Kunstværket, der blev væk. Nogen har taget det og bruger det måske som måleinstrument?
Det er langt fra altid, der trykkes kataloger. Mange udstillinger bliver ikke anmeldt og hjemmesider nedlægges, når bevillinger udløber og ikke forlænges, eller nogen beslutter at slette informationer om udstillinger, som engang var.
Herved mistes historien. Man kunne mene, at denne flygtighed er et vilkår og en charme for samtidskunsten, men jeg kan savne at blive bekræftet i, at noget findes. Eller fandtes.
Der var engang et værk, som blev væk. Måske ville det gerne blive væk. Det var, tror jeg, et værk af en studerende fra Kunstakademiets Billedkunstskoler, for værket stod uden for BKS Garage på Ny Carlsbergvej, hvor de studerende kunne udstille fra 2009-2013.
Har du set dette kunstværk?
Værket, som jeg efterlyser, stod der vist nok i 2012, og kan beskrives som en pind, en knortet pind, med en libelle fra et vaterpas inden i. Den ovale libelle, som vanligvis indeholder gul alkohol, bruges til at angive, om et emne er parallelt eller horisontalt. Når libellen sidder inde i en robust metallineal, så er det et pålideligt instrument. Når libellen sidder i en knortet pind, så giver det ikke meget mening, men netop dette er så fint.
Værket var blevet sat ved muren, der løber langs vejen ved udstillingsstedet. Der stod det uden nærmere forklaring som et værktøj, nogen havde glemt. Som et tænkeinstrument for en tanke om tilbøjeligheden til at ville sætte alting i balance, i vater. Ro på nu, måske er det okay med et par skæve vinkler.
Er der nogen, som har hugget dette værk? Har kunstneren hjemtaget det? Fordi værket stod mutters og alene og fristede kan det meget vel være hapset af én. Men det kan også bare være gået til.
Jeg har forhørt mig blandt folk, som var tilknyttet udstillingsstedet, men ingen kender værkets endeligt eller kunstnerens navn. De husker dog at have set det, så der er en kollektiv erindring, det er ikke bare mig, som mener at have set noget halv-gemt kunst engang. Nogen har lavet værket og bør krediteres.
Hvis nogen kender til værkets ophav og videre skæbne, så er jeg nysgerrig.
For jeg synes det er fint, på samme måde som det klassiske værk af Marcel Duchamp, 3 Standard Stoppages fra 1913.
Videnskabelighed sat på prøve
Duchamp tog tre stykker snor, af hver en meters længde.
Snorene lod han fra en meters højde falde ned på et lærred og limede dem fast, som de tilfældigvis lå.
Deres vilkårlige buede linjer dannede forlæg for tre udskårne trælinealer, som hver er én meter lang. De giver ingen mening som måleinstrument. Alligevel er der ingen tvivl om, at det er tre enheder af en meters længde.
Kunstneren laver et forsøg og fremviser nogle resultater, der kan præsenteres som videnskabelig tese. Tesen kommer da til at handle om vilkårligheden. For ja, sådan ser en meter ud. Men den kan ikke gentages, for med Duchamps metode vil der næppe være to meter-linjer, som ligner hinanden. Formaen er sat fri. Det handler ikke om en fast forms utvetydige karakter, det handler også om, hvordan denne form er i forhold til andre former af sin slags.
Kunst i anvendelse
Igen: måske er det okay med et par skæve vinkler. Hvordan ville et hus se ud, hvis det var bygget med anvendelse af en Duchamp-lineal? Vinduesrammen ville være bugtet og gulvbrædderne ville stikke ud ad døren. Det er upraktisk. Men som tanke er 3 Standard Stoppages herlig.
Titlen postulerer, at det er tre standarder. Enten som i betydningen ‘regulær’, det vil sige, at der ikke er noget særligt ved disse linealer, de er standardtype. Eller som i betydningen, at der findes ‘tre standarder, og det er disse tre.
Tilbage til BKS Garage. Hvad blev der af pinden med libellen, det uduelige men poetiske værktøj? Jeg ville gerne teste det i verden, genfinde balancen og få alting i vatter, på en kunstnerisk måde.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
