Det skal du se! – uge 34

Det skal du se! – uge 34

Katja Bjørn: as is, BETON.

På fredag den 26. august skydes Cph Art Week i gang, hvor et væld af spændende udstillinger og messer åbner samtidig – her er dem, vi synes, du skal opleve!

Bella Center
26 aug – 28 aug  Art Copenhagen | Selected & Code Art Fair
Art Copenhagen fejrer 20 års jubilæum. Det sker med åbningen af Code Art Fair, en helt ny international messe for samtidskunst. I Bella Center er der nye og større rammer i vente, med mere end 78 gallerier, et sceneprogram med performances og talks samt rundbordssamtaler og guidede omvisninger.
Åbning fredag 26 aug kl 12-20

Kunsthal Charlottenborg
26 aug – 28 aug  CHART ART FAIR
CHART ART FAIR – en af Nordens førende kunstmesser inden for international samtidskunst – afholdes på Kunsthal Charlottenborg i weekenden. Sideløbende med kunstmessen kan man opleve CHART SOCIAL, som er en række kulturelle begivenheder, der udforsker samspillet mellem kunst, design, arkitektur, musik, performance og gastronomi.
Åbning fredag 26 aug kl 16-20

BETON
26 aug – 18 sep  Katja Bjørn: as is
as is med Katja Bjørn fra det aarhusianske projektrum Spanien 19c er den sjette udstilling i BETONs række af ‘materielle interviews’ om de danske kunstnerdrevne udstillingssteder. Interviewene danner grundlag for en større historisk publikation om udviklingen på den kunstnerdrevne del af den danske kunstscene til udgivelse ultimo 2017.
Fernisering torsdag 25 aug kl 17-03

Nikolaj Kunsthal
27 aug – 13 nov  Trine Boesen: Hullet i rummet
Hullet i rummet er en udstilling for alle mellem 0-117 – en sanselig totalinstallation, der via skulpturelle, rumlige og musikalske elementer arbejder med verdensrum og forestillinger om verden. Du kan opleve et univers af sorte huller, skilteskove, bløde meteorstorme og forunderlige lyde.
Fernisering lørdag 27 aug kl 12-17

Fotografisk Center
27 aug – 23 okt  Bending the Frame
Bending the Frame er en kunst- og kulturhistorisk udstilling med omdrejningspunkt i samtidsfotografi og medier, hvor der aktivt reflekteres over fotografiers betydning i og for den offentlige bevidsthed.
Fernisering fredag 26 aug kl 17-19

Jette Gejl: Der er noget galt i Danmark.... Pressefoto
Jette Gejl: Der er noget galt i Danmark…. Pressefoto

Viborg Kunsthal
26 aug – 27 nov  Ann Lislegaard: Persephone + Amalie Smith: Michanikos + Niels Pugholm: Det som står tilbage
Viborg Kunsthal åbner i denne weekend fire nye udstillinger, og tre af dem er vi særligt nysgerrige på. Ann Lislegaard, som er kendt for sine 3D-animationer, har skabt en helt ny animation, Pollen Messages, der er inspireret af Jeff Noons roman Pollen. Amalie Smiths videoinstallation Michanikos fra 2015 – om græsk svampedykkerdans – har hun videreudviklet til udstillingen på Viborg Kunsthal, og Niels Pugholm undersøger forholdet mellem erindring og fortælling med udgangspunkt i tre former for erindring – den monumentale, den flygtige og den billedlige.
Fernisering for alle tre udstillinger fredag 26 aug kl 16-18

PLADS artspace
26 aug – 24 sep  Jette Gejl: Der er noget galt i Danmark…
Jette Gejl åbner med udstillingen Der er noget galt i Danmark døren ind til kunstnerens private familiesamling af landbrugsmaskiner fra tiden før 1960’erne på gården Skovbjerggaard ved Blåhøj, som har været i familiens eje siden 1936. Udstillingen markerer desuden åbningen af PLADS artspace.
Fernisering fredag 26 aug kl 16-18

Brandts 13
26 aug – 30 dec  Fotobiennale – Cities and memory
Sammen med Fotografisk Center i København og Galleri Image i Aarhus præsenterer Brandts en ny fotobiennale i Danmark med flere udstillinger, talks og et akademisk symposium. Som del af biennalen og under titlen Cities and memory viser den odenseanske kulturinstitution mere end tyve fotografer fra verdens vækstøkonomier også kaldet BRIKS-landene.
Fernisering torsdag 25 aug kl 17-21

Del artiklen

'Det skal du se! – uge 34'

Facebook