Legens revolution

Legens revolution

Installationsview fra Frank Koolens aktuelle udstilling Play Hard på Museet for Samtidskunst i Roskilde. (Foto: Leá Nielsen)

Billedserie

Humor og normbrud tumler rundt i Museet for Samtidskunst i dette efterår med udstillingen Play Hard, hvor både kunst og institution er kraftigt udfordret, og hollandske Frank Koolen smukt viser, hvad frihed er.

For en nyslået direktør ved en af samtidskunstens vigtigste institutioner herhjemme er det godt at få et skub, en rusketur, blive rystet i en sådan grad, at man kan se sit virke udefra og fra nye vinkler og positioner. Hvis man kunne, ville det være oplagt at få en tur i alle de besøgendes sko og deres efterfølgende diskussioner over middagsbordet.

Birgitte Kirkhoff Eriksen er en tænker, og som ny direktør har hun tydeligvis tænkt over, hvad et museum for samtidskunst kan være? Hvordan mødes kunst og publikum? Hvad er tilgængelighed, når man har en hengemt samling? Og hvilke oplevelser skal kunsten levere i en borgers hverdag?

Legens demokratisering
At basere sin første store udstilling i museet på udfordrende leg som et led i en demokratisering af kunstinstitutionen er et klart signal, tænker denne skribent.

Da kunsten blev sin egen videnskab i den sidste halvdel af 1700-tallet var ’leg’ faktisk en måde at definere kunstens frie rum på. Hos den tyske poet, dramatiker og filosof J. C. Friedrich von Schiller (1759-1805) var det således legens drift (spieltrieb), der kunne forene fornuften (formtrieb) og sindet (sinnestrieb) og holde de to drifters impulser i skak. Ja, ’legedriften’ er hos Schiller ligefrem menneskets fuldendte udfoldelse i balancen mellem orden og kaos.

At bringe en gammel filosof i spil her er blot en understregning fra min side af, at legen altid har været en del af kunstens frie bevægelighed og kritiske opgør med systemer og institutionens rum.

At kaste sig ud
Med Play Hard – soloudstillingen med den hollandske kunstner Frank Koolen, sætter museet en dagsorden, hvor konventionerne er udfordret og legen er i fokus. ”Koolen er en ambassadør for den frie vilje,” som der står i en af værkbeskrivelserne.

Installationsview, Play Hard. (Foto: Leá Nielsen)
Installationsview, Play Hard. (Foto: Leá Nielsen)

Udstillingen er tydeligt imødekommende og involverende i sin gestus, og legen er som hos Schiller frisættende for museets ’regelsystem’, men også retningsgivende for vores søgen. Dels møder man allerede i museets entré det første værk, en ’missions-station’, hvor man med et tryk får udskrevet en mission, der skal udføres i byens gader i mødet med fremmede mennesker, og dels har han skabt en ny arkitektur til hele museet, der fører os gennem hele fortællingen på en sanselig og legende måde.

Frank Koolen: Hunting Luck, 2000-2015. Kunstnerens kontinuerlige søgen efter magi i hverdagen. (Foto: Leá Nielsen)
Frank Koolen: Hunting Luck, 2000-2015. Kunstnerens kontinuerlige søgen efter magi i hverdagen. (Foto: Leá Nielsen)
Legen er både et brud, men også en ny måde at ordne ting på, og vi møder på den ene side Koolens egne eksempler på en sådan leg, og på den anden side en række måder hvorpå vi selv kan indtage en aktiv rolle i den proces.

Den frie og ufrie leg
Schillers æstetiske breve om menneskets dannelse er skrevet som refleksioner ovenpå Den Franske Revolution, og man kan se Play Hard som en manual eller test-område til en sådan frihedssøgende revolution.

Imens nogle af værkerne (der er en enorm mængde dokumenterede værker og to håndfulde værker realiserede til Play Hard) tegner en gren af værker baseret på ’fri leg’, er der også et konstant nærvær af magt. Enten konkret, hvor kunstneren indtager en rolle som diktatorisk overhoved og magtfuldkommen klovn, eller mere indirekte, hvor værkerne behandler dogmer fra kulturen, kunsten eller hverdagens sociale sfære.

Installationsview, Play Hard. (Foto: Leá Nielsen)
Installationsview, Play Hard. (Foto: Leá Nielsen)

For at skære det lidt hårdt, så er der en lang række værker med en tydelig reference til tryllekunst, tricks og overraskelser, der kun får en anelse merbetydning af at være udført og udstillet som kunst i en kunstinstitution. Det er ikke her Koolen er bedst, selvom det er her han henter en del produktivt brændstof. Koolens værker fungerer bedst i legen med vores forventninger og institutionens uudtalte normer, men ikke i bruddet selv. Det er i den måde han leger med os på, frisætter os, får os involveret, at udstillingen er helt exceptionel. Og det kræver en hel del.

Frank Koolen: The Old Man and The Museum, 2015. (still fra værket)
Frank Koolen: The Old Man and The Museum, 2015. (still fra værket)
Den kunstneriske antihelt
Først skal han få undermineret sin egen position som den skabende enehersker:

Det gør han super effektivt med sine utallige værker (især udstillingens videodokumentationer af Koolens performances) fyldt med uheld og fiaskoer, og særligt i værket The Old Man And The Museum, hvor han som sur, gammel mand kommanderer rundt med nogle unge mennesker, der bliver udsat for en række ligegyldige og absurde øvelser i museets gård.

Det handler om at blotte fejlbarligheden som et menneskeligt grundvilkår, og her er Koolen helt eminent!

Frank Koolen: The Old Man and The Museum, 2015. (still fra værket)
Frank Koolen: The Old Man and The Museum, 2015. (still fra værket)

Tag for eksempel en tur i værkserien Real Modern Action (2008-2013), der er en lang tragi-komisk parafrase over kunstens performative historie, eller det virkelig absurde kulturstudie Hodi Hodi (2008), hvor Koolen besøger en fertilitetsfestival i Tjekkiet. Priceless! Den højtsvungne kunstneriske ambition crasher bogstavelig talt i mødet med en gæstfri vodkakultur.

Frank Koolen: Real Modern Action, 2008-2013. (still fra værket)
Frank Koolen: Real Modern Action, 2008-2013. (still fra værket)
Frank Koolen: Hodi Hodi, 2008. (still fra værket)
Frank Koolen: Hodi Hodi, 2008. (still fra værket)

Kunsten at invitere indenfor
Så skal han skabe nogle strukturer og nogle rum og aktiviteter, vi gider at opholde og involvere os i: Udstillingens arkitektur er i det hele taget super gennemført og giver en følelse af, at man kan ændre og påvirke hele strukturen, imens man nærmest får besked på, at her skal du helst røre ved værkerne, påvirke strukturen eller fuldføre værket (fx Portrait Room, hvor ler, parykker og æggeur står klar).

Installationsview, Play Hard (Portrait Room, 2015). (Foto: Leá Nielsen)
Installationsview, Play Hard (Portrait Room, 2015). (Foto: Leá Nielsen)

Der råder en tydelig atmosfære af skabertrang, højt tempo og annulleret præstationsangst. Hvis man tog objekter fra udstillingen og gik i parade ud i byen med dem, ville det fremstå som en succes. Det er der bare museer, der ikke kan håndtere, når det kommer til stykket. Det skal Museet for Samtidskunst have stor applaus for at facilitere.

Belønningens betydelse
Og til sidst, skal han aftegne en ny orden, som vi og vores deltagelse indoptages og optimalt belønnes i:

Missionen, vi sendes på i Roskilde by (min var at jeg skulle følge efter en tilfældig person på gaden og begynde at synge en sang efter valg), har også et efterspil, hvor man afrapporterer og får point. Igen en leg, der berører den skjulte magt legen kan rumme, men også en vag  form for belønning. Så er der straks mere knald og bekræftelse i kunstnerens Karaoke Pavilion (2015) i museets have. For hvem synes ikke, at det helt basalt er hylende sjovt, og hvilken bekræftelse er der ikke i, at overtage forsanger-rollen i sin yndlingssang?

Frank Koolen: Karaoke Pavilion (Play Hard Version), 2015. (Foto: Leá Nielsen)
Frank Koolen: Karaoke Pavilion (Play Hard Version), 2015. (Foto: Leá Nielsen)

Under åbningen var der godt gang i pavilionen, der er en lille arkitektonisk perle i sig selv; Koolen lagde selv ud, imens direktøren og to andre kolleger skulle portrættere ham i ler, og det blev ikke mindre løssluppent af ferniseringens alkoholiske rusmidler, for at sige det mildt.

Frank Koolen: Karaoke Pavilion (Play Hard Version), 2015. Birgitte Kirkhoff (tv) kæmper med portrættet. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Frank Koolen: Karaoke Pavilion (Play Hard Version), 2015. Birgitte Kirkhoff (tv) kæmper med portrættet. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Hvis man som museumsdirektør vil have sin institution udfordret og publikum involveret, er Koolen vel et af de bedste og mest energiske bud, jeg har oplevet.

Han har kort sagt løftet opgaven med en virkelig legende, omfattende og frisættende udstilling, der efter min leg i museet, kun har to virkelige problemer: Den bliver ret hård at efterfølge, og så er den unægtelig ikke særlig sjov, hvis man er alene.

Ligesom Koolens værker typisk er samarbejder, så er det altså bare sjovest at lege sammen – og så er der social belønning for indsatsen. Tænk på den store finale i dit yndlingshit, hvor du har kæmpet dig op på den sidste tone, kaster dig på knæ med mikrofonen rejst til sejr, og så… tavshed! Så, tag vennerne med og husk:

“Virkeligheden kan overgå fantasien” (Frank Koolen, i udstillingskataloget).

Der følger et fremragende og flot katalog med udstillingen, hvor også flere lege og uddybende tekster af Birgitte Kirkhoff, Frank Koolen, Tijs Goldschmidt, Bent Meier Sørensen, Lieven Segers, Kim David Bots og Rieke Vos kan studeres nærmere.

Læs J. C. Friedrich von Schillers brev (Letters upon the Aesthetic Education of Man, XIV)

Billedserie

Del artiklen

'Legens revolution'

Facebook