Det skal du se! – uge 32

Det skal du se! – uge 32

Evren Tekinoktay: Preparatory collages for neon reliefs, 2016. Foto: Sean Smith. © Evren Tekinoktay

David Risley Gallery
12 aug – 1 okt  Evren Tekinoktay: Bermuda
Soloudstilling med den dansk-tyrkiske billedkunstner Evren Tekinoktay på David Risley Gallery. Udstillingen Bermuda refererer til og det ukendte og uforklarlige, som i Tekinoktays malerier kommer til udtryk i genkendelige abstraktionsfigurer og forskellige geometriske varianter.
Fernisering fredag 12 aug kl 17-20

Format Artspace 
12 aug – 24 sep  #19: Mads Ljungdahl: FEROM (Amorous Jumble)
Titlen Ferom kommer af ordet feromoner, de signalstoffer som påvirker tiltrækningen mellem levende organismer. Med dette in mente har billedkunstner og fotograf Mads Ljungdahl skabt en serie sort/hvide værker, der på såvel abstrakt som mere konkret vis puster liv i amourøse tankerækker. Værkerne har grafisk papirklipslignende karakter og giver med mystik, humor og surreel flertydighed, et skarpt æstetisk bud på en art tiltræknings og forplantnings-ikonografi i mere end 20 dele.
Fernisering fredag 12 aug kl 17-20

Christian Andersen
12 aug – 24 sep  Carl Mannov: DESK CHOP SHA CHI
Danske Carl Mannov (f. 1990) tog før sommeren afgang fra Kunstakademiet i Olso. Nu er han vendt hjem for at lave sin første soloudstilling hos gallerist Christian Andersen, hvor han for ganske nyligt er kommet i stald. Tidligere på året viste Christian Andersen en række af Mannovs malerier, uv-print på Liste-kunstmesse i Basel. Vi har stadig til gode at høre, hvad udstillingen, som åbner fredag denne uge, byder på.
Fernisering fredag 12 aug kl 17-19

Hans Alf Gallery
13 aug – 10 sep  Jørgen Haugen Sørensen: En sort historie i hvidt
I udstillingen, En sort historie i hvidt, der er resultatet af to års intensivt arbejde, har Jørgen Haugen Sørensen ladet leret være den primære inspirationskilde. Det enkle og letgenkendelige motiv kontrasteres af materialets robuste form, som billedhuggeren bevæger med sit personlige narrativ.
Fernisering fredag 12 aug kl 17-20

Søren Jensen: Ordskilte, 2015.
Søren Jensen: Ordskilte, 2015. Foto: Søren Jensen

Vestjyllands Kunstpavillon
13 aug – 18 sep  Søren Jensen: Håb
Vestjyllands Kunstpavillon, på VK Samtidskunst Platform, præsenterer en ny udstilling, der blander hverdagens pop og lavkulturens ’bling’ med finkulturen og elitens højtidelighed, som billedkunsten er udsprunget fra. Søren Jensens brug af eksisterende materialer, sprog og genstande i værkerne er med til at skabe genkendelige billeder fra vores trygge dagligdag i Danmark.
Fernisering lørdag 13 aug kl 14-16

13 aug – 6 okt  Tegn
Tegnekunsten har ikke altid været lige tydelig i kunstverdenen, men i de senere år har der været fornyet interesse for tegning, og det har længe været et ønske at vise en udstilling udelukkende med denne kunstdisciplin. Det sker i eftersommeren på Vestjyllands Kunstmuseum i Janus Bygningen, hvor gruppeudstillingen Tegn vises.
Fernisering lørdag 13 aug kl 14

Galleri Grundstof

12 aug – 23 aug  Sofie Pihl: Treescape / School of Pink
Udstillingen Treescape / School of Pink af fotokunstneren Sofie Pihl lukker beskueren ind i rum, der opfordrer til store tanker og ro. De er næsten meditative. Men de store monokrome værker i blå eller pink farver vækker også til overvejelser over, hvad det egentlig er vi ser, – eller har set.
Fernisering fredag 12 aug kl 16-18

Del artiklen

'Det skal du se! - uge 32'

Facebook