Her er den første leder for nyt tværfagligt institut

Her er den første leder for nyt tværfagligt institut

Sidsel Nelund skal fremover stå i spidsen for Billedkunstskolernes nye forskningsinstitut i København. Pressefoto

Det nyåbnede Institut for Forskning og Tværgående Studier på Det Kgl. Danske Kunstakademi skal ledes af ph.d. Sidsel Nelund.

Instituttet for Forskning og Tværgående studier er tænkt som et organ, der skal knytte bånd mellem visse af Det Kongelige Danske Kunstakademis specialområder og derved agere samlingspunkt for den kunstneriske forskning. Sidsel Nelund er blandt andet ph.d. fra Københavns Universitet og har forsket i forholdet mellem vidensproduktion og samtidskunst. Herimellem opstår der særlige læringsrum, hvor forskning, undervisning og kunstpraksisser kan støtte og stimulere hinanden.

Rektor Sanne Kofod Olsen udtaler:

”Med Sidsel Nelund har vi fået en helt ekstraordinær specialist i kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV red.) med både forskningsmæssig og international erfaring og særlig viden om dette i dansk sammenhæng nyere felt.

Sidsel Nelund skal stå i spidsen for instituttet og dets videre udvikling. Jeg er sikker på, at instituttet under Nelunds ledelse vil udvikle sig til en vigtig del af Billedkunstuddannelsens læringsrum og få stor betydning i det danske kunst- og uddannelsesmiljø.”

Hun vil møde de studerende, der hvor de er, og hjælpe dem derhen, hvor de gerne vil. Desuden skal der etableres klare rammer for de ph.d.-studerende, som lige nu svæver mellem institutioner. Det vigtigste er de studerende og deres kunstneriske praksis, hvorfor Sidsel Nelunds perspektiv er langsigtet og vil fokusere på bæredygtige processer, hvor forskningsmiljø og undervisning krydsbefrugter hinanden.  

Sidsel Nelund udtaler:

”For mig er det vigtigt, at formatet vokser ud fra institutionen selv, Kunstakademiet, samt med øje for den lokale kunstscene. At det er den rigtige vej at gå, er ikke mindst blevet tydeligt for mig gennem min forskning og mine besøg på KUV-uddannelser rundt om i verden.

I den langsigtede proces med at afprøve formater er to andre hovedprioriteter for instituttet lige nu at finde en form for instituttets tværgående undervisning samt akkrediteringen af uddannelsen. De tre områder kommer til at have indflydelse på hinanden, og jeg ser det som en fordel at tænke dem integreret.”

Sidsel Nelund, der er ph.d. fra Københavns Universitet, cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling samt MA i Aural and Visual Cultures fra Goldsmiths College, University of London, skal være med til at forme det nye institut, der bl.a. skal tilbyde kunsthistorisk og -teoretisk undervisning på tværs af skolerne samt være samlingspunkt for den kunstneriske forskning.

Sidsel Nelund vil som institutleder bl.a. have fokus på et internationalt samt udvidet KUV (kunstnerisk udviklingsvirksomhed) begreb, hvor KUV også indebærer at undersøge en problematik gennem en kunstnerisk praksis.

Del artiklen

'Her er den første leder for nyt tværfagligt institut'

Facebook