Art Copenhagen sadler om

Art Copenhagen sadler om

Pennacchio Argentato: The Blissful Mind (tv) og Deep Inner Stillness (th), 2016. Installationsview fra galleriet Acappella fra Napoli, som er aktuel på CODE Art Fair - en selvstændig kunstmesse under Art Copenhagen. Foto: Danilo Donzelli

Åbningstider:
Fredag 26 aug 12-20
Lørdag 27 aug 11-19
Søndag 28 aug 11-17

Adresse:
Bella Center
Center Blvd 5
2300 København S

Art Copenhagen er en del af Cph Art Weeks program

I august finder Art Copenhagen sted for tyvende gang. Messen har netop løftet sløret for programmet, og jubilæumsåret står i fornyelsens tegn; der udvides med ny lokation, nyt koncept og internationalt fremmøde.

Når Art Copenhagen slår dørene op til deres 20-års jubilæumsmesse i august, er det med ny maling på paletten. For det første er Forum skiftet ud som vært og erstattet af Bella Centret på Amager. For det andet præsenterer Art Copenhagen i år ikke kun én, men to selvstændige messer.

Selected Art Fair og CODE Art Fair er navnene på de to særskilte messer, som vil blive afviklet side om side fra fredag den 26. til søndag den 28. august.

Selected repræsenterer det, vi kender Art Copenhagen for; en kunstmesse med moderne og samtidig kunst, der især er besøgt af samlere fra Skandinavien. CODE Art Fair er derimod Art Copenhagens bud på en ny messe. Under mantraet “Hvad CODE bringer i dag, vil forme morgendagens kunstscene” skal messen udelukkende fokusere på international samtidskunst og forsøge at skabe dialog mellem kunstens aktører, bl.a. med debatarrangementer om kunstmarkedets kulturelle og økonomiske kræfter.

Mere om CODE
De medvirkende på CODE er blandt andre Anonymous Gallery (Mexico City), Antoine Levi (Paris), Berthold Pott (Cologne), Kai Matsumiya (NYC), König Galerie (Berlin), Lyles & King (NYC), Galerie Nagel Draxler (Berlin), Peres Projects (Berlin), Steve Turner (Los Angeles) og Vilma Gold (London).

Desuden byder den nye messe på en række kuraterede udstillinger og projekter. Deriblandt:

  • Christian Falsnaes: Rise
    Den Berlinbaserede danske koncept- og performancekunstner Christian Falsnaes leverer en tale med titlen Rise ved Code Art Fair torsdag den 25. august kl. 17.
  • Mikkel Carl: Danmark
    Danske Mikkel Carl har kurateret udstillingen Danmark, som præsenterer danske kunstnere uden repræsentation ved danske gallerier, heriblandt både studerende, upcoming og veletablerede kunstnere. Udstillingen sætter spot på de helt særlige dynamikker på den danske kunstscene og viser værker på tværs af medier.
  • Ryan E. Steadman og Ryan Wallace: Flat Fix
    Udstillingen, som kurateres af de to Brooklyn-kunstnere Ryan E. Steadman og Ryan Wallace, udforsker maleriet og det, nogle kalder, en forældet kunstform.

 

Se oversigten over de forskellige sektioner på Art Copenhagen nedenfor (kilde: Art Copenhagen):

Oversigtskort over Art Copenhagens forskellige sektioner i Bella Centrets udstillingshal.

 

I tillæg til CODE og Selected byder Art Copenhagen på et særskilt område under navnet Supreme, dedikeret til særlige kunstprojekter, der falder uden for de gængse messerammer.

Derudover vil der være et areal kun til 'udendørsprojekter', et børneakademi, seminarer og paneldebatter med ledende kunstaktører, samt et område tilegnet Nordic Food med smagsprøver på det nordiske køkken.

Åbningstider:
Fredag 26 aug 12-20
Lørdag 27 aug 11-19
Søndag 28 aug 11-17

Adresse:
Bella Center
Center Blvd 5
2300 København S

Art Copenhagen er en del af Cph Art Weeks program

Del artiklen

'Art Copenhagen sadler om'

Facebook