Kunstcenter åbner på Papirøen

Kunstcenter åbner på Papirøen

COPENHAGEN CONTEMPORARY
Udstillingshaller. Pressefoto, © Copenhagen Contemporary

Copenhagen Contemporary er en del af Cph Art Weeks program

I slutningen af juni åbner det nyetablerede udstillingssted Copenhagen Contemporary på Papirøen i København. Billedkunstnere Yoko Ono, Carsten Nicolai og duoen Pettersen & Hein åbner kunstcentret med tre store installationer.

Copenhagen Contemporary, der blev stiftet i 2015, er en ny selvejende institution, der har til formål at udstille samtidens omfangsrige teknologiske og arkitektoniske kunst – herunder monumentale skulpturer, lyd- og lysinstallationer samt video- og performancekunst.

“CC skal være et supplement til de eksisterende museer og kunsthaller – et levende center for kunst og mennesker. Her vil et bredt publikum kunne opleve store, sanselige kunstværker af nogle af nutidens mest betydningsfulde kunstnere. Det er værker, der stimulerer både krop og intellekt og således involveres og engagerer den enkelte gæst,” lyder det fra Copenhagen Contemporary i en pressemeddelelse.

Frem mod udgangen af 2017 har kunstcentret fået mulighed for at leje 3400 m2 af de tidligere papirhaller på Papirøen i København. Gennem det næste halvandet år bliver hallerne transformeret til et udstillingssted, som vil huse danske og internationale kunstnere. De første udstillinger vises allerede fra 30. juni.

Grand opening
Copenhagen Contemporary debuterer med Yoko Onos Wish Tree Garden, der vil bestå af en række træer, placeret udenfor på Papirøens kajkant. Her kan man skrive et ønske på en lille seddel og hænge det i træernes grene. Foran udstillingshallerne installerer kunst- og designduoen Pettersen & Hein tretten farvede betonbænke. Inde i udstillingssalen viser den tyske billedkunstner Carsten Nicolai den 30 meter lange lyd- og lysinstallation unidisplay. Og i august vil man også kunne opleve værker af den amerikanske kunstner Bruce Nauman og islandske Ragnar Kjartansson. Du kan læse mere om udstillingerne her.

Den daglige ledelse består af projektdirektør Jens Erik Sørensen, tidligere direktør for ARoS samt seniorkuratorerne Jannie Haagemann og Janna Lund.

Copenhagen Contemporary blev oprettet i januar 2015 og er organiseret med en bestyrelse bestående af: Formand Erik Jacobsen, tidligere teaterchef og departementschef, næstformand Jens Faurschou, ejer af Faurschou Foundation i København og Beijing, Marianne Bedsted, direktør for Salling Stormagasiner, Lars-Erik Houman, entreprenør, samt Philip S. Thorsen, advokat.

Copenhagen Contemporary er en del af Cph Art Weeks program

Del artiklen

'Kunstcenter åbner på Papirøen'

Facebook