Asmund Havsteen-Mikkelsen er aktuel med udstillingen New Buildings i Galerie MøllerWitt med en række nye malerier, som han udstiller sammen med fotografier af Jesper Rasmussen. ”Man kigger ud over et felt, når man skal positionere sig. Ser, hvad de andre laver. Men navnlig hvad de ikke laver. Der var en åbning, for ingen malede arkitektur,” fortæller Havsteen-Mikkelsen til kunsten.nu.
Vi mødes i Asmund Havsteen-Mikkelsens (f. 1977) nye atelier i Sydhavnen, hvor han har indrettet en fortræffelig arbejdsplads i en tidligere garage. Det er et stort, højloftet og råt rum. Væggene er malet kridhvide, gulvene er grå, og det ligner en hel lille kunsthal. Han kan gå op i de helt store formater, hvis han skulle ønske det, da monumentalværker sagtens kan passere gennem den enorme garageport.
Samtidskunsten – og samtidskunstnerne – har forkærlighed for tidligere industribygninger, både når det gælder de steder, hvor den bliver til, og når det gælder de rammer, den udstilles i. De gamle bygningers rå nøgenhed klæder den nyeste kunst. Bygninger – eller rettere arkitektur – er hovedmotivet hos Asmund Havsteen-Mikkelsen, der har udgivet nogle interessante billedbøger/kataloger med titler som Meditations of the Uncanny (2010), The Future Begins at Home (2011) og den billedkunstneriske poetik Propositions on Painting (2013). Bøgerne viser rundt i hans maleri med den lidt tørre, dæmpede palet med forkærlighed for grøn, især grågrøn, og rød.
Asmund Havsteen-Mikkelsens farfar var Sven Havsteen-Mikkelsen, der har en vægtig plads i dansk kunsthistorie som nordisk, ekspressionistisk naturskildrer. Da farfaderen døde i 1999, besluttede Asmund Havsteen-Mikkelsen sig for at blive billedkunstner og søgte ind på Kunstakademiet, hvor han dog først blev optaget ved fjerde forsøg i 2003. I mellemtiden afsluttede han sine litteraturstudier.
Asmund Havsteen-Mikkelsen har boet og arbejdet i Berlin siden 2007, men er netop flyttet tilbage til København med sin familie.
”Det stod mig klart, at hvis ikke vi flyttede tilbage nu, ville vores tre børn også blive tyskere,” fortæller Asmund Havsteen-Mikkelsen. “Og da jeg gerne vil være tæt på dem, så ville konsekvensen være, at jeg skulle blive i Tyskland resten af mit liv. Dertil kom, at mit ældste barn netop var startet i tysk skole. Når han kom op i de højere klasser, ville jeg ikke være i stand til at hjælpe ham. Tanken om, at mine børn blev del af et andet system, som jeg ikke var en del af både sprogligt og kulturelt, skræmte mig. Men det var en svær beslutning at flytte hjem,” fortæller Havsteen.
En anden grund var, at Asmund Havsteen-Mikkelsen næsten udelukkende viste sine værker i Danmark:
”Mine værker indfrier ikke tyskernes forventninger til nordisk maleri. De er ikke ekspressive nok og ligner for meget tysk maleri, som de tyske kunstnere jo i forvejen forsyner scenen med,” forklarer han.
Særlig fornemmelse for stof
Dine billeder har denne særlige kolorit med lidt støvede, brækkede farver. Hvorfor dette?
”Maleren Ib Monrad Hansen, som var vores nabo på Ærø (Havsteen-Mikkelsen voksede op på den sydfynske ø, red.) holdt en gang en tale i forbindelse med et af vore familiearrangementer. Afslutningsvis sagde han: ”Der findes en særlig Havsteen-Mikkelsensk fornemmelse for stof”. Det er et pudsigt udsagn, men en sjov tanke at forfølge: at vi i vores familie har en sans for det ekspressive og det stoflige. Det drejer sig om at få de to ting til at arbejde sammen, så stoffet bliver levende og taler. Selv vil jeg også mene, at der er en vis melankoli at spore. En melankoli, som ligger i måden, hvorpå jeg blander farverne, som ofte er brækkede med hvid og grå, og i de stemninger, som billedet fremkalder.”
Du kommer fra en familie med arkitekter og kunstnere. Og så har du valgt at male arkitektur, hvorved du fusionerer de to kunstarter?
”Jeg kom ind Akademiet på installationskunst. Og mens jeg gik dér, lavede jeg også performancekunst. Men efter et 7 måneders ophold på et residency i Japan – CCA Kitakushu – begyndte jeg at interessere mig først for tegning, derefter for maleri. Jeg vendte tilbage til nogle af mine allerførste ungdomserfaringer med kunst og erkendte, at især Edward Hoppers univers havde påvirket mig dybt. Den enorme ensomhed, det specielle lys og arkitekturen, som spiller sammen, tiltalte mig meget. Min farfar var jo som nævnt ekspressionistisk maler, og min far, som er arkitekt, ville meget gerne have set, at jeg også blev arkitekt. Jeg opdagede, at der var en mulighed for at lave arkitektonisk maleri på et tidspunkt, hvor det narrative maleri havde vundet frem. Eller eventyrmaleriet. Kathrine Ærtebjerg, Julie Nord, Lise Blomberg Andersen og andre var i fuld gang med at udforske denne motivverden. Der var meget hype omkring det dengang – men også omkring Kørner og Tal R. Jeg begyndte at male i 2005-6. Man kigger ud over et felt, når man skal positionere sig. Ser, hvad de andre laver. Men navnlig, hvad de ikke laver. Der var en åbning, for ingen malede arkitektur”.
“Poul Vad skriver i sin store Hammershøi-biografi (Hammershøi – værk og liv, 1988, red.), at der er en særlig form for tiltrækning mellem maleren og hans motiv. Et motiv, der både rummer noget erkendt hos maleren og virker som en uudtømmelig kilde i ham. Sådan har jeg det med arkitektur som motiv. For mig er arkitekturen en måde at fortælle historier på. Her er flere niveauer: Et maleri er et objekt, samtidig med at man kan male nogle mentale tilstande frem. Arkitekturen udtrykker meget tydeligt, hvad det er, vi vil med dette liv. Den fortæller os, hvordan vi skal opføre os både i fællesskaber, og når vi er alene. Alt fra psykoanalyse og strukturalisme til fænomenologi og eksistentiel filosofi kan spores i bygningerne. Det læser arkitekterne jo også, så det siver også ind i deres udforskninger og skabelser af nye rum. Jeg maler ikke kun én form for arkitektur, men mange forskellige slags, og jeg arbejder med spejlinger, hjørner, flader, lys og skygger, så der opstår et mentalt landskab.”
Et kick i hjernen
Men du sår undertiden også tvivl om, hvad det egentlig er, vi ser ved at skabe nogle trompe l’oeil-agtige skildringer af arkitekturen, så vidt jeg kan se?
”Jeg ved ikke, om jeg er så stor en drillepind, som du antyder. Jeg har dog altid været fascineret af den mimetiske effekt i maleriet, som måske kan spores tilbage til et kognitivt element og vores spejlneuroner oppe i hjernen. Når man genkender noget, får man et ’kick’ oppe i hjernen, der igangsætter en kæde af associationer, iblandet erindring, viden og historie. I starten – omkring 2005 og fremefter, var jeg malerisk nok mere ’stram’ i forhold til det fotografiske forlæg. Jeg var meget optaget af de såkaldte non-sites (jfr. Robert Smithsons definition i A Provisional Theory of Non-Sites, 1968. LB), der findes i de urbane randområder. Den fascination af det realistiske i maleriet har jeg stadig fastholdt, men giver i dag meget mere ’slip’ på billedet og tillader flere abstrakte flader og ekspressive penselstrøg som en del af det færdige billede.”
Der skete et sporskifte i Havsteens motiver i Berlin. Der mødte han en tysk kollega, som malede nogle lignende tomme non-sites, så han måtte finde nogle andre motiver og søgte over mod mere historiske, socialt signifikante bygninger. Ikoniske bygninger fra modernismen. I den udvikling fandt han inspiration i begrebet Denkraum, som den tyske kunsthistoriker Aby Warburg har udviklet. Det er et forsøg på at billedliggøre energierne i kosmos og dermed skabe en relation mellem menneskets psykiske univers og den fysisk-materielle natur, der kan være voldsom og farlig.
”Denne erkendelse er helt central for mig, fordi jeg også igennem mine malerier forsøger at reflektere mig selv i verdenen i forhold til min egen psykiske tilstand. Der er afgjort tale om en mental investering i hvert eneste værk fra min side, deraf titlen på hele min maleriske produktion: Mentalscapes.”
Inspireret af moderne arkitektur
Sidenhen har Asmund Havsteen-Mikkelsen bearbejdet forskellige temaer, som han var optaget af, og som samtidig udgjorde en konflikt i hans eget liv. På en udstilling i 2010 i det nu hedengangne Galleri Helene Nyborg Meditations of the Uncanny i 2010 udforskede han eksempelvis arkitekturen, når den slår om fra at være velkendt til at være spooky eller unheimlich, mens han med udstillingen The Future Begins at Home på Rønnebæksholm i 2011 fokuserede på de private rum og den moderne arkitekturs udformning af dem. Her kom det personlige ind igen:
”I den tid byggede vi et familiehus i Berlinerbydelen Prenzlauerberg, så det var oplagt at inddrage erfaringerne herfra. På den måde er mit maleri også blevet eksistentielt.”
Hvordan befinder du dig, når du maler?
”Man må vælge, om man vil bruge kunsten til at skabe en ny situation, om den skal provokere eller sætte spørgsmålstegn ved publikums værdioverbevisning eller andet udadrettet, eller om man vil betone dens meditative, refleksive, katharsiske eller æstetiske muligheder? Jeg synes, det er fint og godt, at andre kunstnere udforsker den første mulighed, men har også som kunstner måtte erkende, at jeg overvejende tilhører sidste position. Kunsthistorikeren Troels Andersen sagde en gang, da han forelæste på Kunstakademiet, at man kan bruge sin egen tilstand til at male med. Det giver mening i forhold til mig. Jeg forsøger bevidst at komme i en bestemt sindstilstand, når jeg maler. Jeg skal have en indre ro og også have god tid – ellers fungerer det ikke”.
