Misanthropologi er en intelligent udstilling. Ingen tvivl om det. Her finder man referencer til russisk futurisme, dystopisk science-fiction, vækstsamfundets endeligt, historisk materialisme, byplanlægning og det inhumane. Og i grunden burde det ikke fungere. Hvert emne åbner op for en række af nye temaer, der strækker sig i individuelle retninger. Det kunne nemt ende som et virvar af modsatrettede tanker. Og dog fremstår udstillingen samtidig ganske stram i sin opsætning. For Misanthropologi er også en udstilling, der minder os om, at alting er forbundet i det kapitalistske samfund. At alting ‘omsættes’ til noget andet, mens rum bliver til kapital. At geologisk råmateriale kan omdannes til byggemateriale. Og at rester fra byggematerialer ender i vores lunger.

Forandringsmaskiner
”Alt dét, der er solidt, smelter og bliver til luft,” skrev Marx og Engels. Scenen for denne kapitalistiske og evigt accelererende foranderlighed er byen og det urbane miljø. Også i Skous installation. Ikke bare denne by, Aalborg. Men måske alligevel især denne by. Som også er en by, der har ændret status fra industriby til hjemsted for kulturel produktion. En forandring kendt fra mange andre by- og industriområder, der ligeledes har set en omlægning af arbejdsstyrken i takt med udviklingen, og som derved adskiller sig markant fra de byer, der gennem århundreder har fungeret som store kulturcentre.

Misanthropologi kan også selv bedst karakteriseres som en art maskine, der ligesom en kødhakker blander alting godt sammen for at omdanne råmaterialet til noget nyt, i dette tilfælde en ny fiktion om et velkendt sted. Eller måske en lup, der holdes op mod det kendte for at fortælle historien fra en ny vinkel. Noget flyder gennem noget andet for at blive til en ny fortælling. Spørgsmålet er: Hvilken fortælling er der tale om?

Klagesang og genskrivning
Når man træder ind i udstillingen, mødes man af et sort/hvidt univers, der minder om Skous tidligere installationer, men som også spiller på kunsthallens rå æstetik. Her har kunstneren malet direkte på væggen, mens der andre steder hænger individuelle billed- og ordkollager i samme minimale ‘farvevalg’.

Disse akkompagneres af enkelte genstande på gulvet, herunder en serie af podier, der fungerer som ‘flader’ eller ‘lektører’ for en række ark, der tilsammen indeholder kunstnerens egen omskrivning af den første futuristiske opera: Sejr Over Solen fra 1913.

Og Misanthropologi fremstår da også meget Malevich-agtig, med sorte firkanter hér og dér. Der er dog også elementer fra tegneserier, som vandrer ind i billederne, mens ord som ”asbest” og ”Aalborg Portland”, alle ord eller navne med reference til byens fortid som industricentrum, gør dem selskab. Det er som nævnt et skønt miks af noget, som i sammensmeltningen bliver til noget andet. Alt dét, der er solidt, smelter og bliver til luft. Et nyt dystopisk drama opstår.

Dermed bliver udstillingen også en klagesang af en art, en i sig selv opera-lignende iscenesættelse, hvor Skous installation leder én længere og længere ind til sagens kerne, nemlig selve genskrivningen af Sejr Over Solen. Og det er en elegant omdigtning, der lægger sig tæt op ad originalen, men udskifter visse ord, koncepter og navne. Blandt andet er figurerne Nero og Caligula ”spillet af same person” udskiftet med ”Capital” og ”Debt”, også her ”spillet af samme person”. Meget af stykket er det samme, men herskerne har fået nye navne.

Ikke-menneskelige arbejdere
Samtidig er alt forandret. For det er nemlig gennem de revner, som Skou skærer i den oprindelige futuristiske opera, at lyset begynder at skinne. Eller rettere, at det ikke gør. For Skous anti-utopiske univers adskiller sig radikalt fra de russiske Futuristers vision. I sidstnævnte er solen et symbol på den herskende logik, der må transcenderes, før fremtiden kan tages i favn. Operaren er en søgen mod en højere orden. Hos Skou er billedet knapt så optimistisk.

Og dog er det ”misanthropologiske” syn på fremskridtet, for nu at låne kunstnerens egen dansk/engelske, hybrid-forvanskning, også underligt håbefuldt. Jo, synet på mennesket, eller for den sags skyld menneskeheden, er ikke positivt. Ja, det er måske endda misantropisk. Det udtrykker et dystert blik. Her er mennesket sin egen værste fjende, ikke mindst i den måde det bringer de inhumane aktører i spil. Det vil sige alle de ikke-menneskelige elementer eller agenter. Heriblandt asbest, som er kommet tilbage for at hjemsøge vore luftveje og vore liv. For som Bruno Latour siger et sted, så er det ikke kun mennesker, der udgør en del af arbejdsstyrken. Vi får også det inhumane til at arbejde for os. Det ikke-menneskelige kan ikke ignoreres. Heller ikke i diskussionen om fremtiden. Det inhumane kræver sin plads. Som støv og som spøgelse.

Mellem håb, ruin og misantropi
Og det er netop som støv, at fremtiden kommer tilbage. Dette kan lyde kryptisk, men der er en særlig logik i at fremstille fremtiden som støv, som ruin. ”Allegorier er i tankernes rige, hvad ruiner er i tingenes rige, ” skriver Walter Benjamin. Og Skous version af Sejr Over Solen, ja, Misanthropologi-udstillingen i sin helhed, fungerer også som en slags allegori, der omdanner fremskridts- og vækstlogikken til en ruin.

At forestille sig fremtiden, eller samtiden for den sags skyld, som ruin er naturligvis et kendt greb inden for sci-fi-genren. Vi kender det fra Abernes Planet, men også J.G. Ballards romaner. Samtidig er der forskellige måder at indramme det postapokalyptiske på. I Skous version smelter det sammen med det postfuturistiske. Det misantropiske menneskesyn er så skeptisk, at fremtiden helt synes at forsvinde. Teksten refererer til ”the cadaver of industry” og ”streets paved with amnesia”.

Men dette er også et handlingsrum fri af fortidens og samtidens lænker og forventninger. Den fremtidsforestilling, vi bærer rundt på, er allerede en ruin, synes Skou at foreslå, og det er som ruin, den skal forstås. Lag på lag. Samtidig står selve ruinen som bekendt uden for historien. Den er ikke længere aktiv. Skous referencer til det nye fremstår allerede gamle. Fremtiden viser sig som et negativt billede, et tomrum. Der leges med tiden her. Hvis vores forestilling om det kommende i alt for høj grad synes at bygge på en granskning af det nutidige, hvorledes kan vi så forestille os fremtiden sprænge disse rammer? I Misanthropologi ligger verden i ruiner. Foran finder vi et rum af endnu ukendte potentialer.