Når vi taler om, at noget er malerisk, så er det gerne, fordi det er billedskønt. Som en solopgang, en finurlig komposition eller en særlig farvekombination. Som sådan er ‘malerisk’ i familie med ‘pittoresk’.
Malerisk er også Marlene Dumas. Olien driver og blækken flyder så ansigter popper op og kræver nærvær. De er, i mine øjne, ikke bare billedskønne, de er pågående i deres flade tilstedeværelse.
De er ansigter af folk, som i folkeslag og menneskehed, og af menneske, som i det menneske, som byder sig til, skriger smerte, kysser overflade eller ligger død.
Det er for meget?
Sidste års Dumas-udstilling på Tate Modern London blev af lokale rost men med forbehold, der går på, at hun ikke fornyer sig, og at det næsten var for meget med så mange værker samlet.
Anmelderne skrev: “Dumas’s art does, after 14 rooms, start to look slightly samey.” (Alastair Smart, The Telegraph, den 3. februar 2015). “To see more than 100 paintings at once, however, is to see the idiom stretched too far.” (Laura Cumming, The Guardian, den 8. februar 2015).
Det er en kritik, jeg har svært ved at forene med mig. Jeg kan nemlig ikke få for mange ansigter.
Sommeren 1995 så jeg en væg med de klassiske Dumas-ansigter hos Stampa i Basel, hvor jeg ellers var kommet for at se de mere progressive gallerier under Art Basel. Overfor alle de medier og materialer, som bød sig til på messen, står Dumas’ “gammeldags” billeder stadig stærkt i hukommelsen. Senere samme år så jeg Dumas sammen med Francis Bacons maleri på Castello di Rivoli i Torino. Det var godt! Og det er det stadig.
Der kan ikke være for mange ansigter
Nyhedsstrømmen viser ansigter af mennesker, som jeg aldrig har mødt. På gaden i byen passerer jeg mennesker, som jeg aldrig kommer til at kende. Vi ligner måske hinanden, med to ben osv., men vi bærer egne ansigter og tumler egne tanker.
Dumas kan male alle disse ansigter, så jeg ser, at vi er de samme, at vi er forskellige. Når jeg bladrer i en avis, og alle disse ansigter kigger ud, så tænker jeg på en udstilling af Dumas.
Mesterligt maleri
Foruden ansigter, i mindre format på papir eller som olie på lærred i både store og små formater, så laver Dumas vellykkede kompositioner med figurgrupper eller enkelte kroppe med realistiske eller symbolske elementer. Men altid: malerisk. Hun er en ypperlig ekspressiv maler, hvis en sådan findes.
For hende handler det ikke om at opdage en ny genre eller sprænge rammerne. For hende handler det om at lave udtryksfulde billeder, og det er okay. Hun er repræsenteret af nogle af de bedste gallerier, som David Zwirner i New York, Frith Street Gallery i London og Galerie Paul Andriesse i Amsterdam. Hun har haft soloudstillinger på MoMa og Tate og deltaget i utallige internationanle kunstsammenhænge.
Det, som hun tilbyder, er ganske enkelt billeder af ansigter og mennesker.
Fotomodeller, profeter, martyrer, prostituerede, politikere, popstjerner, naboer og venners børn. Sig selv.
Hun ser på historiske malerier, klipper billeder ud fra dagblade og magasiner eller tager selv polaroidbilleder.
Hvis humanisme handler om at sætte mennesket i centrum, at lægge vægt på hvert eneste menneskes værdi, så er Dumas malerisk humanisme.
Som at se hinanden i øjnene og kysse denne -isme frem.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
