Der er ingen tvivl om at Sergei Sviatchenko formår at gøre brug af sine efterhånden mange forbindelser i ind- og udland, både som kurator og som billedkunstner. Denne gang er han på spil hos udstillingsstedet Spark i København.
Multimedie-haiku
Allerede inden man tager de få skridt ned og ind i Galleri Spark i Jægersborggade mødes man, hvis man ellers kan se skoven for bare træer, af et kæmpe fotografi, hængt op på en skurvogn, forestillende en pige der skjuler sit ansigt bag sit lange hår og holder armene op foran hovedet. I første omgang er formatet det mest bemærkelsesværdige. Man forberedes på at der skal leges med proportionerne.
Inden for hænger flere af Sergeis karakteristiske collager: en stor hvid lidt lurvet hotelbygning ender i et stort turkist bassin på en sart lyserød baggrund, en mand har et vandglas på størrelse med resten af kroppen i stedet for et hoved… De fleste collager er mennesketomme og hvor der optræder personer, er disse anonymiserede enten ved at være maskerede eller ved at have et objekt foran ansigtet.
Skulpturel todimensionalitet
Genstande, bygninger og personer klippet ud af egne fotos eller fra magasiner og sat sammen på ny i forunderlige konstellationer – sådan er en typisk collage fra Sergeis hånd ved første øjekast. Nærmere eftersyn afslører imidlertid flere lag af proportionsforskydninger og perspektivisk kaos. Flere steder er et billede foldet til en rumlig figur der igen er fotograferet og derved atter fremstår todimensionel, men med skulpturel rumlig virkning.
Andre steder er en detalje fra en collage forstørret, trykt på selvklæbende folie og klippet ud i form som et stort abstrakt væsen.
I det bageste lokale hvor værkerne står lænet op af væggen og giver et skødesløst og tilfældigt udtryk i installationen kører en video. En sort-hvid optagelse af en ung kvinde der leger med et tørklæde i vinden. En lille drømmeagtig sekvens hvis liv, smil og bevægelse står i skarp kontrast til udstillingens øvrige mere kolde værker.
Kontraster som bindemiddel
Som altid udgør Sergeis udstilling en samlet installation hvor de enkelte værker ikke nødvendigvis direkte taler til og med hinanden, men beriges af kontrasterne og relationerne.
Udstillingen hænger ikke sammen som et kurateret tema eller illustration af en overordnet pointe men snarere som et haikudigt, hvor alt overflødigt er skåret væk og ordene er sat sammen på måder der skaber nye lag af betydninger og vækker beskuerens opmærksomhed.
