Det nordiske momentums arvtagere

I 2011 undersøgte nærværende magasin selv sagen. I en længere artikelserie, skabt i samarbejde med et svensk og et norsk kunstsite, søgte man svar på, om man overhovedet kan tale om ‘en nordisk samtidskunst’.

Forskellige markante stemmer på den nordiske kunstscene bød ind — en norsk kurator, en svensk museumsdirektør, en dansk kunsthistoriker — og samlet set var der nogenlunde enighed om, at ‘det nordiske’ som kategori i kunsten ikke har gang på jord.

Hvad der til gengæld har fået ben at gå på, er det non-profit-baserede artspace Nordic Contemporary i Paris. Det åbnede sidste efterår i hjertekulen af den franske republik, klods op og ned af Place de la République, og er drevet af svenske Andreas Emenius og danske Jacob Valdemar.

Bag franske døre, i en lejlighed på 1. sal, har de åbnet et vindue. Et vindue for nordisk kunst på kunstens måske nok mest hedengangne scene.

“Vores vision er at vise nordiske kunstnere. Og kun nordiske,” fortæller Andreas Emenius mig en dag i oktober. Selv er han kunstner, opvokset i Stockholm og kuratoren bag udstillingsstedets første tre udstillinger; han og kollegaen Jacob har inviteret mig dertil og viser mig rundt i den 160 kvadratmeter store lejlighed.

I mellemrummet mellem
Nordic Contemporary er hverken et kunstnerdrevet projektrum eller et kommercielt galleri. Her, i Paris’ 10. arrondissement, befinder vi os lige midt imellem. White cube’en er udskiftet med sildeparket og franske altaner; det undergrundsagtige med dørtelefon og galleriassistenter.

“Vi er et non-profit artspace,” slår Jacob Valdemar fast. “Vores ambition er ganske enkelt at skabe en ny platform for den bedste nordiske kunst lige nu. På afstand fra de mere etablerede i Berlin, New York og London.”

Jacob er kulturentreprenør og direktøren for det hele — ihvertfald på det administrative plan; Emenius står for det kunstneriske indhold.

Men hvad kendetegner så det nordiske lige nu? Selv i søvne kan de fleste remsen om ‘det mørke, det melankolske og Munch’ udenad; men alle med åbne øjne ved, at vi er verdenskrige væk fra den fortælling.

Og det er Emenius og Valdemar selvfølgelig enige i. Og så alligevel ikke.

“I Skandinavien forsøger vi hele tiden at distancere os fra vores kulturelle historie; fra Strindberg, Bergman og Munch, fra det tunge og melankolske. Men vi kan ikke helt; og det tror jeg heller ikke, vi skal. Nordic Contemporary handler delvist om at acceptere, hvor vi kommer fra, og hvad for en bagage, vi har med,” fortæller Emenius.

Vi begynder at tale om nostalgi, længsel og romantik. Alle tre ord giver rungende genlyd indeni mig; måske fordi vi står med fødderne plantet i et af kunstens dybeste udspring; et udspring, som længe har været udtørret, men som inden for de senere år er begyndt at røre på sig igen.

Jeg får lov at citere Emenius for, at hans kuratoriske greb på Norden er dybt romantisk. Nogle i vore dage ‘forbudte’ følelser, som ifølge Emenius netop opstår på den franske adresse.

“Vi vil gerne omfavne den nordiske vinkel. Og den er noget nemmere at omfavne, når vi placerer os et andet sted. Når man har en klar ramme og et klart budskab, så kan man begynde at lege med selve kunstindholdet. Det giver en frihed,” fortæller han.

Formen er altså klar: Hos Nordic Contemporary får man samtidskunst med et nordisk pas. Det kunstneriske indhold er dog en anden snak; tilgangen er eksperimenterende og skal konstant være i bevægelse; fra kuraterede gruppeudstillinger med værker i forskellige medier vil de bevæge sig mod ideer om performative elementer, ikke-nordiske kuratorer og satellit-virksomhed for udrejsende nordiske udstillinger.

“Vi er ikke fascineret af det nordiske fænomen som sådan. Vi er mere optaget af mellemrummet mellem den nordiske virkelighed og de klichéfyldte billeder af den, som bliver skabt i popkulturen. I det mellemrum vil vi gerne skabe en friktion.”

Paradigmeskiftet
Fra friktionen ved en af Europas nok største protestpladser tager jeg metroen videre til en anden vigtig plads i Paris, Place de la Concorde. Herfra går jeg det sidste stykke til Grand Palais, hvor Paris’ største og mest prestigefyldte messe for samtidskunst, FIAC, finder sted.

Dér, i blandt nogle af de tungeste spillere i galleri-feltet, finder jeg Nicolai Wallner, som ikke alene er eneste repræsentant for Danmark, men for hele Norden. Han er en af de velkendte drenge i klassen — det er fjerde gang, han er med på FIAC — og jeg er nysgerrig på at vide, hvordan han ser den danske/nordiske kunst folde sig ud på en parisisk samtidskunstscene.

“Jeg ser faktisk ikke kunstverdenen sådan; segmenteret eller opdelt i regioner,” slår han hurtigt fast og fortsætter:

“Men hvis du spørger mig, om der er mange kunstnere, som er født og opvokset i Danmark, som nyder stor opmærksomhed, så vil jeg selvfølgelig svare ja.”

“Det er helt klart, at der er stor interesse for de kunstnere, som vi og også alle mulige andre arbejder med. Men der er jo ikke interesse for dem, fordi de er født eller opvokset i Danmark. Der er interesse, fordi det, de laver, er rigtig interessant.”

Bag Wallner hviler en Elmgreen & Dragset-skulptur op af en af messestandens vægge. Tre skulpturer af A Kassen lyser magnetisk op i bronze, og Jeppe Hein afslører sig selv med tre balloner, man kan spejle sig i.

Men hvad er det, der gør, at man så længe har talt om et nordisk momentum i kunsten?

Wallner synker og lægger an til at gøre sin lange historie kort:

“Da vi startede galleriet i 1993, var der i Danmark ikke en formidlingsmæssig interesse for det internationale. Det, vi gjorde, var at samle nogle kunstnere og forsøge at kommunikere det, de lavede, til et internationalt publikum. Vi og andre gallerister var med til at skabe et paradigmeskifte; fra at gallerierne var et sted, hvor kunstnerne blot kom for at aflevere deres kunst og hente den igen, hvis den ikke blev solgt; til at være en institution, der repræsenterer kunstneren 360 grader.”

Så det er i virkeligheden kunstnerens rammer og vilkår, der er blevet bedre og mere professionelle?

“Ja og nej. Den succesfulde kunstner har naturligvis som udgangspunkt skabt interessant kunst, herefter er der kommet sådan nogle som os og sendt kunsten videre ud i verden. Du skal som kunstner starte processen selv ved at skabe kunsten, men hvis kunsten skal videre og ud til andre, så skal den igennem nogle flere kanaler, og helst professionelle. Det siger sig selv.”

Sneklædte bjerge og nye nordiske navne i Paris
Og gennem kanalerne er den nordiske kunstscene i hvert fald kommet. De internationale øjne er i høj grad opmærksomme på, hvad der sker nord for Tyskland. Mens jeg er i Paris er to andre danske og et norsk galleri repræsenteret ved den nyslåede og lovende samtidskunstmesse, Paris Internationale.

Den folder sig ud i endnu en parisisk lejlighed, denne gang en noget mere ramponeret udgave, hvor fem parisiske gallerister er gået sammen om at skabe et ambitiøst sidestykke til FIAC. Uden forudgående ansøgningsproces har de inviteret blandt andre danske Christian Andersen og Bianca D’Alessandro til at deltage.

For D’Alessandro er det første gang, hun overhovedet er med på en messe. Og da jeg besøger hendes stand på messens tredjedag, er der ingen tvivl om, at det har været en positiv oplevelse. Kunstpublikummet, der er strømmet til byen i forbindelse med FIAC, har også lagt vejen forbi den nye messe; heriblandt nogle af verdens største samlere.

Et stenkast derfra, på byens museum for samtidskunst, Palais de Tokyo, genkender jeg endnu et nordisk navn. Islandske Ragnar Kjartansson, anerkendt video- og performancekunstner, har dagen forinden åbnet sin første soloudstilling på fransk jord — en omfattende visning af både ældre og helt nye værker i hele museets underetage. Inspireret af den islandske nobelprismodtager Halldór Laxness roman Verdens Lys har Kjartansson blandt andet skabt nogle kæmpemæssige fritstående malerier af sneklædte bjerge og sten.

Et nordisk fællesskab
De nordiske islæt er altså uden tvivl til at få øje på i Paris. Men er det mon ikke bare endnu et billede på globaliseringen og kunstnernes vilje til mobilitet og udsyn, vi er vidne til?

Tilbage på Nordic Contemporary stiller jeg det presserende spørgsmål. Kan man overhovedet tale om en genuin nordisk kunst?

Valdemar og Emenius fornægter ikke globaliseringens betydning, men peger alligevel på en forskel. De mener begge, det er tydeligt, at det ikke er fransk eller tysk kunst, der hænger på væggene omkring os.

“Betragteren skal selvfølgelig selv vurdere, hvor forskellen ligger, men personligt kan jeg godt pege på nogle forskelle, siger Emenius. ”For eksempel ser jeg i This sticky mess will get us there (red. aktuelle udstilling) en dualitet; mellem et underliggende vemod og en optimisme eller et håb — en åbning mod noget godt til forskel fra den tyske postkrigskunst for eksempel. Den nordiske kunst har måske altid haft et lidt skyldsbetonet forhold til smerte. Lidt generaliserende kan man sige, at vi ikke har haft så meget at beklage os over. Alligevel er der et slags vemod i mange af de værker, jeg har udvalgt.”

Udgangspunktet for Valdemar og Emenius er og bliver dog at udgøre en fysisk platform. Et ståsted og et fællesskab for ‘den nordiske kunst’ i den franske hovedstad.

Og indtil videre er responsen positiv. “Folk virker glade for, at der er noget at stå på i en ny by som Paris,” slutter Emenius.