“Goddag kunstværk”

Nogle gange går jeg hen og siger “hej” til et kunstværk. “Hej, hvem er du, hvor kommer du fra?” Nogle gange er der dyb tavshed, så må jeg selv regne den ud, eller gå min vej med uforurettet sag.

Men når jeg stifter bekendtskab med et kunstværk, som formår at være tilstede på meningsfuld eller vedkommende vis, så stifter jeg også bekendtskab med en præcis tanke om nogle ting, eller en uafsluttet undersøgelse. Det, som kunstværket er nysgerrig omkring, det bliver jeg også nysgerrig omkring. Vi udveksler interesser og bliver måske venner.

Nogle gange er venskabelige forhold baseret på, at man søger noget, som man ikke selv besidder. Disse venskaber kan være besværlige. Andre venskabelige forhold er bekræftende, fordi man har fælles interesser og -værdier. Disse forhold er friktionsløse og behagelige.

Mine venner, kunstværkerne, må gerne være lidt af hvert. Der må gerne være både nogle af dem, som det er behageligt at omgåes, fordi der ikke er så meget at undre sig over sammen, men fordi man hygger sig og det giver såkaldt mentalt overskud, måske ligefrem fysisk velvære. Der må også gerne være nogle af dem, som er lidt irriterende, fordi de siger noget, som jeg finder upassende; noget, som jeg bliver nødt til at have en holdning til og eventuelt tage afstand fra. “Goddag”, siger jeg så. “Kan vi ikke snakke om det?” Samtalerne foregår selvfølgelig inde i mit hovede.

De hvisker mig i øret
Når jeg danner mig et førstegangsindtryk og hilser på, så kan jeg få følelsen af, at der sidder en lille figur på hver af mine skuldre. Den ene prøver begejstret at få mig til at røre ved materialet; lugte, føle, hoppe. Eller, hvis det er et billede, gå frem og tilbage foran det, måske læne mig op ad væggen og se det fra siden, eller knibe det ene øje sammen, skærme med hænderne og se på et udsnit. Figuren på den anden skulder beder mig om at læse informationsarket, hvis et sådant findes, forholde mig til titlen og aktivere en baggrundsforståelse.

Jeg pendulerer altid mellem en umiddelbar, kropslig tilegnelse og en intellektualiserende tilgang. Der er ikke noget forkert, hverken ved den umiddelbare eller den intellektuelle tilegnelse. Faktisk er det sådan, at de kunstværker, som jeg bliver nære venner med, er kunstværker med hvem jeg har dyrket begge omgangsformer. Jeg tror, at andre har det på samme måde.

Lise Serritslev Petersen, for eksempel. Hun virker som kunsthistoriker, men også som drømmer. Hun beskriver både kunsten og sine natlige billedsyn, og hun gør det på en måde, så hun udveksler erfaringer fra de to oplevelsesverdener. Hendes tilgang er både naiv og logisk.

Kunsten, som hun beskæftiger sig med, er hovedsageligt malerier, især symbolistisk og surrealistisk, men også romantisk og impressionistisk. Det vil sige billedkunst fra 1780erne og frem, med særlig opmærksomhed på værker fra sidste halvdel af 1800-tallet. Grundlæggende betragter hun denne billedkunst som noget, der har at gøre med arabesktegning og rumkonstruktion. Hun ser kunst som noget konfrontatorisk, ikke som noget forklarende. Kunsten vil ikke pakkes ud eller læses som en rebus.

Billeddannende tænkning
Da jeg i 1990erne oplevede hende som underviser ved Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet, så forelæste hun med en stemme og et blik, som kendte kunsten i et spand over 600 år. Foruden tekster og bøger om kunst, har Serritslev Petersen publiceret digte og digtlignende tekster.

Her skriver hun sætninger som: “Der vil komme en eftermiddag, da vi vågner under en ulden plaid på kirkegulvet.” (Søde essenser. Heroinerne fra Clemente, Borgen, 1983, s. 9). Hendes digtning er proppet med fine farver og frie associationer, og det kan ikke være anderledes, fordi hun gennem lang tid har tilegnet sig og arbejdet med billeder.

Samtid, skønhed og monstrøsitet
Foruden Serritslev Petersen læste vi blandt andre Charles Baudelaire, fordi han indvarslede det moderne. Han skrev om, at kunstneren skulle kunne gengive en krop på den tid, som det ville tage den at falde ned fra tredje sal.

Kunsten skulle kunne indfange det flygtige, det nye. Det, som sker. Man forstår, at meget af hans samtids kunst var nydelig og pastelfarvet og med motiver fra historiske begivenheder, religiøse tekster og overleverede sagn. Derfor så Baudelaire, som kunstkritiker, gerne mod sin samtids Eugène Delacroix, som malede kæmpende heste med iøjnefaldende meget grøn og rød. Baudelaire var digter og hyldede skønheden, det enorme monster (“O Beauté! monstre énorme, effrayant, ingénu!”).

Jeg tror, at Baudelaire som kunstforbruger havde en krævende smag. Men jeg tror også, at når han mødte et kunstværk, som tiltalte ham, så tilegnede han sig det med stor og smittende begejstring. I en gældstynget, syfilismærket og punktvist opiumståget virkelighed, skulle kunsten virkelig være noget for dette flamboyante storbymenneske, som for cirka 170 år siden drev rundt i Paris.

Evner for overskridelse
Jeg boede i provinsen dengang, jeg var først i 20erne og læste Baudelaire. Jeg boede i Aarhus. Der er langt fra Aarhus til Paris, og 1990erne er ikke 1850erne. Men jeg boede på et værelse med svampemalede, gule vægge, og nogle gange var der en klar, blå skumringstime, og min fuldmåne var også digternes fuldmåne. Det gule var mere end gult og himlen andet end blå.

Jeg læste Antonin Artaud.

Da jeg endnu var ung virkede det befriende, at læse om andres dedikation og evner for overskridelse. Jeg kan nu se, at jeg ikke formåede at blive akademiker i klassisk forstand, selvom jeg bestod en kandidateksamen. Men det gør måske ikke noget, for, som Baudelaire skriver, så bør kunstkritik være underholdende og poetisk. Det handler ikke om at forklare alting, men om at vise følelser som had og kærlighed.

Lagret kunsthistorie
Før man kan føle, må man se. Og for at være en dannet seer, må man kende historien.

Gennem mange år var lederen af Institut for Kunsthistorie blind. Hun kunne sin historie, og hun underviste stadig en lille smule. Det forlød, at hun allerede som ung var bekendt med, at hun ville blive blind.

Efter gymnasiet rejste hun derfor rundt i Italien og Grækenland for ved selvsyn at opleve kunsthistoriske hovedværker og klassisk arkitektur. Hun gennemførte en lang universitetsuddannelse og opnåede faglig anseelse, altsammen mens synet veg. Som institutleder brugte hun førerhund, og hendes mand assisterede hende nogle gange ved forelæsninger. Han hjalp hende op til katederet og satte lysbillederne i apparatet.

Det første semester skulle alle nye studerende følge oversigtsforelæsninger, hvor instituttets undervisere hver tog én forelæsning inden for deres specialområde. Institutlederen underviste en af de første gange i græsk-romersk arkitektur og kultur. Og det skete, at et lysbillede vendte forkert. Dér sad vi, en hel årgang, over hundrede mennesker, i det store auditorium til fællesforelæsning. Og ingen sagde noget. Det var ikke på sin plads at fnise, det var heller ikke nødvendigt at gøre opmærksom på fejlen og få den rettet, for vi kunne jo godt se, hvad det handlede om. Templet vendte bare omvendt, så den græske blå himmel var nederst, og templet voksede ned foroven fra et skydække af sandet jord.

At se eller ikke at se
Det er al ære værd, at en, som er på vej til at miste synet, tilegner sig et genstandsfelt og måske ser alting med skærpet opmærksomhed. Det er en akavet, men prisværdig, insisteren at ville bære kunsthistorien under et slukket blik.

Og hvad vil det overhovedet sige at se? Det er klart, at man kan tilegne sig en historie (hvem gjorde hvad hvornår, hvorfor og hvordan). Men det handler også om at lære at se.

Mindeværdigt er derfor også det semester, hvor Lars Morell underviste i Per Kirkebys maleri. En forelæsning varede inklusiv pause typisk tre timer, og et semesters forelæsning indbefatter tolv sessioner. Gennem alle disse sessioner, viste Morell kun s/h gengivelser af Kirkebys maleri. Han ville have os til se strukturene og nuancerne, uden at lade os forstyrre af farverne.

Jeg vil også gerne have dig til at se på billedkunst. Bare se. Det er sådan, det altsammen begynder. Og så: “Goddag kunstværk”.

Introduktionen
Ved sociale arrangementer, er der nogen, som er dygtige til at introducere. Så bliver der sagt noget i retning af “mød Hans Hansen, han kommer fra samme by som dig” eller “min ven her, hun har, ligesom dig, også lige været på Grønland” … et eller andet, som gør, at de to, som netop er blevet introduceret for hinanden har et afsæt for videre samtale. Nogle gange er det tilstrækkeligt med en kort introduktion, og den, som har introduceret kan trække sig igen.

Sådan kan en kunstformidler også fungere. “Kom og hils på dette kunstværk, som er tilflytter, men gerne vil bidrage til foreningen”. Formidleren kan have fornemmelse for fællesinteresser, eller være motiveret af et inderligt ønske om at skabe fællesinteresser, som en klangbund for samfundsdannelse og individbevidsthed.

En sådan formidler er Rud Broby-Johansen. Ham ville jeg rigtig gerne følges med til fest på et kunstmuseum. Jeg kan godt lide hans virksomhed, hans tro på, at kunst taler til os.

Personlig poesi
Broby-Johansen, der også er digter og socialist, arbejdede for at skabe øget kulturel sammenhængskraft i Danmark. Kulturel dannelse afhænger af menneskets evne til at skabe og aflæse billeder.

Nogle mener, at Broby-Johansens bøger er for folkelige, for politiske og for fejlbehæftede, men de var storsællerter; hans kunstbøger udkom i 20-35.000 eksemplarer og hovedværket Hverdagskunst – Verdenskunst kom helt op på 80.000. De virkede.

Broby-Johansen var også digter. En blodig digter, som skrev med store bogstaver (og for sine ord blev politianmeldt). Kunst og talen om kunst kan netop dét.

Og jeg ville ønske, at alle kunstforbrugere/kulturformidlere kunne gå til kunst, ikke for at forholde sig skematisk til stilhistorie, men for, som digterne, at se sammenhænge og relevans i forhold til liv og eksistens. Kort sagt: være personlige og poetiske.