“Der burde have været roser” – J.P. Jacobsen og kunsten
14 maj 201618 sep 2016

Den kendte danske forfatter, J.P. Jacobsen, der har skrevet en række hovedværker i dansk litteratur (Fru Marie Grubbe (1876), Niels Lyhne (1880)) er omdrejningspunktet for sommerens store særudstilling på Faaborg Museum, der for første gang belyser Jacobsens store betydning for billedkunsten.

J.P. Jacobsen (1847-1885) var til stor inspiration for samtidige danske kunstnere og  for tyske kunstnere omkring 1900. Udstillingen præsenterer forfatterens tekster sammen med en lang række malerier af kunstnere som P.S. Krøyer, Ernst Josephson og Kristian Zahrtmann foruden tyske kunstnere som Paula Modersohn-Becker og Heinrich Vogeler.

J.P. Jacobsen er en malende digter: han maler med ord og svælger i kolorit på samme måde som sin tids kunstnere, der dyrkede farverne intenst. Sådan blev Jacobsen beskrevet af sin mentor Georg Brandes og af sin forfatterkollega Herman Bang. Udstillingen viser malerier og skulpturer fra det miljø af kunstnere, som Jacobsen færdedes blandt, og som talte både tidens største navne og i dag glemte kunstnere.

Erik Henningsen: Et møde i Bogstaveligheden 1. marts 1882, 1910. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. Pressefoto
Erik Henningsen: Et møde i Bogstaveligheden 1. marts 1882, 1910. Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. Pressefoto

Den tyske Jacobsen-mode
Jacobsen var en aktiv del af kunstmiljøet i København, men også efter sin død blev han læst med stor interesse. Han var blandt de mest læste danske forfattere i udlandet og skabte den såkaldte Jacobsen-mode i Tyskland og Østrig omkring 1900. Særligt i den tyske kunstnerkoloni i Worpswede sværmede man for hans romaner og digte. Malerinden Paula Modersohn-Becker forklarer, at hun måtte læse Fru Marie Grubbe i små doser, og at Niels Lyhne ”beruser alle mine sanser. Min sjæl vandrer gennem en blomstrende lindeallé i middagsstunden. Duften er næsten for meget for den”. Også novellen ”Der burde have været Roser” får med kunstner og kunsthåndværker Heinrich Vogelers illustration sin helt egen skønvirke-fortolkning.

Sherrygyldent og purpurblodigt
Jacobsen fascinerede tidens kunstnere med en hidtil uset måde at beskrive verden på. Han skrev impressionistisk før kunstnerne var opmærksomme på denne sanselige malemåde, og han opfandt en hel palet af farveord: sherrygylden, fregneblond, purpurblodigt og blomsterhvidt!

Hvad kun meget få vidste var, at Jacobsen var en fantastisk tegner. Hans efterladte papirer rummer en mangfoldighed af tegninger, fra karikaturer og hele tegneserier til en frodighed af doodles – tegninger, der blev til i kanten i manuskripter og på skriveunderlag, mens han sad og skrev. Her optræder en mandhaftig Fru Marie Grubbe foruden en række karikerede selvportrætter.

Kilde: Faaborg Museum

Faaborg Museum

Grønnegade 75
5600 Faaborg

Ons-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 62610645

“Der burde have været roser” – J.P. Jacobsen og kunsten
14 maj 201618 sep 2016

Del

'"Der burde have været roser" - J.P. Jacobsen og kunsten'

Facebook