Samtidskunsten udfolder sig til tider i materialer, der giver konservatorer grå hår i hovedet. Et nyt forskningsprojekt er sat på sagen.
De seneste 50 år har plastik i stigende grad været en del af kunstneres materialevalg. Det er billigt og let tilgængeligt – og har ført til utraditionelle og innovative metoder i dansk design og kunst, fordi det kan males, støbes og formes.
Men plastik og polyurethanskum (PUR) er vanskeligt at bevare for eftertiden. Et nyt forskningsprojekt skal udvikle metoder til at bevare værkerne for kommende generationer.
Det er Center for kunstteknologiske studier og bevaring (CATS), som er et strategisk forskningssamarbejde mellem Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og KADK (Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering), der i et nyt forskningsprojekt skal udvikle nye bevaringsmetoder for at sikre fremtiden for danske storformat værker i polyurethanskum. Forskerne og konservatorerne skal blandt andet undersøge fabrikationsteknikker, materialekomponenter og nedbrydningsfænomener, som er relevante for bevaring af PUR. Forskningsprojektet er realiseret takket være en stor bevilling fra Kulturstyrelsen.
I industrien er PUR primært blevet brugt som isoleringsmateriale, fyld i møbler, til madrasser, frontpaneler i biler og til sportstøj. Men også kunstnere og designere har siden 1960’erne arbejdet med PUR, og derfor findes der i mange danske museumssamlinger værker af PUR, for eksempel i værker af Gunnar Aagaard Andersen, Sussane Ussing, Thomas Bang, Claus Carstensen og Christian Lemmerz.
Flere af værkerne har opnået betegnelsen ENB, som betyder, at de er af Enestående National Betydning og derfor særligt bevaringsværdige.
