Så skete det igen: En borgerlig politiker erklærer sig utilfreds med, at de fleste kunstnere er venstreorienterede, og efterlyser, at flere kunstnere tør stå frem og vise, at de er borgerlige. Ak ja, man har jo lov at drømme, men virkeligheden er ikke altid, som man ønsker.
Denne gang var det Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen, der var på barrikaderne og kritiserede en række kunstnere for at være venstreorienterede, da de ytrede sig i forbindelse med den aktuelle flygtningesituation.
Og han leverede også den klassiske påstand, som adskillige borgerlige politikere har fremsat så mange gange før, fx i forbindelse med Irak-krigen, Muhammed-tegningerne osv., nemlig at man er nødt til være venstreorienteret for at begå sig som kunstner, for hvis man vover at bekende sig som borgerlig, bliver man afvist af smagsdommerne på kunststøtte-parnasset.
Det er selvfølgelig noget eklatant vås. Dels fordi der faktisk findes selverklærede, borgerlige kunstnere, som klarer sig glimrende, og dels fordi der er helt andre regulære årsager til, at de fleste kunstnere er venstreorienterede.
Antiautoritære fattigrøve
Ud over de historiske årsager, fx at mange kunstnere i nyere tid traditionelt set har betragtet sig som antiautoritære, aktivistiske og avantgardistiske i opposition til borgerlige og konventionelle værdier, er der den helt indlysende årsag, at langt de fleste kunstnere hører til blandt de laveste indkomstgrupper i samfundet.
Adskillige undersøgelser har dokumenteret, at selv om der findes enkelte kunstnere med meget høj indtjening, så er det brede flertal af kunstnere ikke i stand til at ernære sig ved det kunstneriske arbejde og må ty til alternative indkomster, understøttelse eller ægtefællers bistand. Og derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at mange kunstnere søger i retning af de partier, hvis politik er mest solidarisk med samfundets dårligst bemidlede, og det er traditionelt venstrefløjen. Ellers skulle vi måske til også at klage over, at der er for få venstreorienterede direktører?
Der findes dog en anden pointe, som har vokset sig stærkere de senere år. De fleste borgerlige politikere opfatter kunstnerne som apolitiske skønånder, der udelukkende beskæftiger sig med æstetik, og derfor burde de fordele sig ligeligt i det partipolitiske spektrum. Men alene det at beskæftige sig med skønhed og ånd på bekostning af økonomisk indtjening er i sig selv en markant politisk handling. Når man som kunstner giver afkald på at tjene penge og bidrage til det økonomiske vækstsamfund, er det en politisk manifestation i klar modstrid med den herskende politiske dagsorden hos de fleste af Folketingets partier, særligt dem til højre og på midten.
Kunstens omvendte arbejdsmoral
Der er ikke nødvendigvis noget galt med at tjene penge for en kunstner, i langt de fleste tilfælde er det bare ikke muligt at forene det kunstneriske med det kommercielle, og så vælger kunstnerne i de fleste tilfælde det kunstneriske. De borgerlige partier har et ensidigt mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men kunstnere er parate til at betale for at arbejde. Mange mennesker går på arbejde for at tjene penge, mens kunstnere forsøger at skaffe penge, så de kan komme til at arbejde.
Denne omvendte arbejdsmoral forstår ingen af de borgerlige partier i deres ensporede fokusering på økonomisk vækst, og derfor skal de heller ikke forvente at få megen kunstnerisk forståelse.
Forvaltning og ytringsfrihed
For at vende tilbage til Dansk Folkeparti, så er det et parti, der nok i særlig grad må slå sig til tåls med, at meget få samtidskunstnere vil bekende sig til det. Partiet har en lang tradition for at udtale sig nedsættende og fordømmende om samtidskunst, og det er vel ikke tilfældigt, når lagerforvalter Rindal er en del af dets kulturelle dna.
Meget få samtidskunstnere vil tilslutte sig så reaktionært et kunstsyn, der nærmest er mere end 100 år gammelt. Det er der ingen fremtid i. Desuden har partiet taget den kunstneriske ytringsfrihed som gidsel i deres politiske kampagne mod de muslimske indvandrere. Selvfølgelig går de fleste kunstnere ind for ubetinget ytringsfrihed, den har kunstnerne kæmpet for i århundreder, men det er bare ikke sikkert, vi ønsker, at bruge den i Dansk Folkepartis tjeneste og blive en del af deres dagsorden.
Kjærsgaards dobbelt standard
Når vi taler om ytringsfrihed, så har partiet en dobbelt standard, når det gælder kunst. Pia Kjærsgaard valgte for et par år siden at gå stærkt i rette med Christian Lollikes teaterstykke “Manifest 2083”, baseret på Anders Breiviks uhyrlige massakre og ekstreme holdninger.
Det interessante i denne sammenhæng var ikke så meget Pia Kjærsgaard mening om stykket, der gik på, at teatret ved sin forestilling kom til at promovere Breivik og såre de efterladte ofre. Kjærsgaard fremsatte som argument, at det eneste rigtige ville være at tie Breivik ihjel, hvilket for så vidt er et legitimt og ikke irrelevant synspunkt. Men det interessante i denne sammenhæng var timingen.
Hvorfor reagerede Pia Kjærsgaard ikke noget før mod den samlede verdenspresse, der gennem et helt år havde promoveret Breivik ved igen og igen at publicere hans manifest og vise hans selviscenesatte portræt som korsridder? Hvorfor ventede Pia Kjærsgaard med at reagere til sagen blev et emne for kunsten? I Dansk Folkepartis optik er der tilsyneladende et mindre rum for ytringsfrihed i kunsten end i pressen og den øvrige offentlighed.
Klummen er et udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
