Lars Nørgård: King Jelly’s Final Stage Dive
5 feb 20165 mar 2016

Lars Nørgård har siden firserne evnet at opretholde en satirisk distance til et samfund på randen af fornuft. Nørgårds fabulerende univers har i den aktuelle udstilling taget en ny drejning. Den abstrakte verden, der udfolder sig i malerierne, opløses i en tilbagevenden til skitsen som udgangspunkt. Det kontrollerede kaos, som har været kendetegnende for Nørgårds praksis siden slutningen af 90’erne, opnår herved en transcendens i virvaret af farver, former og streger. Den lethed, der fornemmes i de nye værker, står derved i stærk kontrast til den koloristiske tyngde, der tidligere har præget Nørgårds værker.

Lars Nørgård King Jellys Final Stage Dive, 2015, olie på lærred, 200x150 cm
Lars Nørgård King Jellys Final Stage Dive, 2015, olie på lærred, 200×150 cm

Nørgård har i sine nye værker genoplivet den streg, der karakteriserede hans satiriske værker tilbage i firserne og halvfemserne, et kunstnerisk valg, der vidner om hvor dybt hans værker favner. I sin unikke egenskab af folkelig samfundskritiker samt elitær ekspressionist evner Nørgård at ramme en strømning i tiden, der alluderer til graffitikunstens højaktuelle æstetik. I den nye udstilling er den kunstneriske skaberkraft sat i frigear og Nørgård har i et kort øjeblik løsnet grebet om kompositionen.

De endeløse historier, der traditionelt udspiller sig i hans malerier, fremstår frie og levende; opløst i transparente farvelag og figurative overtegninger.

Kilde: Charlotte Fogh Gallery

Charlotte Fogh Gallery

Åboulevarden 43C
8000 Århus C

Tirs-fre 11-17.30
Lør 11-15

Gratis entré

Kontakt

+45 29297105

Lars Nørgård: King Jelly’s Final Stage Dive
5 feb 20165 mar 2016

Del

'Lars Nørgård: King Jelly’s Final Stage Dive'

Facebook