Gerda Wegener
7 nov 20158 jan 2017

Gerda Wegener (1885-1940) var en kvinde forud for sin tid. Det lå ikke i kortene, at præstedatteren fra Østjylland skulle blive Danmarks fremmeste eksponent for art deco og en af tidens mest farverige personligheder.

Gerda Wegener:Lili med fjervifte, 1920. Foto: Morten Pors
Gerda Wegener:Lili med fjervifte, 1920. Foto: Morten Pors

Hun giftede sig i 1904 med landskabsmaleren Einar Wegener (1882-1931), der i dag er bedre kendt som transkvinden Lili Elbe. Paris blev byen, hvor parret udfoldede deres kunstneriske karrierer. Her levede de et fashionabelt liv, i høj grad muliggjort af Gerdas succes som portrætmaler og illustrator for de førende modemagasiner. Det dekadente og frivole Paris muliggjorde også udlevelsen af deres kontroversielle kærlighedsforhold, hvor legen med køn og identitet blev det centrale omdrejningspunkt.

En forvandlingshistorie
La Vie Parisienne, La Baïonnette og Le Rire – Gerda Wegeners teknisk overlegne og til tider vovede streg var at finde i tidens førende franske tidskrifter, og ofte var det ægtefællen, der stod model. Helt centralt i Gerda Wegeners oeuvre står skildringerne af Lili. Gerda Wegener idealiserede Lilis elegante, langstrakte skikkelse, de behandskede hænder og det vemodige ansigt kronet af skiftende parykker. Einar drømte om, også uden for lærredet, at smelte sammen med hustruens skildringer af Lili og var ulykkelig i sin mandekrop. Gerda støttede sin ægtefælle i at få foretaget de fatale operationer, der skulle virkeliggøre den fysiske transformation fra mand til kvinde, men endte med Lilis tidlige død.

Fornyet aktualitet
ARKENs udstilling er en hyldest til en stærk kunstner, hvis værker og ekstraordinære liv rammer en nerve i vores egen tid. Med 178 værker bliver udstillingen den største nogensinde – og en af de første på et kunstmuseum overhovedet. Mens Gerda Wegener i Paris opnåede stor anerkendelse og berømmelse og blandt andet fik tre af sine værker indlemmet i Louvres samling, i dag på Centre Pompidou, opnåede hun aldrig samme status herhjemme – fordi hun var kvinde, fordi hun også udfoldede sig i den kommercielle massekultur, og fordi hendes tvetydige seksualitet og historien om hendes ægtefælle var for svær at forholde sig til.

Udstillingen på ARKEN understreger Gerda Wegeners kunstneriske spændvidde og egenart og fortæller samtidig den usædvanlige historie om en kærlighed mellem
maler, muse og model på tværs af de gængse kønsidentiteter.
Storfilm om Gerda og Lili på vej

Den forrygende historie om Gerda Wegener og hendes transkønnede ægtefælle, muse og model danner også ramme om storfilmen The Danish Girl. I hovedrollen ses den oscarvindende skuespiller Eddie Redmayne, og Gerda spilles af den svenske skuespillerinde Alicia Vikander. Filmen får dansk premiere i februar 2016.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Skovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Ons-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 43540222

Gerda Wegener
7 nov 20158 jan 2017

Del

'Gerda Wegener'

Facebook