Når kunstformidlere og kuratorer skal fortælle om deres udstilling, glemmer de tit det konkrete og svælger i buzzwords eller patos. Trust-udstillingen i København er et aktuelt eksempel i den grelle ende.
Da kæmpeudstillingen Trust åbnede i slutningen af august i København, blev man umiddelbart mødt med tre præsentationer. De stod ikke alene, heldigvis, men de stod dog som en slags tredobbelt statement, før man gik i dybden med de enkelte værker.
Den første var pressemeddelelsen. Her stod følgende:
”Udgangspunktet for udstillingen er tillid – tillid til hinanden og tillid til, at kunsten kan få os til at se det velkendte med nye øjne. Gennem en mangfoldighed af æstetiske udtryk er hensigten at skabe fornyet opmærksomhed omkring kunsten som et vigtigt rum for refleksion og den særlige måde at sanse og begribe verden på, som kunsten tilbyder.”
Mistillid og bekræftelse
Man er nødt til at stille spørgsmålet, om noget andet egentlig ville finde sted: En udstilling der ikke bygger på tillid? Næppe. En udstilling, der ønsker at bekræfte vores syn på verden? Nej. At mange udstillinger ender med alligevel at gøre det, er en anden sag. Og jeg er bange for, at jeg kun i ringe grad har set verden med nye øjne på netop denne udstilling.
At kunsten er et refleksionsrum og åbner for særlige måder at opleve verden på, er noget, hele kunstverdenen er enige om. Det er jo standardforklaringen på, at kunsten er vigtig. Og at mene, at kunsten er vigtig, bør være udgangspunktet for enhver kunstudstilling nogensinde overhovedet.
Og så står der en udvidet version af statementet fra pressemeddelelsen, idet kunsten ikke blot er et vigtigt refleksionsrum, men også kan ”sætte spørgsmålstegn ved de ting, vi tager for givet”.
Velkommen til endnu en kliché. Også dette er ønsket for, om ikke enhver udstilling overhovedet, så i hvert fald enhver samtidskunstudstilling.
Kaos og revolution
Man får altså fornemmelsen af noget rutinepræget, ukonkret og uambitiøst. Lige indtil man læser den tredje præsentation: Kuratorens statement. Den får ikke for lidt, men snarere for meget:
”Vi ser, søger, slår itu, ødelægger, forstyrrer, laver rod og leger med kaos som en del af den kreative proces for at give et bud på en ny form, et nyt budskab. Længslen efter dekonstruktion fører til en genopfindelse af begreberne håndværk, social kunst, skulptur, maleri, performance, film, talte og skrevne ord. I et møde med andetheden sætter kunstnerne spørgsmålstegn ved deres sociale status og persona. De udstillede genstande repræsenterer en praksis, der står i modsætning til den kapitalistiske kulturs gennemkommercialiserede overflod. Ved at skubbe til de alment accepterede grænser for ideer, materialer og processer, tilføjer TRUST en ny ekstra realistisk dimension.”
Det står der virkelig. Det lyder som et avantgardemanifest fra 1915, bare iklædt nutidens buzzwords. Der er simpelthen ingen grænser for, hvor mange begreber der aldrig mere er det samme efter Trust. Udstillingen omvurderer alle værdier og smadrer alt, hvad vi kender for at leve i kaos og dekonstruktion. Det er voldsomt, det er Nietzsche, det er det, de unge vil have.
Man forventer at finde noget i retning af en situationistisk revolution, der ændrer den københavnske kunstscene for bestandig. Og så er det i virkeligheden en meget pæn og lidt kedelig udstilling, der kun halvt fylder lokalerne med tempererede udtryk, der ikke rummer kraft nok til at hamle op med de rum, de forholder sig til.
Fra bullshit til ærlighed
Når jeg tager fat i disse statements, er det ikke for at køre hetz mod Trust og Copenhagen Art Festival, som jeg synes har en klar berettigelse. Men det, vi ser her, er typisk for to vigtige aspekter af det PR-sprog, der omgiver kunsten.
For det første disse klichéer og buzzwords, der har fået betegnelsen International Art English, og som man på dansk kunne kalde kunstverdensdansk. Man siger ikke rigtig noget, men sørger for at få en masse af tidens modeord med. Kunsten hævdes at være social og imødekommende og inddragende, at udfordre os og stille spørgsmålstegn ved et eller andet, at være kapitalismekritisk, at få os til at reflektere osv. osv. Det er alt sammen fine ting at kunne og gøre, men disse postulater mister deres troværdighed, når de bliver allestedsnærværende. De bliver det, man med et fagord kalder ‘bullshit’.
For det andet dette at smøre enormt tykt på og udtrykke nogle helt urealistiske ambitioner, uden hensyntagen til om værkerne kan leve op til dem. Det kunne man kalde kunstpatos, men det er dybest set aggressiv PR og et forsøg på at råbe højest på markedet, altså på de kapitalistiske præmisser, man samtidig påstår at ville bekæmpe.
Kunstens PR-maskineri udhuler sproget, og det er synd for den lille del af kunsten, som faktisk gør disse ting. Gem jeres buzzwords, til de virkelig er berettigede.
Det ville være befriende at læse en pressemeddelelse eller kunstnerisk statement, hvor der stod: “Hej, vi udstiller en masse kunstnere, som vi synes er gode. Kom og se!”
Det ville i hvert fald være både ærligt og meningsfuldt.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
