“Samarbejdet giver mulighed for at arbejde i en anden retning”

“De billeder, jeg har skabt til denne bog, er udelukkende til bogen og skal ikke udstilles”, fortæller Jakob Hunosøe til kunsten.nu. “De skal ikke fungere som selvstændige værker. Modsat vores tidligere samarbejde, bogen Episode, hvor jeg viste værker, der tidligere har været vist på udstillinger. Disse fotografier skal opleves i bogen. Det er deres medium”.

Jakob Hunosøe har gjort sig bemærket med sine analoge fotografier, hvor han med simple iscenesættelser fotograferer poesien, overraskelserne og det ekstraordinære potentiale, der gemmer sig i dagligdagens genstande.
Det giver sig udslag i overraskende og øjenåbnende billeder: En sort oppustet ballon er anbragt i et bodumkandestativ. En termokande passer perfekt ned i en arkitektlampe. Hår er klistret på en gul kop, så det ser ud som om, koppen er skåret.

Men i bogen Ikke Lys Ikke Mørke er det ikke den slags billeder, der optræder. Her har Hunosøe trådt nye veje:

“Mit samarbejde med Thomas giver mig mulighed for at arbejde i en anden retning med mit fotografi”, fortæller han. “Jeg ser det lidt, som en musiker vil gøre det med et sideprojekt. Det er ikke mindre betydningsfuldt, men bare et parallelt spor. Her kan man eksperimentere. Og mere vigtigt: skabe noget sammen med andre”.

I bogens tekst af Boström er jeg’et en forslået identitet, pakket godt ind i en dyne af tidens nyeste psykofarmaka-design, der åbner op for en række særlige oplevelser i den helt nære virkelighed. De atten livskapitler spænder fra voksen til barn, hvor mulige sammenhænge er mere tilfældige og ikke-postulerede. De fleste oplevelser består af en tvivl på nærheden til livet, men også en stærk vilje til de mennesker, der har gode hensigter, og til dem, der fylder for så at blive syge og dø. Indtil en dag, hvor et nyt prædikat opstår som en ny mulighed for at blive helt og aldeles fri for sig selv.

“Med Ikke Lys Ikke Mørke var processen, at Thomas viste mig de første korte tekststykker. De inspirerede mig til at lave serien med sort/hvide billeder fra naturområdet Tippen i Sydhavnen. Lige hvor jeg bor. Den stemning, der er i Thomas tekster, førte jeg videre og spejlede mig til dels i”.

Jakob Hunosøes fotografier i bogens første kapitel fungerer på den måde som et lignende selvportræt i en genspejling fra hans nærmeste omgivelser. De sort-hvide fotografier er som åbne udsagn, der viser, hvordan naturen enten svinder ind eller vokser i kraft af usynlige biologiske processer, der kun forstås til fulde over tid. På vandringen fra det ene motiv til det andet opstår en form for psykologisk sammenhæng samt en billedmæssig klarhed. Det er naturbilleder, men samtidig sindbilleder.

I bogens anden del står en billedserie i farver, hvor Hunosøe har fotograferet tilsyneladende almindelige objekter. I bogens novelle bliver fotografierne grebet af Thomas og omdannet til et sirligt broderi fuldendt af jegfortælleren, som dokumentation på en mindre krig, en nervekrig.

“Serien med objekter, som jeg havde taget fra en gammel bunker i Gentofte i en anden forbindelse, satte Thomas i gang med bogens afsluttende novelle. Vores samarbejde har denne gang altså fungeret som en slags ping-pong”.

“Det, jeg holder meget af ved kunstbogen, er selve bogen som objekt. Papiret, Off-set trykket. Indbindingen. Altså meget konkret bogen som bog. Og processen med at sætte bogen op. Noget vi gør sammen. Fordele billeder og tekster. Lave små pauser i form af grå og sorte sider. Få det hele til at spille sammen, så det samles som et klart og stærkt udtryk.
Der er noget meget sanseligt og dejligt analogt ved at sidde med en bog. I en tid, hvor den enkeltes skræm-tid vokser, kan man måske få folk til lige at sætte sig i en god stol og få en oplevelse med vores bog”, slutter Jacob Hunosøe.