“Det er også en gestus at lytte”

“Det er også en gestus at lytte”

Foto: Niklas Buhl

Billedserie

HØRT: Hjem til Blågården
Tirsdag 30 aug kl 15, 15.30, 19 og 19.30.

Andre B_Tour-ture under Cph Art Week:
Ion Sørvin (N55) & Anne Romme: The Practice of Everyday Life
Mandag 29 aug kl 15 (EN) og 19 (DK)

Alt_Cph 16: In the Eye of the Beholder
Fredag 2 sep kl 16-17
Lørdag 3 sep kl 16.30-17.30
Søndag 4 sep kl 12-13

“Vi kan ikke tage for givet, at den ene bare lytter, og den anden bare deler sin fortælling. Det er noget særligt, vi skal værne om og give vores nærvær til,” siger Julie Thalund, som er en del af performancekollektivet HØRT. Under Cph Art Week præsenterer HØRT den deltagerbaserede lydvandring Hjem til Blågården, som udspiller sig i lokalområdet omkring det socialt udsatte boligbyggeri Blågården på Nørrebro.

Bylivet gennem andres øjne
I løbet af Cph Art Week præsenterer kuratorkollektivet B_Tour en række guidede kunstture gennem Københavns gader i samarbejde med lokale kunstnere og aktører. B_Tour har base i Berlin og arbejder med deltagerbaserede ture som et led i en kunstnerisk undersøgelse af det urbane byliv og det offentlige rum. Det kunstneriske greb tilbyder et alternativt blik på lokalområderne og bylivets sociale problematikker.

B_Tour har kurateret festivaler med kunstnerisk guidede ture i bl.a. Berlin, Leipzig og Beograd, og i København foregår kunstturene under titlen Through Someone Else’s Eyes. B_Tour inviterer os til at opleve byen med andre øjne. Og til at involvere os i dens fysiske, sociale og mentale rum.

Glemte gaders gæstfrihed
Hjem til Blågården er én af disse guidede ture, skabt af performancekollektivet HØRT, hvor publikum hører små og store fortællinger fra livet i boligområdet. Vi inviteres indenfor i en – for mange – ukendt del af byrummet på Nørrebro og befinder os i grænselandet mellem det fremmede og hjemlige, når vi bevæger os rundt i boligområdet i det intime nærvær af beboernes personlige beretninger. Totaloplevelsen involverer publikum i stedets særlige historier gennem lyden af fortællende stemmer, overraskende opdagelser og ritualiserede handlinger.

“Lydvandringen står som en åben invitation til at dykke ind i området. Det er en kæmpe gestus, at beboerne tager værtskabet på sig og inviterer indenfor ved hjælp af deres fortællinger,” siger Julie Thalund fra HØRT, som kunsten.nu har mødt til en snak om kunsten som gæstfrit rum.

“Rent arkitektonisk er Blågården et meget lukket område. Og vi hører normalt ikke, at der er høns og haver og alt muligt. Man kan se lydvandringen som en retorisk byfornyelse. Som en måde at åbne et rum og et boligområde op gennem fortællinger og ved hjælp af ord – og ikke bare fysiske sten,” fortsætter hun.

Foto: Niklas Buhl
Foto: Niklas Buhl

At dele et særligt rum
“Det er ikke os, som skaber performances. Vi skaber rammerne for at andre kan performe, eller at andre kan udtrykke sig,” forklarer Julie Thalund om HØRTs arbejde. “I Hjem til Blågården er det beboerne, som er værter. Det er deres historie, som folk husker, og det er deres levede liv, som folk tager med sig fra oplevelsen.”

“Når der er én, som fortæller sin historie, så sidder du ikke klar med et modangreb og kigger efter fejl. Du er mere tilbagelænet. Du lytter mere, fordi det er deres historie, du lytter til, og de ved jo bedst selv, hvordan de har oplevet det,” forklarer Julie Thalund om det særlige greb, den personlige fortælling er.

“Det er også en gestus at lytte. Vi kan ikke tage for givet, at den ene bare lytter, og den anden bare deler sin fortælling. Det er noget særligt, vi skal værne om og give vores nærvær til,” siger Julie Thalund.

Foto: Niklas Buhl
Foto: Niklas Buhl

Alle har en historie at fortælle
HØRT arbejder i krydsfeltet mellem det kunstneriske og sociale. Det unge kollektiv tæller seks medlemmer og trækker på kreative og akademiske kræfter fra scenekunst til retorikvidenskab og konfliktløsning. HØRT kender udmærket området omkring Blågårds Plads. De startede selv i Blågårdens lokaler for lidt mere end to år siden. Alligevel var det en udfordring at få beboerne med på projektet.

“Når man arbejder med almindelige mennesker, som ikke er professionelle, ligger der et stort ansvar i, hvordan man indgår i relationer med dem,“ siger Julie Thalund og fortæller om den tid og vilje det krævede, at få beboerne i tale i det store boligområde. Om insisterende kaffeslabberaser med Blågårdens mandeklub. Om at opbygge beboernes tillid til egne fortællinger.

Ideologiske tanker summer om begreber som medborgerskab, demokrati og handlekraft. Både hos HØRT og B_Tour. Begreber, som ofte ender i en elitær debat, hvor kun eksperter udtaler sig. “Men i virkeligheden er vi jo selv eksperter på vores eget liv,” siger Julie Thalund. HØRT vil gerne have almindelig mennesker i tale. For alle har en historie at fortælle.

Under Cph Art Week 2016 kan du komme med på en af performancekollektivet HØRTs lydvandringer på Nørrebro. Foto: Niklas Buhl
Under Cph Art Week 2016 kan du komme med på en af performancekollektivet HØRTs lydvandringer på Nørrebro. Foto: Niklas Buhl

“Det behøver ikke at være højtravende. Man kan godt deltage i samfundet på mange måder. Ved at dele sin historie er man også medborger. Man er sammen om at skabe et samfund,” siger Julie Thalund og stiller skarpt på lydvandringen i Blågården:

“Det handler ikke om den sindssygt gode historie. Det handler om, at beboerne i Blågården deler en historie om deres område, og om hvem de er. Og det med, at kulturen ikke kun behøver at foregå i fine institutioner, hvor det er ‘det grå guld’ og kongemandlerne, som kommer frem.”

“Små lommer af fællesskab”
“HØRT er et fællesskab, som skaber ‘sociale mellemrum’ mellem hverdag og kunst. Vi prøver at skabe nogle rum, hvor man kan tage emner op på kreativ vis. ’Sociale mellemrum’ er et godt begreb, fordi det er et rum, som ikke helt er hverdagsagtigt, men heller ikke er en kunstinstallation. Vi vil gerne give folk mulighed for selv at sætte ord på deres fortællinger. Og vi tror på, at man kan udvide debatrummet ved hjælp af kunstens greb. Hvis det ikke ligner hverdagen ligeså meget, er det nemmere at træde ind i rummet på en ny måde – og møde dig selv på en ny måde. Du bliver måske modigere, når rummet bliver lidt mere kreativt,” siger Julie Thalund og forklarer, hvordan kunsten kan udvide et rum, så det igen bliver muligt at tale til følelserne og det mellemmenneskelige. Til hjertet.

“For at skabe et godt samfund bliver vi også nødt til at skabe nogle ‘hjertemøder’. Det er grundtanken bag at skabe små lommer af fællesskab, hvor folk kan mødes og få følelser og sanser i spil,” slutter hun.

Lydvandringen Hjem til Blågården blev præsenteret af HØRT for første gang i 2015. Under Cph Art Week 2016 kan Hjem til Blågården opleves i en ny deltagerinvolverende version.

Læs mere om HØRT og Hjem til Blågården her

B_Tour er et kuratorkollektiv fra Berlin, der arbejder med deltagerbaserede ture som et led i en kunstnerisk undersøgelse af bylivet og vore offentlige rum. I kunstturene præsenteret af B_Tour bliver temaet “open gestures” til en invitation til et personligt møde. Turene vil føre publikum gennem Københavns gader, imens man deler ud af og involvere sig i ens fysiske, sociale og mentale omgivelser. Publikum vil blive inviteret til at se byen gennem en andens øjne.

Læs mere om B_Tour og deres projekter her

Billedserie

HØRT: Hjem til Blågården
Tirsdag 30 aug kl 15, 15.30, 19 og 19.30.

Andre B_Tour-ture under Cph Art Week:
Ion Sørvin (N55) & Anne Romme: The Practice of Everyday Life
Mandag 29 aug kl 15 (EN) og 19 (DK)

Alt_Cph 16: In the Eye of the Beholder
Fredag 2 sep kl 16-17
Lørdag 3 sep kl 16.30-17.30
Søndag 4 sep kl 12-13

Del artiklen

'“Det er også en gestus at lytte”'

Facebook