketorvet 85A
1711 København V

Tirs-fre 13-18
Lør 11-16 eller efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 3393 4221

Per Inge Bjørlo: Nattsyn / Night Vision
28 okt 201617 dec 2016

Del

'Per Inge Bjørlo: Nattsyn / Night Vision'

Facebook