Lars Tygesen placerer sig i efterdønningerne af en generation af unge malere, der fra midthalvfemserne vakte maleriet til live igen. Dette med referencer til begyndelsen af 1970’erne, hvor begrebet ’Bad Painting’ opstod i USA som et forsøg på at gøre op med den gode smag og maleriets klassiske bånd. Begrebet er i dag blevet til maleri med penselstrøg, der drypper og løber, stoflighed, det villet ’sjuskede’ – kort sagt det modsatte af pænhed – med pensel.

Tygesen går dog lidt en anden vej. Nok lader han sine malerier undergå en slags ’bad painting’-forandring, men i dem lader han samtidig de klassiske motiver komme til live. Der opstår således et clash mellem det klassiske og det senmoderne; traditionen møder fornyelsen i et orgie af stoflighed og kolorisme.

‘Zips’ og virtuose penselstrøg
I et af Tygesens tidlige værker er det overvejende personer i rum – interiører med fornemme personer – som skildres. Som for eksempel i nedenstående værk fra 2008 med den balkjoleklædte kvinde, der skjuler sit ansigt bag en stor vifte.

Baggrunden er opmalet med Tygesens karakteristiske ’zips’ – hurtige og lange penselstrøg afmasket med tape. Kjolen er opbygget af virtuose penselstrøg og skaber et modspil til de skarpe både vertikale og horisontale linjer i billedet. Det skjulte ansigt nærmest leder beskueren hen mod maleriets iboende rumlige, koloristiske og stoflige kvaliteter.

Det åbne vindue
Rokokoens overdådige brug af beklædning og pynt er vigtig i Tygesens tidlige værker. Undertoner af en svunden overklasse ligger til åben tolkning og er gennemgående undertoner i mange af hans figurative værker.

Tygesens nyere værker, som lige nu kan opleves på Viborg Kunsthal i udstillingen Svundne Tider, er modsat helt renset for personer. Her er ’det åbne vindue’ et gennemgående motiv. Som for eksempel i værket her, hvor nostalgi mødes med frisk malerisk nærvær. Her trækker motivet igen referencer til især dansk guldalderkunsts og biedermeierkulturens længselsfulde forhold mellem kultur og natur, set gennem det kittede vindue, sat på klem.

Svundne tider, nye tider
I andre nyere værker har Tygesen klipset lærredsrester på lærredet og efterfølgende bemalet dem i relation til motivet. Maleriet får således en collageagtig karakter og et ekstra lag af stoflighed og råhed, som tilføjer de forfinede motiver et nutidig og fysisk præg. Den Matisse-agtige penselføring og referencerne til Robert Rauschenbergs assemblage mødes og står i en skærende kontrast til de altmodische motiver.

De mange lag, hvorigennem motivet anes, opstår i en veksling mellem figuration og abstraktion. Det er ikke længere personrelationer, der er vigtige, men maleriet som projekt i sig selv bliver tydeligere.

I udstillingen på Viborg Kunsthal bliver ‘de svundne tider’ nærværende, nærmest larmende, og fortid bliver til kunstnerisk nutid, tilstedeværelse, måske evighed. Tygesen lader motiv, historie og processuel udførelse smelte sammen, og dette kunstneriske arbejde bliver således generator for at kunne trænge dybere ned i maleriernes både indholdsmæssige og formelle problematikker.

Portfolio