Hvis vi var bedre til at forklare, hvorfor et kunstprojekt var vigtigt, ville vi alle blive klogere på kunstens nødvendighed. I værste fald bliver vi konfronteret med, at det faktisk ikke er særlig vigtigt. I bedste fald bliver diskussionen om kunstens vigtighed mere konkret og mindre klichefuld.
Her i weekenden fandt en meget vigtig kunstbegivenhed sted. Det var New World Summit i Utrecht – et stormøde for statsløse folk fra hele verden heriblandt kurdiske kvinder, katolske irer, palæstinensere og australske aboriginals.
New World Summit er startet af den hollandske kunstner Jonas Staal og realiseres i samarbejde med kunstinstitutionen BAK, basis voor actuele kunst.
Projektet kobler kunst og politik gennem kunstens evne til at forestille sig, hvordan tingene kunne være. Når folk spørger hvad kunsten har at gøre med realpolitiske spørgsmål, svarer Jonas Staal, at det kan være en alliance. Kunsten skal altså ikke ind og bedrive politik, men tilbyde sig som en alliancepartner. En partner, der kan give støtte og stemme til dem, som ikke har den og deltage i udtænkningen af det politisk mulige.
Jeg fremhæver New World Summit, fordi jeg studsede over en af sidste uges mest læste artikler på kunsten.nu, nemlig interviewet “Kunst er en nødvendighed” med Mads Øvlisen.
For hvis kunst er en nødvendighed, er det vel også vigtigt. Men på trods af Staals store engagement og ambitioner bliver der ikke talt om vigtigheden af projektet i kommunikationen af det. En mangel som også går igen i en dansk kontekst.
Hvorfor er det næsten kun, når vi taler generelt om kunst, at vi taler om, at den er vigtig? Og hvad ville der ske, hvis vi som kunstarbejdere oftere afkrævede af os selv og andre at forklare, hvorfor netop dette projekt er vigtigt?
New World Summit–Rojava, Part I from New World Summit on Vimeo.
Mediestemmen
Facebook er den primære kilde til information for mange. Her markedsføres udstillinger og alt mulig andet. Her bliver der alt for sjældent kommunikeret andre grunde til at opleve en udstilling, end at den er blevet lavet:
”Jeg har lavet denne her udstilling – det ville være hyggeligt at se dig – kom, hvis du har lyst”.
Sociale medier har skabt en kultur, hvor vigtigheden af kunstprojekter ikke har plads. Det er en uklar kommunikationsform, der kommer så tæt på afsenderen, at det er vanskeligt at vide, hvornår man markedsfører, og hvornår man inviterer. I det sociale medie-matrix bliver det en og samme ting. Samtidig ved man, at ens selvpromovering blander sig med nyheder om forfærdelige hændelser og ligegyldige selfies. I sådan en kontekst kan kunstens stemme hurtig føles hul, og hvem vil påkalde sig vigtighed dér?
Kunst er vigtigt
Når Øvlisen, Karsten Ohrt eller andre taler om at kunsten er vigtig, er det stort set altid Kunsten – generelt set, som er vigtig.
Det er også ofte i forbindelse med at kunstfeltet bliver beskåret eller vil kræve flere penge. Det betyder, at det stort set kun er institutionsledere, politikere og andre i toppen af den kulturelle fødekæde, som tør tage ordene i munden.
Kunst som gimmick
Når kunsten bliver vigtig nok til enten at komme bredt ud i medier, blive delt af menigmand eller knytte sig an til specifikke politiske hændelser, er det også ofte kunsten i generel eller nærmest konceptuel form, der er tale om.
Et nyere eksempel er avisen Guardians nytårsfotografi af Joel Goodman, der gik verden rundt på de sociale medier. For mange var det interessante ved billedet ikke, at det var kunst, men hvordan det næsten kunne være kunst!
Ellers kan det være historier som dick-pick-fotografen der solgte fotografier i 10.000 dollar-klassen på Art Basel eller kartoffelfotografiet, der for nylig blev solgt for en million euro.
Langt oftere bliver sådanne historier delt end reelle kunstprojekter, der har noget på hjertet. Det tyder på, at kunsten er vigtigst som en ide, som virkeligheden kan måle sig i forhold til, når noget er vanvittig veludført eller bare vanvittigt.
Den vigtige undersøgelse
Det er en præmis i dag, at kunsten er stedsspecifik og ressearch-baseret. Det nærmer sig en kliche at kunsten er drevet af en interesse og undersøgelse. Men hvorfor er det vigtigt? Det er ikke vigtigt i sig selv, men det fremstår ofte sådan. I værste fald bekræfter denne kliche at kunstnere og kuratorer mest af alt interesserer sig for deres egen navle.
Hvert år bliver der skabt masser af både vigtige og uvigtige kunstprojekter. Ved at afkræve os selv og andre et svar på, hvorfor et projekt er vigtigt, ville vi, såvel som publikum, blive klogere på kunstens nødvendighed. I værste ville vi blive konfronteret med at det vi har lavet, faktisk ikke er særlig vigtigt. I bedste fald ville diskursen om kunstens vigtighed blive mindre klichefuld og mere konkret.
