Hun var en af 80’er-maleriets markante aktører herhjemme. Blev uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi blandt De Unge Vilde i 1982, og på trods af de mere end 30 år, der er gået, holder Nina Sten-Knudsen stadig sikkert fat i penslen og maleriets berettigelse.

På Holstebro Kunstmuseum er hun lige nu aktuel med anden del af sit billede/tekst-projekt Love, Fear and Evil – første del blev vist i 2010 og havde titlen Love and Fear – et projekt, der oprindeligt er udarbejdet i samarbejde med Horsens Kunstmuseum, og som nu har bevæget sig videre, cirka 100 kilometer nordvestpå.

Et hav af drømmebilleder
Projektet rummer i alt 80 værker, hvoraf 36 af dem indgår i den aktuelle udstilling. Malerier i store og mindre formater, fotografi, video, skulptur, installation, tegning og objekt. Samlet udgør værkerne én lang kronologisk historie, hvortil tekst af forskellig længde – et nyere greb fra Nina Sten-Knudsens hånd – er indlejret og akkompagnerer hvert enkelt billede. Som en slags rumlig billedbog.

Ikke uinteressant er ideen til projektet blevet til i noget, der kunne minde om et klarsyn. Det fremgår af udstillingskataloget, hvori Nina Sten-Knudsen i et interview til barndomsveninden Cathrine Hasse fortæller, at omkring 200 billeder tilbage i 2009 pludselig strømmede til hende i en periode på ganske få uger. Første gang om natten, hvor hun med fem minutters interval måtte stå ud af sengen for at notere sine ideer ned. ”En fantastisk euforisk følelse,” fortæller hun.

Oplysningen om projektets tilblivelse er vigtig. Udstillingens fortælling bevæger sig i det kæmpestore spænd mellem realisme og surrealisme, mellem dokumentar og myte, mellem virkelighed og drøm, og som historien udvikler sig, synes det ’at drømme’ – det at modtage den ene association efter den anden i en fornuftsstridig, kaotisk strøm – at være udstillingens grundlæggende præmis.

Handlingen
For lad det være sagt igen. Nina Sten-Knudsens projekt er utroligt omfattende. Det folder sig ud på så mange niveauer, at det ganske enkelt er en sand kunst at komme hele vejen rundt. Jeg skal forsøge, så (kort og) godt jeg kan.

Det hele starter i udstillingen Love and Fear fra 2010, hvor vi præsenteres for en jeg-fortæller i sit atelier. Utvivlsomt Nina Sten-Knudsen selv, men efterhånden, som historien udvikler sig, er man ikke længere sikker. Denne jeg-person sendes ud på en rejse, hvor hun blandt andet besøger Edvard Munch og går tur i Monets øje. Senere føder hun en datter, som hun ammer ved foden af et paradisisk vandfald. Her opsøger ’frygten’ hende, og hun falder med sin datter ned gennem et langt mørke, hvor de mister forbindelsen til hinanden. Det hele ender i sort.

Det er her, at den aktuelle udstilling, Love, Fear and Evil, tager fat. Med et smukt og stofligt mørkt maleri starter en ny rejse, der hurtigt tager samme surreelle form som forrige. Jeg-personens datter er landet i en landsby i Congo. Her huggede man som straf hånden af børn, da Leopold den 2. af Belgien var konge i landet. For at dokumentere historiens korrekthed, har Nina Sten-Knudsen blandt andet anvendt en række arkivfotografier.

Disse grufuldheder, samt en række andre, ansporer jeg-fortælleren til at drage ud for at finde roden til al ondskab, “The Root of Evil”. Endnu en rejse begynder, og denne gang kommer vi omkring syndefaldet, Havets Moder og skikkelsen Maldoror, som er en slags inkarnation af ondskaben i den franske digter Lautréamonts Maldorors sange fra 1868, men som i denne sammenhæng også peger på det drømmeagtige og nihilistiske, som Sten-Knudsen og Lautréamont har til fælles.

Maldoror viser sig at være stiknarkoman. En dag finder jeg-personen ham død, og hun betragtes som skyldig og tages til fange i en fangelejr. Herfra reddes hun af en flok lemminger, forvandles til et pattedyr fra urtiden, for til slut at genopstå som menneske i et nærmest Anselm Kiefer-psykologisk maleri, forestillende mennesket kysse jøden i en smuk genforening.

Forpustet?

Udstillingen afrundes ikke mindre konfust med værket Slottet; en labyrint ophængt på væggen, fyldt med genstande, malerier, fotografier og symboler. Jeg-personen står balancerende på kanten ved labyrintens udgang, lige ved at falde. Hun overvinder ubalancen, og vi ender ved det sidste værk, Epilog, endnu et paradisisk historiemaleri, hvor kvinden på ny ses med sit spædbarn. Farerne lurer stadig i billedet, og på himlen flyver en skikkelse uden vinger; som den mytiske figur Ikaros, der fløj fra sin fars labyrint og styrtede i havet, fordi han i overmod fløj for tæt på solen.

Polyfokale kortlægninger af eksistensen
Hvert værk indeholder, som det fremgår, hele verdener i sig selv. Der er med Nina Sten-Knudsens egne ord tale om polyfokale rum; åbne rum med mange forskellige fokuspunkter, der bare bliver ved og ved med at danne associationer og nye billeder.

I 1989 udgav Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner bogen Billedstorm, hvormed de forsøgte at give en status på årtiet, der var gået. Maleriet var på det tidspunkt demonstrativt bragt til live igen efter årtier med skiftende avantgarders negation af mediet. ’Det vilde maleri’ blev det navngivet. Et neoekspressivt maleri, der narrativt og ofte ironiserende citerede løs fra alt og alle. Særligt kunsthistorien.

Den billedstorm var Sten-Knudsen dengang en fremtrædende figur i, og det er hun på en måde stadig. I dag ser vi mange, særligt yngre kunstnere arbejde med særdeles specifikke tematikker med konkret fremsatte problemstillinger. Det gør Nina Sten-Knudsen ikke. Hun tager ufortrødent hul på det ene store eksistentielle hovedbrud efter det andet: kærlighed, angst, ondskab, kolonisering, slaveri, misbrug, menneskets oprindelse, Holocaust…

En lille kaospilot ville være rar
Og Sten-Knudsen holder sig desværre ikke kun til maleriet, som hun ellers overbevisende jonglerer med i udstillingen. Foruden fotografi og skulptur har to videoværker forvildet sig ind som en lidt halvhjertet overgivelse til nyere medier, og i værket Slottet er referencerne så mange og uden hierarki, at hvert element forsvinder i mængden og mister betydning.

Jeg er med på, at en afvekslende æstetik udfordrer blikket, perceptionen og forståelsen af, hvad et kunstværk og her især et maleri kan være. Men jeg bliver alligevel nødt til at spørge, om det stadig giver lige så god mening, som det gjorde i firserne?

Det vilde, eklektiske maleri fra dengang banede vejen for den konsensus, vi forholder os til i dag: at alt i princippet kan være kunst. At alt er tilladt. Men når alt er tilladt, er det så netop ikke en kunst at kunne begrænse sig? At kunne pege på noget konkret og tilbyde et særegent blik på dette udsnit. Eller skal det moderne menneskes kaotiske billed- og informationsverden mødes og afspejles med mere kaos?

Svarene forbliver subjektive og knytter i sidste ende an til spørgsmålet om, hvad kunstens rolle er. Jeg kan dog svare for mig selv. Jeg savner et hierarki i Love, Fear and Evil. Et lavere og knap så legesygt ambitionsniveau, hvad kvantiteten angår; men et højere og strammere i kvalificeringen af projektets aktualitet og relevans. Jeg savner et mere entydigt svar på, hvorfor lige netop det her projekt er vigtigt.

For måske er det som med drømme. De kan føles enormt underholdende, enormt meningsfulde og enormt vigtige inde i ens eget hoved. Det er bare sjældent, at de alle sammen også er det, når man vågner og fortæller dem højt.