Udstillingen Avantgardens blå i Kunstforeningen Gl. Strand er et glædeligt gensyn og viser den stærkt eksperimenterende, unge Per Kirkebys kunstneriske udvikling frem til den modne, romantiske naturmaler, som hen mod slutningen af firserne bliver religiøst vakt. Man arbejder sig op gennem årtierne etage for etage, hvor den metafysiske farve blå især ses i de ældste værker.
I tresserne var det yt, borgerligt og patetisk at male, hvis man tilhørte avantgarden. Dengang foregik stort set alle nye tiltag inden for billedkunsten uden for institutionerne, dvs. uden for det tidligere altdominerende Kongelige Kunstakademi, som blev anset for at være bagstræberisk og dybt konservativt..
De unge, eksperimenterende kunstnere fandt nye medier og ville i dialog med samfundet. De ville demokratisere kunsten og rev den ned fra soklerne og ud af rammerne. De lavede happenings, kollektivværker, kollager, der inddrog populærkulturens mange ikoniske billeddannelser, de lavede kunstneriske appropriationer på objekter, som de hentede ude i den samfundsmæssige virkelighed, og som de lavede installationer af. De brød med den gængse æstetik og med den individuelle kunstnerrolle. Geniet var yt, og kunstværket skulle ikke længere være en fetich, som kunstmarkedet spekulerede i.
Per Kirkeby (f. 1938) var som bekendt en del af denne tresseravantgarde, som var inspireret af kunsten ude i Europa og i USA. Nu kan man på Kunstforeningens tre etager få et indblik i hans arbejder fra tre årtier – fra 1960’erne til begyndelsen af 1990’erne.
Udstillingen er stort set identisk med ’Per Kirkeby – det ægte billede’, som Heart i Herning viste i efteråret, men der er sket nogle udskiftninger, ligesom der vises værker af Piero Manzoni, hvis radikale kunst var med til at inspirere Kirkeby som ung kunstner.
I det hele taget stammer flere af værkerne fra Herning-egnen, som i 1960’erne i høj grad bakkede op om Per Kirkeby, og hvor man også tog initiativ til opførelsen af hans første murstensskulptur i Ikast.
Murstensskulptur
I Kunstforeningens gård har Per Kirkeby opført en stedsspecifik murstensskulptur, der er en del enklere og mindre end den store og brede, som næsten blokerede indgangen på udstillingen i Herning. Den skal man huske at se.
Der er en enkelt niche ind i den høje og slanke mur. Per Kirkeby begyndte på sine murstensskulpturer efter en rejse til Sydamerika, hvor han blev inspireret af maya-arkitekturen.
Jeg har altid holdt af murstensskulpturerne – mere end af hans bronzeskulpturer – fordi de med deres poetiske, arkitektoniske former refererer så indlysende til den danske byggetradition fra middelalderen og frem. Ved at holde det traditionelle murerhåndværk i hævd får han på fornem vis fornyet skulpturbegrebet.
Udstillingen viser den eksperimenterende, unge kunstners vej frem til den modne, romantiske naturmaler, som hen mod slutningen af firserne bliver religiøst vakt. Man arbejder sig op gennem årtierne fra etage til etage. På tredje sal kommer så clouet med Kirkebys magtfulde malerier i de mere monumentale formater. Heroppe kan man som bonus track i biografens mørke tillige se to interessante film.
Den ene har Per Kirkeby selv drejet i 1977. Denne timelange dokumentar handler om et af Per Kirkebys forbilleder, Asger Jorn, som læser sine egne, biografiske tekster op, mens kameraet panorerer hen over de steder, som har haft betydning for ham. Fra opvæksten i det forblæste Vestjylland over Silkeborg til Paris og Gotland for at slutte af i Albisola i Italien, hvor Jorn slog sig ned i sine sidste år. Undervejs hører man Jorn og Jean Dubuffet spille deres skæve toner på nogle eksotiske (sådan lyder det) instrumenter, der giver filmen en helt egen stemning.
Man kan også se en film, som DR producerede i 1990, hvor den dengang utrolig smukke Per Kirkeby, der ligner prins Valiant på en god dag, diskuterer kunst i en blomstrende have med den aldrende Albert Mertz. Man kan ikke undgå at blive bevæget ved tanken om Kirkebys nuværende, stærkt svækkede tilstand og Albert Mertz’ bortgang for længe siden.
Ikonoklasten
Per Kirkeby gjorde i tresserne en dyd ud af at angribe og ødelægge billedets illusion som et vindue ud mod verden eller som bærer af et følelsesmæssigt aftryk. Denne billedstorm indledtes, efter at han i 1962 havde banket på Eks-Skolens dør, fordi han gerne ville lave en radering på ”brødrenes” trykpresse. Inde på Kobberstiksamlingen var han blevet inspireret af de gamle mestre, og nu ville han gerne selv i gang. Fra da af var intet som før – heller ikke dansk kunsthistorie.
Fra mødet med Poul Gernes og konsorter i Eks-skolen og et kvart århundrede frem har Per Kirkeby kæmpet med billedet. Han ville gerne være på bølgelængde med tidsånden, så han måtte ødelægge udsigten til sine egne billeder – affortrylle dem, så de fremtræder som det, de er: fysiske objekter i form af firkantede MDF-plader eller lærreder med malingens fluidum størknet på fladen.
Maleriet blev hans kampzone både formelt og eksistentielt, og den gamle byzantinske billedstrid mellem ikonodulerne (billeddyrkerne) og ikonoklasterne (billedstormerne) udkæmpedes med stadig større indædthed på fladen, fremgår det af udstillingens mange malerier.
At Per Kirkeby arbejder i lag, ved de fleste. Men man skal også holde sig for øje, hvor mange niveauer han opererer med konceptuelt, når han maler: filosofiske, æstetiske, litterære. Det er kloge billeder. Det er modige billeder. Og som tiden er gået, er disse anti-æstetiske billeder så gået hen og blevet smukke. Det har været Per Kirkebys evige erklæring på den ene side at dyrke og nyde maleakten og på den anden side konstant at måtte straffe sig selv og billedet ved at nedbryde det.
Det er der kommet nye billeder ud af.
Nordiske billeder i dialog med den abstrakte ekspressionisme og CoBrA, men konceptuelt stadig rundet af tresseravantgarden, indtil han som nævnt overgiver sig til kristendommen i slut firserne og bliver en metafysisk maler med mange figurative referencer til en kristen ikonografi.
Bronzemodeller
Udstillingen omfatter også et stort antal vidunderlige bronzemodeller (her er Kirkeby small i mine øjne langt bedre end Kirkeby large), især rummer især den diminutive, bedårende bronzemodel til hans første murstensskulptur Huset i Ikast fra 1973 en poetisk charme.
Flere værker stammer som nævnt fra private samlinger og fra Herning Handelsskole (i dag Erhvervsakademiet Midt Vest), eftersom mange Herning-borgere tidligt fik øjnene op for den kunstneriske avantgarde, inspireret af, hvad der foregik på Aage Damgaards skjortefabrik. Kunsthandlere som Svend Hansen og Birthe Skovhus hjalp billederne ud til samlerne. Det er interessant at se disse ”ukendte” billeder i Kunstforeningens smukke og lyse rum, men de føjer dog ikke noget afgørende nyt til Kirkebys i forvejen gennemlyste oeuvre.
Det fremgår af et stort antal værker, at kvinden og det erotiske er en klangbund under mange af Kirkebys motiver. Men lad os her slå ned på et af hovedværkerne, nemlig det mægtige Paris’ dom fra 1966 (366 x 366 cm, tilhører Arken):
Det forestiller et vidunderligt arkadisk landskab. Men udsigten blokeres af en tempelagtig, grå-hvid bygning med lodrette grid. Titlen adresserer dette kendte, mytologiske motiv, som Rubens’, J.-L. David, Harald Giersing og mange andre kunstnere har skildret i tidens løb. Man aner nogle figurative elementer i det let kaotiske naturvildnis, men de træder aldrig i karakter. Myten handler om billedets fristelse. Ligesom Helena fristede menneskesønnen Paris til at kåre Afrodite som verdens smukkeste kvinde, hvorved han vandt den endnu smukkere Helena, ligeså er det med billedet, som på den ene side forsøger at lokke os hid med sit fascinerende landskab, og på den anden side holder os ude i strakt arm. For Kirkeby foregår alt det vigtige inde i midten af billedet. Dér, hvor vi alle gerne vil ind.
Glædelige gensyn
Udstillingen i Herning var storslået og slap Per Kirkeby fri i de grå og rå rum. I Kunstforeningens intime rum fremstår værkerne ganske anderledes ”hjemlige”. Bortset fra nogle udlån til Kirkebys udstilling i Bremen i Paula Modersohn Becker museet, hvor man viser værker fra Lousianas samling, er de to udstillinger identiske. Det har bl.a. været nødvendigt at indlåne nye værker, især dem på masonit på 122x 122 cm fra tresserne.
Gensynet med Kirkeby er glædeligt. Her møder vi en af vores mest interessante billedkunstnere. Udstillingen viser nogle sjældent sete mesterværker, som man ikke bør snyde sig selv for. Desuden kan man nu også se en udstilling i Møstings Hus med grafiske værker, som Per Kirkeby har skabt i samarbejde med Niels Borch Jensens verdensberømte Værksted for Kobbertryk igennem de seneste 36 år. Blandt de nyeste værker kan ses en række monotyper, som Kirkeby skabte efter sit fatale fald ned ad en trappe i 2013.
