SMK digitaliserer sin kunstsamling

SMK digitaliserer sin kunstsamling

SMK sætter al viden og materiale om kunstsamlingen fri. Foto: Ida Tietgen Høyrup

Over de næste fire år digitaliserer og deler Statens Museum for Kunst hele sin kunstsamling for dets publikum. Projektet SMK Open, som er støttet af Nordea Fonden med 11,7 millioner kroner, vil stille kunstsamlingen til rådighed for leg og produktion. Målet er at gøre kunsten tilgængelig og relevant for flere mennesker.

Frem mod 2020 skal projektet SMK Open åbne for demokratisk brug af store dele af museets samling, som består af over 250.000 værker. I dag er knap en procent af SMKs samling fysisk tilgængelig på museet.

SMK Open gør hele Danmarks kunstsamling tilgængelig for alle mennesker, når og hvor det passer dem – uden entré, men med masser af god formidling og en invitation til at lege med og gå på opdagelse i kunstens forunderlige univers. Projektet vil gøre endnu flere til medejere og medproducenter af vores fælles kunstskatte,” udtaler Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Den digitale samling vil fungere som en værktøjskasse, hvor man kan benytte værkerne til alle tænkelige formål – fx til bøger, undervisningsmaterialer, blogs på nettet, Wikipedia-artikler, film- og tv-produktioner, udsmykning i dagligstuen og lokalområdet – kun fantasien sætter grænser.

I SMK Open får hvert værk sin egen digitale side, som også indeholder fx film, artikler, lydspor, røntgenfotografier af værket samt oplysninger om kommende arrangementer eller udstillinger på museet, hvor værket indgår. Derudover bliver tusindvis af værk-fotos gjort tilgængelige i den højest mulige kvalitet. Alle ophavsretsfrie værker kan frit benyttes til ethvert formål.

“Gennem de seneste år har vi på SMK arbejdet med at give forskellige indgange til kunsten, fordi vores erfaring er, at kunsten bliver relevant for flere, når de kan bane deres egen vej ind i den. Mange ønsker at bruge kunsten aktivt i deres egne liv. Med SMK Open bliver det muligt frit at hente og bruge informationer fra SMK’s værktøjskasse – samtidig ønsker vi at trække brugernes viden om samlingen ind i værktøjskassen, fordi vi gerne vil skabe forbindelser mellem hele Danmarks kunstsamling og så stor en andel af befolkningen som muligt – på tværs af køn, uddannelse og social og kulturel baggrund,” siger Mikkel Bogh, direktør på SMK.

Kilde: Statens Museum for Kunst

SMK har ligesom en række andre museer i flere år arbejdet på at aktivere sine digitaliserede samlinger.

  • I 2008 modtog SMK generøs støtte fra Nordea-fonden til det fire-årige projekt SMK Digital. Projektet skabte en bred vifte af digitale formidlingstilbud og forankrede digitale tjenester som en helt central del af museets virke.
  • I 2009 tog SMK første gang initiativ til at arbejde med åbne samlinger, med projektet Fri Billeddeling i samarbejde med fire andre danske kunstmuseer.
  • I 2012 frigav SMK som et forsøg 160 værk-fotos i høj opløsning af mesterværker fra samlingen og gennemførte en række pilotprojekter med fokus på kreativ genbrug af værkerne.
  • I 2014 indførte SMK en ny public domain politik, hvor museet principielt afstod alle rettigheder til reproduktioner af sine ophavsfrie værker.
  • I 2015 lancerede SMK den nye online indgang til samlingen collection.smk.dk, hvor 25.000 værkfotos er til fri download – dog kun en mindre andel i høj kvalitet.

Del artiklen

'SMK digitaliserer sin kunstsamling'

Facebook