Stine Marie Jacobsen og Ulla Hvejsel
1 maj 201622 maj 2016

Stine Marie Jacobsen
Mann beißt Hund er titlen på Stine Marie Jacobsens lovprojekt, der inviterede skoleelever til at skrive deres egne lovgivninger udfra diskussioner omkring ytringsfrihed og retten til privatliv. Disse love blev transkriberet og transformeret af en jurist til lov-jargon – så de nu grafisk fremstår som officielle love, der eventuelt sår tvivl om sig selv, og andre loves aktualitet og etiske holdbarhed.

Pressefoto: Ringsted Galleriet
Pressefoto: Ringsted Galleriet

Baggrunden med lovprojektet er at få danske skolebørn gjort opmærksomme på om lovene stemmer overens med deres egen følelse af retfærdighed. Gennem en direkte tilgang til demokratisk beslutningstagen, igangsætter Mann beißt Hund en opmærksomhed på lovgivningen, der måske, måske ikke stemmer overens med de unges og publikums såkaldte retsfølelse.

Skoleelevernes love vises på Ringsted Galleriet som en serie plakater holdt i et klassisk konceptuelt æstetisk formsprog. Med Mann beißt Hund cirkler Stine Marie Jacobsen om sproget som betydningsdanner og redskab for virkeligheden og praksis. Samtidig recirkulerer Jacobsen sin egen praksis og skyder det i en ny retning. I Mann beißt Hund dekonsturerer unge deltagere det autoritære lovsprog og skaber perspektiver for hvordan loven kan og – måske i fremtiden – vil skrives.

At arbejde med synliggørelse af etik og vold, er en stor del af Jacobsens praksis, og er tidligere behandlet på forskellig vis, i bl.a. værket Direct Approach, hvor deltagere ud fra erindring beskriver en voldsom filmscene mv.. Mann beißt Hund kan ses i forlængelse af Direct Approach’s sproglige tilgang og dekonstruering.

Ulla Hvejsel
I forbindelse med udstillingen på Ringsted Galleriet vil Ulla Hvejsel prøve at forstå Ringsted ’på egen krop’. Ulla Hvejsels performances er politisk motiverede, men med et lettere absurd setup hvor menneskerettigheder og bjørnekostume, jokes i krigsscener og carbaret-stemning, naturligt supplerer hinanden og giver mening. Hvejsel performer via hjemmebyggede rekvisitter magtens absurditet og det er uden kedelig moraliseren. Hvejsel er interesseret i hvad der validerer en viden eller en udtalelse, og i hvordan den samme udtalelse har forskellig vægt alt efter hvem der udtaler den.

Med Røven i Ringsted sætter Hvejsel helt bogstaveligt sin røv på spil. På åbning den 30.04 vil hun lade sin røv dyste i en quiz om området, imod lokale og alle andre der tør stille op. At en sådan omrejsende røv forestiller sig at skulle kunne have en chance imod folk der har mærket dette sted på egen røv igennem længere tid kan måske nok virke overmodigt, eller ligefrem upassende – og nogen vil måske blive i tvivl om hvorvidt det egentlig er en ordentlig røv – der ikke har tænkt sig at snyde. For at det skal gå ærligt til inviterer Ulla og hendes røv derfor alle til at være med til at formulere de spørgsmål der skal dystes i.

For spørgsmål til røven, send en mail til den ukorrumperbare ledelse af Ringsted Galleriet på mail@agnetebertram.com, eller mød op på quizdagen og smide dit spørgsmål i puljen – og vær med som vidne og gæst. Så kom mine damer og herrer, Hvejsels røv er i byen – og du kjære gæst! Tør du tage imod en udfordring!?

Kilde: Ringsted Galleriet

Ringsted Galleriet

Bøllingsvej 15
4100 Ringsted

Lør 13-16 eller efter aftale

Kunst på wires kan ses 24/7

Gratis entré

Kontakt

+45 42201111 / +45 30428727

Stine Marie Jacobsen og Ulla Hvejsel
1 maj 201622 maj 2016

Del

'Stine Marie Jacobsen og Ulla Hvejsel'

Facebook