Jesper Dalgaards værkproduktion tager som oftest sit udgangspunkt i forestillingen om at starte forfra. I fantasifulde fremtidsscenarier af både utopisk og dystopisk karakter, bygget som svævende mini-verdener, model­interiører eller totalinstallationer, beames vi som beskuer direkte ind i rollen som en fjern fremtidsbeboer, der skal klare sig i en anden tid og et andet univers, end det vi kender.

De futuristiske landskaber og boformer i miniature-­skala er en verden, som Dalgaard har arbejdet med, siden han tog afgang fra Kunstakademiet i 2001, men som han vedvarende har udbygget gennem årene. Fremtidsscenarierne konstrueres omhyggeligt af kviste, tændstikker, kunstgræs, sølvpapir, ståltråd og andre model­- og hobbymaterialer og placerer sig hermed et mærkeligt sted mellem science ­fiction og hjemmesløjd.

Således også på kunstnerens to soloudstillinger på V1 Gallery i 2010 og 2014, hvor Dalgaard havde konstrueret svævende sfæriske biotoper, moduler og produktionsenheder som en slags naturromantiske bud på fremtidige eksistensformer i stadiet efter, at vor tids civilisations endeligt.

Et af værkerne var dokumentationen af et samarbejde med DTU, hvor Dalgaard sendte en af sine karakteristiske planet­skulpturer 36 kilometer op i stratosfæren ved hjælp af en heliumballon, hvorfra han med tre letvægts­kameraer filmede rejsen og udsigten fra en svævende grøn planet, beplantet af besynderlige trækonstruktioner.

Værkets titel Måske ikke i dag eller i morgen. Men en skønne dag vil vi forlade denne syge gamle verden, for der findes bedre steder derude. Vidunderlige steder, hvor vi kan leve og ånde, uden at skulle frygte for hvad morgendagen måtte bringe er karakteristisk for kunstneren. Han anvender ofte lange narrative titler, der ikke beskriver værkerne som sådan, men snarere fungerer som fortællinger i sig selv, der åbner for en meget større fortælling.

Det samme var tilfældet med titlen på kunstnerens soloudstilling på Kunsthal Nord i 2012: Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det, der på én gang er både utopisk og dystopisk i sit ordvalg, og som har en vis forløsende effekt i titlens indbyggede fremtidsoptimisme.

Et mere skeptisk og måske ligefrem resignerende syn på fremtiden fornemmer man derimod i Dalgaards nye værk til Munkeruphus, der netop er blevet indviet i forbindelse med åbningen af Nordkystens Kunst Triennale 2016. Ligesom Dalgaards bidrag til Arkens strandpark forrige år har kunstneren konstrueret en arkitektonisk skulptur i stor skala, således at man som beskuer bogstaveligt talt kan bevæge sig rundt i den.

For enden af en kløft ned mod vandet har han flettet en stor ‘dome’ i pil, som fra den ene side fremstår som en lukket organisk form, imens den fra den anden siden åbner sig og indlemmer den forbipasserende i dets indre. Selvom formen kan minde om et fremmed forlist rumskib, vækker værket mest af alt associationer til hulen og urhytten, der inviterer til ophold og trækken­-sig-­tilbage til noget oprindeligt snarere end at invitere på rejser ud over havet eller op i himmelsfæren.

Portfolio