Terrorhandlinger er forfærdende, og de fylder meget i verden i øjeblikket. Ikke mindst i medierne, men ikke så meget i kunsten. I hvert fald ikke direkte. Det kan der være flere grunde til. Jeg vil i denne klumme kigge nærmer på, hvad der kan være på spil.
Når man undersøger, hvad der findes af terrorrelateret kunst, så tegner der sig følgende mønster.
– Der er mange mindesmærker, som på forskellig vis mindes ofrene for de store terrorangreb.
– Der er mange værker, der handler om årsagerne, især de årsager som kan pege på Vestens militære, historiske og økonomiske rolle.
– Der er mange værker, der handler om effekterne; om frygt, om skærpet overvågning, om islamofobi, om ikke-demokratiske tiltag.
– Der er en del, som handler om, at Vesten er (mindst) lige så slemme som terroristerne, så vi skal ikke komme for godt i gang.
– Men der er meget få, der handler om selve terrorhandlingerne.
Frygt og analyse
Når selve terrorhandlingerne fylder så lidt, kan det skyldes flere ting. Her er nogle bud på forklaringerne:
A. Det er et voldsomt og kontroversielt emne, og der hersker en vis berøringsangst blandt kunstnerne for at tackle det direkte.
B. Det er et voldsomt og kontroversielt emne, og der hersker en vis frygt for skandale, hærværk og vold fra udstillernes side.
C. Der er en frygt blandt kunstnerne for, at det at beskræftige sig med terror kan bidrage til fremmedfrygt og islamofobi. Kunstnere er desuden mest trygge ved at kritisere USA og Vesten, så det er mere legitimt at fokusere på ‘vores’ krigshandlinger.
D. Når medierne svælger følelsesladet i terrorangreb og puster til frygten, bør kunsten netop være den eftertænksomme stemme, der træder tilbage og ser tingene i proportioner og i et større perspektiv, frem for at bidrage til frygten med et fokus på selve terrorhandlingerne.
E. Ligesom os andre aner kunstnerne ikke, hvad de skal stille op i mødet med dette fænomen.
Jeg forestiller mig, at det er en kombination af alle disse. Og lad mig med det samme sige, at det er nogle ret gode grunde, i hvert fald nogle af dem. Der er god grund til ikke at køre med på mediernes sensationsdagsorden. Der er god grund til at træde tilbage og kigge på Vestens egen rolle. Der er god grund til at analysere og gribe i egen barm frem for at piske en stemning op. For Vestens aktivisme i Mellemøsten har i høj grad slået fejl.
Men når det er sagt, så behøver selve terrorhandlingerne ikke at være et decideret tabu. Og terror handler om mange ting; ikke kun om hævn for Vestens krigshandlinger. Langt de fleste terrorhandlinger er ikke vendt mod Vesten, men foregår i arabiske lande. Terroren har sine egne logikker og skæbner, som må kunne lade sig gøre at betragte uden at bidrage til frygtkulturen.
Konkrete kontroverser
Når kunstnerne så alligevel kaster sig over terroren som tema, skaber det ofte voldsomme reaktioner. Vi så det for et par år siden med Christian Lollikes teaterstykke om Anders Breivik. Det skabte en stor furore, allerede inden det blev sat op, fordi selve ideen om at tage Breiviks eget manifest op og gøre det til udgangspunkt for et teaterstykke kolliderede med flere ting:
– Det var måske for kort tid efter gerningen, og især for nordmændene et levende traume.
– Mange opfattede det som en uundgåelig blåstempling af Breivik, uanset hvor kritisk man end var; at selve det at tage hans tanker op var at tage ham alvorligt.
– Og endelig opfatter mange teater som underholdning, og det virkede derfor anstødeligt at ‘underholde’ med noget, der er så grusomt.
Mens det sidste kan affejes som en fejlopfattelse af teateret, var de to første diskussioner vigtige. Der skal som regel gå tid efter en traumatisk hændelse, før vi er parate til at analysere den, og det er altid på sin plads at diskutere hvor længe. Og det kan ikke helt afvises, at et sådant teaterstykke kan være medvirkende til at udbrede Breiviks tanker. Men på den anden side kan det være nødvendigt at kende disse for at kunne se dem og forholde sig til, hvad der skete.
Den irakisk-danske kunstner Lina Hashim har ikke kunnet få sine billeder af selvmordsbombere udstillet i Danmark. Tre gange har hun fået dem afvist med henvisning til, at de er for kontroversielle eller vil skabe for meget opmærksomhed. Dette på trods af, at de er meget afdæmpede – så afdæmpede, at man næsten ikke kan se motivet. Og at hendes projekt – ligesom med Breivik-forestillingen – ikke skal forstås som en hyldest, men en kritisk undersøgelse.
Læs Torben Sangilds interview med Lina Hashim her
Nu er Lollike igen involveret i noget kontroversielt, der knytter an til terror. Han lægger nemlig hus til gruppen The Other Eye of The Tigers projekt Martyrmuseum, der har vakt opsigt, længe før nogen har set udstillingen. Det sker alene i kraft af, at gerningsmændene fra terrorangrebet i Bruxelles er en del af den. Selv kulturministeren har været ude at tage afstand fra en udstilling, han ikke har set, mens Flemming Rose tager ideen i forsvar, da det er vigtigt at forstå, hvordan terrorister tænker. Det sætter sindene i kog, alene at emnet tages op. Men det afgørende må være, hvad de gør med det. I skrivende stund er udstillingen endnu ikke åbnet.
Terrorisme som kunst: Den kyniske symbolanalytiker
Et udbredt fænomen, jeg har det svært med, er kunsthistorikere, teoretikere, kunstnere og kuratorer, der har travlt med at påpege, at terror ligner kunst – at man kan betragte terrorangreb som aktivistisk kunst; at terroren jo også benytter sig af formelle, æstetiske og performative virkemidler; og at terroren i høj grad er mediebåren og derfor iscenesætter sig for medierne. Det var især udbredt i forbindelse med terrorangrebet 11. september 2001. Og de kom meget hurtigt, mest berømt fra komponisten Karlheinz Stockhausen med hans dictum om, at terrorangrebet var “det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret”. Mange har taget den tråd op og ser en lige linje mellem kunst og terrorisme.
Af såvel personlige som principielle grunde har jeg det svært med den kynisme, der gennemsyrer disse tekster; den lidt bedrevidende demonstration af, at denne eller hin symbolanalytiker er i stand til at hæve sig op over pøblens følelser og med det samme er i stand til at betragte terrorangreb som mediehappenings, kunst og tv-underholdning. At lade disse betragtninger få forrang for tragedien selv, kan let blive en måde at undgå at forholde sig til selve den voldelige virkelighed på. Jeg siger ikke, man ikke kan gøre det, men det er næsten blevet en betinget refleks og er ofte en lidt smart skrivebordsmanøvre.
Det var nogle tanker om den fraværende terrorisme i kunsten. Som sagt er der ikke mange værker, der handler om terroraktioner og terrorisme direkte. I næste klumme vil jeg skrive om dem, jeg har gravet frem, heriblandt formentlig værker af Johan Grimnoprez, Meir Tati, Lina Hashim, Gunilla & Dror Sköld Feiler, Christian Lemmerz, Helmuth Smits og Food Liberation Army. Og så håber jeg at få set den Martyrmuseum-udstilling og danne mig min egen mening.
