Balder Olrik (f. 1966) er et kendt navn i kunstoffentligheden. Imidlertid står mange unge af, når han bliver bragt på tale. Det skyldes, at han har været væk fra kunstscenen i 16 år. Lad os derfor lige ridse nogle facts op:

For 16 år siden søgte han nye græsgange, fordi han ”var blevet fuldstændig besat af internettet og ikke kunne tænke på andet.”

Han var ellers kommet godt i vej karrieremæssigt med udstillinger i ind- og udland, ligesom han havde fået tildelt Statens Kunstfonds 3-årige legat i 1996. I stedet besluttede han at blive internet-entreprenør og grundlagde bl.a. den digitale medievirksomhed Goviral, som fik betydelig succes med nye, øjenåbnende videoer.

Nu er Balder Olrik så på vej tilbage til kunsten. I 2009 solgte han sin del af virksomheden, og han står derfor nu økonomisk uafhængig og kan lave kunst i det tempo og i den retning, som han selv vil, resten af sit liv.

Tidligt ude
Allerede som 16-årig blev han optaget på Kunstakademiet som den yngste i 100 år. Hans debut fandt sted i 1984 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Her skilte hans værker sig markant ud fra det vilde maleri, som var på mode i 80’erne.

I sine malerier tog han afsæt i ældre s/h-fotografier. Billederne var svangre med undergangsstemning og dystopiske anelser. Motiverne var udbombede byer og sortsvedne landskaber fra anno dazumal. De var mere i familie med tidens kultfilm af David Lynch, Jim Jarmusch, Lars von Trier m.fl. end med hans generations larmende, gestiske og konceptuelle malerier.

Med disse malerier slog Balder Olrik ‘sortefirserne’ an. I denne tid levede mange unge helt ude på randen med tyndslidte nerver og helt uden den forrige generations revolutionsdrømme og fremtidsoptimisme: Firserne var præget af økonomisk krise, kold krig, tabte illusioner og massearbejdsløshed.

60.000 fluer
Et markant værk er Killed on Canvas fra 1994. Her havde han ved hjælp af 60.000 døde fluer genskabt et s/h-foto af en amerikansk Spitfire, der var faldet ned under Anden Verdenskrig. Det var set før i kunsthistorien – Damien Hirst havde allerede været i gang med fluer og kadavere – men Olriks værk pegede i en helt anden retning, hvor døden var materialiseret og allestedsnærværende, samtidig med at motivet jo oplagt handler om krigens mange ofre. Her malede han så at sige med dødens hånd.

Trods sin succes følte Balder Olrik imidlertid ”apparatet kunst” – som Tal R kalder kunstlivet på godt og ondt – for trangt. Til ovennævnte signatur udtalte han dengang med begejstring, at hvis det gik højt, kom der 500 mennesker om dagen til en museumsudstilling, mens 10.000 dagligt klikkede sig ind på hans fiktive billedserie The Incident (hændelsen) fra 1998 på internettet. Oprindelig var dette værk ment som en spøg, men det viste sig altså at være vejvisende for hans karrierevalg de næste mange år.

Skønt The Incident var en helt selvopfundet fiktion, orkestreret med nogle skingre, paranormale og konspiratoriske overtoner, tog en del internetbrugere billederne gravalvorligt. Der er et hav af referencer ude at gå i dette værk – til Lars von Triers film Epidemic, til Ridderne af det runde bord, til J.F. Kennedys død m.m. Men handlingen drejer sig først og fremmest om nogle okkulte spiritistmøder, hvor folk og møbler svæver, og nogle af medierne har ektoplasma flydende ud af munden.

Kunsten.nu møder Balder Olrik til en ordveksling om hans nye værker hjemme i hans villa i Hellerup, hvor han også har atelier.

Billeder med uhygge
Da han efter sin lange kunstpause gik i gang igen, opstillede han to dogmer for det første år: Intet billede måtte ligne det foregående, og intet måtte udstilles. Han krævede konstant nyt af sig selv for at nå hele raden rundt. I begyndelsen malede han med olie, senere gik han over til at fotografere. Vi går rundt i huset og ser hans første værker i denne hans tredje karriere.

Her kommer de 12 nye fotografier i Martin Asbæk Gallery ind i billedet. De handler – med Erik Steffensens ord i katalogteksten – om ”forvandlingens drama.” I disse nye fotografier er virkeligheden her og nu rykket ind i Olriks motivverden. Men skønt fotografierne er douce, smukke og knivskarpe i konturerne, så rummer de – ligesom hans tidligere værker – en vis uhygge, også fordi bygningerne er af en art, der fremkalder alt andet end glæde og livsappetit. Alt virker dødt og forladt. Og blikket blokeres af nogle firkanter i violet, grønt eller blåt.

”De nye værker kunne aldrig være blevet til, hvis ikke jeg havde stillet mig selv frit,” fortæller Balder Olrik.

Balder Olrik 2
”I begyndelsen eksperimenterede jeg med forskellige rumtyper og materialer, men malede udelukkende, indtil jeg skiftede medium og gik videre med fotografierne. Jeg kiggede meget i mine skitsebøger fra tiden, efter at jeg var stoppet som kunstner. Det var i øvrigt hårdt for mig at skulle stå alene i atelieret, når jeg i så mange år havde skiftet atelieret ud med et kontor. Dette dilemma måtte jeg forsøge at løse, for jeg er en forholdsvis introvert person, som har godt af at komme ud blandt andre. Jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg ikke kan mønstre et 100 % drive, så skal jeg droppe det. I begyndelsen var det kun den inderste kreds, der vidste, at jeg var begyndt at lave kunst igen. Da var det endnu kun et anliggende mellem mig og kunsten.”

“Undervejs i denne proces, hvor jeg malede, blev jeg en dag kontaktet af en person, som skulle lave promotion for en ny trykketeknik. Han havde et af mine malerier og ville gerne reproducere værket for at vise, hvad dette udstyr kan præstere. Det var jeg ikke meget for, men jeg ville gerne lave et andet, sagde jeg. Jeg havde imidlertid glem alt om det, da han en dag ringede og rykkede mig. Så skulle der handles hurtigt, og jeg tog computeren frem igen. Her fandt jeg et gammelt, privat foto, som jeg bearbejdede på computeren til brug for projektet. Jeg blev meget positivt overrasket over den kvalitet, som teknologien byder på i dag. Det niveau var der ikke for 16 år siden.”

“Derefter begyndte jeg at fotografere. På den måde slap jeg også ud af isolationen i atelieret, for jeg fotograferer altid ude i virkeligheden. Det næste var at sætte sig ind i nyere fotokunst. For jeg skulle jo vide, hvad jeg selv kunne bidrage med.”

Sansningens systemer
Stephen Shores metoder i billedserierne Uncommon Places og Roadtrips fra 70’erne er en stor inspiration.

“Det er så tydeligt, at han går til virkeligheden med en ekstrem tilstedeværelse i registreringen af hans umiddelbare omgivelser, der er intet opstillet, ingen sjove mennesker eller situationer. Men kun den fremmedgjorthed, der møder ham på hans ensomme ture rundt i USAs forbrugersamfund.”

Men da du er en mester på internettet, må du dér have et kolossalt forspring?
”Ja, sikkert. Men jeg er også meget optaget af adfærdspsykologien, især af den amerikanske psykolog Daniel Kahnemans teori om vores hjerners to perceptionssystemer. Min udstilling hos Martin Asbæk har titlen System 2 efter Kahnemans teori, der beskriver system 1 som det automatiske system, hvor vi bruger så lidt energi som muligt på at genkende det, vi allerede ved. Når system 1 mangler information, går system 2 i gang. Her kommer hjernen og sanserne på arbejde for at analysere og bearbejde det ukendte. Jeg forsøger at forstyrre system 1’s rutiner ved at indsætte nogle blokeringer i fotografierne, så hjernen kommer på arbejde og forsøger at dechifrere det oversete eller udeladte. Det er det, der sker i mine nye billeder, hvor der er disse blokader, som skaber tvivl om det, vi ser.”

Det lader til, at du har en særlig forkærlighed for forladte, industriområder, mennesketomme tankstationer, parkeringshuse og bagsiderne af nogle inferiøre bygninger?

”Når jeg kører i bil, går eller cykler rundt i byen – eller rejser til udlandet, for flere af fotografierne er taget i fx USA – er jeg blevet mere og mere opmærksom på det, som øjet ikke fæstner sig ved, fordi vi umiddelbart fokuserer på ‘det vigtige’.  Jeg vælger helt bevidst uoplagte motiver, som man kunne kalde ‘Nodak moments’, som ingen tidligere har gidet fotografer,” slutter Balder Olrik.