Nørdet indblik i Joan Jonas’ magiske univers

Nørdet indblik i Joan Jonas’ magiske univers

Joan Jonas: The Shape, the Scent, the Feel of Things, 2004/2007 Multimedia installation, Fondazione HangarBicocca, Milan, 2014. (Foto: Agostino Osio).

Billedserie

Udstilling

Joan Jonas: Light Time Tales

26 sep 2015 10 jan 2016

Joan Jonas

Malmö Konsthall
Se kort og tider

Malmø Kunsthal præsenterer et flot retrospektivt udvalg af performance- og video-pioneren Joan Jonas’ arbejde, men formidlingen er lidt for kunsthistorisk indforstået.

Malmø Kunsthals udstilling med performance- og video-pioneren Joan Jonas akkompagneres af en ny 500+ sider lang monografi om hendes arbejde, og det påvirker udstillingen på godt og ondt. Fokus ligger nemlig på at spore de mange interne korrespondancer imellem hendes værker og ikke på at formidle dem til et bredere publikum.

Flot spændvidde af værker
Umiddelbart er det et imponerende syn, der møder én, når man træder ind i kunsthallens karakteristiske åbne rum. I det mørklagte rum er der simultant indblik til flere store multimedie-installationer, som hver for sig rummer op til flere videoskærme og objekter med kultisk aura, fx masker og aflange kegler.

Installation view. Light Time Tales, Malmö Konsthall, 2015. (Foto: Helene Toresdotter)
Installation view. Light Time Tales, Malmö Konsthall, 2015. (Foto: Helene Toresdotter)

Der er dokumentationer af performances og performances skabt specifikt til videomediet, og en stemning af noget gådefuldt og arkaisk, fortolket med moderne teknologi.

Seks Documenta-udstillinger på CV’et
I det hele taget er der godt fyldt op i kunsthallen med værker af den nu 79 år gamle kunstner, der aktuelt er USA’s repræsentant på dette års Venedigbiennale og i øvrigt har en meget velmeriteret karriere med deltagelse på hele seks Documenta-udstillinger på CV’et.

Joan Jonas: Organic Honeys Vertical Roll, 1972, Video still. (Foto: Roberta Neiman)
Joan Jonas: Organic Honeys Vertical Roll, 1972, Video still. (Foto: Roberta Neiman)
Udstillingen viser både en række fine performance- og video-eksperimenter fra 60’erne og 70’erne og flere komplekse installationer, som Joan Jonas har udviklet i de seneste årtier.

Som sådan demonstrerer udstillingen spændvidden i Jonas’ produktion og hendes vedholdende eksperimentlyst, og for de særligt dedikerede fans er der rig mulighed for at dykke ned i hendes produktion.

Formidling til de kunsthistorisk belæste
Joan Jonas’ værker er dog ikke lette at gå til. De er i den grad rundet af specialiserede kunstneriske form- og rumundersøgelser og en interesse for arkaiske kulturelle ritualer, som hun fortolker med bl.a. dans, kridttegninger og geometriske strukturer. Derfor kræver hendes værker en formidling, som kan styre vores blik og opmærksomhed, og det synes jeg ikke, man får.

Til udstillingen er der produceret en 22 sider lang formidlingsfolder, man kan tage med sig rundt i udstillingen, men jeg synes, den er mere optaget af at pege på værkernes interne relationer end på fx at sætte dem ind i en historisk kontekst.

Hvem er Gordon Matta-Clark?
Eksempelvis kan man læse, at kunstneren Gordon Matta-Clark deltager i videoværket Songdelay fra 1973, men man får ingen uddybning af, hvorfor det er en interessant oplysning, eller i øvrigt særlig meget information om det eksperimenterende miljø i New York, hvor Jonas startede sin karriere.

Joan Jonas: Songdelay, 1973. (Film still)
Joan Jonas: Songdelay, 1973. (Film still)

Jeg savner i det hele taget formidlingstekster, der ikke primært beskriver værkernes elementer, men i stedet gør sig umage med at forklare og fortolke deres mulige betydninger til dem, der ikke allerede har en BA i samtidskunst.

Fine tidlige performances
Udstillingen viser dog et godt retrospektivt udvalg af Jonas’ værker og kan man skyde sine ambitioner om at forstå til side, rummer de en stor grad af poesi såvel som en fin fornemmelse for lys og natur. I særdeleshed er der nogle meget fine perler blandt udstillingens tidlige videoværker. Fx Wind fra 1968 og Songdelay fra 1973.

Joan Jonas: Wind, 1968. (Film still)
Joan Jonas: Wind, 1968. (Film still)
I filmen Wind ser man en gruppe mennesker på en flad åben strand, mens de bevæger sig med og mod den stride vintervind i en koreografi, der understreger naturens kraft – og i udstillingens regi peger hen imod den fremtrædende rolle, som i særdeleshed et nordligt kystlandskab spiller i Jonas’ univers.

I Songdelay befinder vi os derimod på en industriel grund i New York, hvor en gruppe personer er koreograferet i et samspil omkring enkle geometriske figurer og forskellen imellem billede og lyd. Som et slags omkvæd i filmen banker de deltagende træblokke imod hinanden i rytmiske forløb, hvor lyden når os forskudt fra det, vi ser. Heraf titlen Songdelay.

Spejle og videoskærme
Både Songdelay og Wind rummer figurer, der er iført lange frakker med påsyede spejle, og netop spejle har været en genkommende element i Jonas’ tidlige performances. Hun vendte spejle mod publikum for at inkludere dem i performances, og hun brugte spejle til at fragmentere repræsentationen af kvindekroppen.

Videokameraet blev også inddraget som en slags spejl i performances, og udstillingen viser flere eksempler på værker, hvor skærmen både fremstår som et selvrefleksivt spejl for kunstneren og et vindue ud til os, som ser på. Det gælder fx videoværkerne Good Night Good Morning, som Jonas i første omgang lavede i 1976 og senere har gentaget i 2006. Det består helt enkelt af kunstneren, som over en længere periode hver dag siger godmorgen og godnat til kameraet – og altså til sig selv og til os på en og samme tid.

En-kanalsværker bedre end multimedie installationer
På udstillingen er Joan Jonas’ værker installeret uden et tydeligt historisk eller tematisk forløb. Tanken har været, at man hermed kunne pege på samspillet imellem værkerne på tværs af udtryksformer og kronologi, og understrege kunstnerens vedvarende repetition og videreudvikling af sit eget personlige formsprog.

Joan Jonas: Mirage, 1976-2005. Multimedia installation, Installation view. Light Time Tales, Fondazione HangarBicocca, Milan, 2014. (Foto: Agostino Osio)
Joan Jonas: Mirage, 1976-2005. Multimedia installation, Installation view. Light Time Tales, Fondazione HangarBicocca, Milan, 2014. (Foto: Agostino Osio)

Som sådan bliver udstillingen en slags totalinstallation, der mimer Jonas’ egen tendens til at tilføre stadigt nye lag og kompleksiteter til sit arbejde ved at videreudvikle sine tidlige performances til multimedie-installationer. For mig at se er det installatoriske dog ikke kunstnerens styrke. Jeg synes, at hendes nye komplekse installationer er alt for tunge i sine lag på lag af fortællinger, eller med andre ord, at hun begraver styrken ved de enkelte elementer, når hun samler dem til en multimedie-installation.

Og netop fordi udstillingen viser så mange af hendes store installationer og blander dem med hendes tidlige performances- og en-kanals-videoværker, så kommer udstillingen til at understrege det komplekse og uigennemtrængelige ved hendes arbejde. Den overvælder og forblænder frem for at levere pejlemærker og orienteringspunkter for betydningen af Joan Jonas’ arbejde udenfor loopet af hendes eget magiske univers. En kombination havde været det bedste.

Billedserie

Udstilling

Joan Jonas: Light Time Tales

26 sep 2015 10 jan 2016

Joan Jonas

Malmö Konsthall
Se kort og tider

Del artiklen

'Nørdet indblik i Joan Jonas’ magiske univers'

Facebook